Chefredaktøren anbefaler: Den pædagogiske guide

Der er ikke meget ved 39-årige Frank Larsen, der ser grønlandsk ud. Det er der også en god grund til, fordi der er intet grønlandsk i ham, bortset fra en farbror, der i 80’erne boede i Uummannaq og er gift grønlandsk. Ikke desto mindre er der noget ”hjemligt” ved ham. Det er ikke lige til at sætte fingeren på hvordan, udover at manden snakker flydende grønlandsk. Men hele hans kropssprog snakker også grønlandsk.

Det er svært at forklare, men Frank selv siger det sådan her:

- Jeg bliver tit spurgt om jeg er blandet, om jeg har grønlandske forældre, fordi – ja, dels kan jeg sproget, men jeg har også tillagt mig mange væremåder, som er mere typiske grønlandske. Det kommer sig af at jeg har fået tingene forklaret og jeg har fået tingene vist, så det gik rimelig hurtigt med at falde til.

Frank Larsen blev uddannet lærer i 2004, men nåede slet ikke at arbejde som sådan i Danmark. Han havde lyst til at opleve Grønland, efter at have hørt en masse historier fra sin farbror.

- Det er meget nemt at komme til Grønland, når man er uddannet lærer, så jeg tog et kort og så på steder i Grønland. Jeg vidste det skulle være i hundeslædeområdet, så jeg kiggede først på Uummannaq, hvor min farbror havde været, og var inde og kigge på skolens hjemmeside. Der kunne jeg se at der stadigvæk i 2004 var rigtig mange danskere i Uummannaq. Det gad jeg ikke. Danskere klumper sammen, når de kommer ud i verden og det var ikke dem, jeg skulle ud og lære at kende.

Så kiggede jeg på Upernavik, men det var lidt samme historie, så faldt jeg over Kullorsuaq, som var en ret stor bygd og en rimelig stor skole, så jeg tænkte at der måtte være nogle, jeg kunne komme ud af det med sådan et sted, griner han.

Det endte altså med at han sendte en ansøgning til Kullorsuup Atuarfissua, 300 kilometer nord for Upernavik.

- Fem minutter efter jeg havde sendt ansøgningen, så ringede den ledende skoleinspektør i Upernavik. ”Jeg har fået en ansøgning fra dig

– du søger til Kullorsuaq.” ”Ja, det er rigtigt.” ”Mener du det?” ”Jaja, ellers havde jeg ikke skrevet den.” ”Du er ansat!”, genfortæller Frank Larsen grinende den korte ansættelsessamtale.

Han blev den anden uddannede lærer på skolen med 100 elever. Resten af lærerstaben var timelærere.

Manden først

Så han tog den lange vej fra Aarhus, hvor han boede, til Kullorsuaq sammen med sin daværende norske kæreste. Forholdet holdt dog ikke og kæresten rejste fra bygden igen, men Frank skulle ingen steder.

- Det er den klassiske historie om, at jeg synes det var meget sjovere at være i Grønland, end hun gjorde, siger han og forklarer at det måske også havde noget at gøre med, at Kullorsuaq er et meget mandsdomineret samfund.

- Der er meget gammeldags kønsroller. Det er mændene, der tager på jagt og sejler. Det er sågar sådan i nogle familier, at kvinder først spiser når mændene har spist. Det er meget specielt at opleve, siger Frank Larsen.

- Og så er de jo enormt imødekommende og virkelig, virkelig gode til at tage imod en nyuddannet dansk lærer. Jeg havde det som blommen i et æg og var med alle de gamle fangere ude og lære alle knebene, siger Frank Larsen, der på grønlandsk svarer at han er fra Kullorsuaq, hvis han bliver spurgt. Også selvom han i dag bor i Qasigiannguit. Men helt oprindeligt er han født i Slagelse og opvokset i både Vestsjælland og Vestjylland i en typisk dansk kernefamilie med far Flemming, mor Ruth og lillesøster Anne.

Kulturchok
Frank Larsen fandt sig en ny kæreste i bygden med 439 indbyggere. Men det endte ulykkeligt og han følte, at det var på tide at komme videre.

- Og så mødte jeg én, der var fra Kangaatsiaq og så flyttede jeg dertil, smiler han bredt.
Der fik han et stort kulturchok.

- I Kullorsuaq oplevede jeg aldrig at eleverne ikke kom i skole. De skulle være virkelig syge, hvis de ikke kom i skole. Dels fordi de ikke havde andet at lave. Man tog i skole, det var bare det man gjorde og dels fordi rigtig mange forældre var opsatte på at give deres børn en uddannelse. Det er ikke så mange, der får det, men mange forældre havde indstillingen. I Kangaatsiaq kunne halvdelen af eleverne finde på at pjække. Det var en kæmpe omvæltning for mig, at det faktisk var et issue. Og det samme jo med personalet. I Kullorsuaq var personalet ikke syge, folk kom på arbejde.

Efter et års tid, blev han ansat som skoleinspektør for Kangaatsiaq og bygder.

- Jeg blev ansat i 2010, lige efter kommunesammenlægningen, så ingen vidste noget som helst om, hvem der bestemte. Den ene dag skulle man kontakte Ilulissat, den anden dag var det Qeqertarsuaq. Det var ret kaotisk, men en enormt spændende udfordring at få sådan en skole rettet op igen, både økonomisk og ansættelsesmæssigt. De første to år skar vi vel 50 procent af budgettet, uden at vi kunne mærke det. Der blev simpelthen brugt så mange penge på ingenting, siger han.

Den største forskel på danske og grønlandske skoler, er ifølge Frank, strukturen på skolerne. Men i forhold til eleverne, er der stort set ingen forskel.

- Børn er børn og det er stort set det samme alle steder, siger han.

Passionen i livet
I 2012 fik han et tilbud, han simpelthen ikke kunne modstå. Han kunne få et job som lærer på efterskole Villads Villadsen, som hans gode ven, Pilo Samuelsen, der nu er forstander på friskolen i Nuuk, havde været med til at starte op. Da han skulle flytte til Nuuk, ringede han til Frank og bad ham komme til Qasigiannguit. Som sagt, så gjort.

- Jeg fik mulighed for at kombinere min store fritidspassion – hundeslædekørsel – med mit arbejde, det var for god en mulighed til at lade den passere, siger Frank Larsen, der har 38 hunde nu. En hundespandsflok, der har fulgt ham siden han fik dem i Kullorsuaq.
- Royal Arctic Line sejlede dem ned, da jeg flyttede til Kangaatsiaq. Og jeg tog dem selvfølgelig også med til Qasigiannguit. Det er mine babyer, siger han.

I Qasigiannguit begyndte han så småt at komme ind i turistverden. Han var på trofæpræpareringskursus i 2014, hvor han mødte sin makker, Nîsínguak’ Geisler.

- Vi ville begge to gerne starte noget op med trofæjagt og havde de samme visioner for det. Det handler om at lave noget, vi synes er sjovt, men også skabe noget udvikling, siger Frank Larsen, der også har været spejderleder og badmintontræner i Danmark.

Året efter kunne de tilbyde trofæjagter målrettet turister. De har også snakket om at tilbyde ture til lokalbefolkningen og fra andre dele af Grønland.

- Men et koncept om at være turist i eget land, står jo lidt i samme situation som turister udefra. Det er dyrt at rejse rundt i Grønland og det er dyrt at overnatte i Grønland. Så den ved jeg ikke helt, hvordan man skal greje, siger Frank Larsen, der helt har droppet lærergerningen for at hellige sig turistvirksomheden, Disko Bay Tours, hvor han og makkeren tilbyder hundeslædeture, bådture, vandreture. Trofæturene er nu mere en niche i forhold til det andet, de tilbyder.

- Jeg stoppede med at undervise i efteråret 2016. Jeg havde haft en lidt glidende overgang, jeg bestyrer også det lokale hotel i Qasigiannguit og det har jeg sådan set gjort siden nytår ’16, fordi bestyreren pludselig rejste, så det havde jeg gjort lidt ved siden af, siger han.
Og der er egentlig ikke så meget forskel på at være lærer og turistguide.

- Der er ikke den store forskel på at have elever og turister med på tur. Det siger vores gæster også. De kan godt mærke at man har en pædagogisk baggrund, fordi jeg har en anden tilgang til at styre en gruppe. Så det blev en naturlig udvikling, siger han.

Mad på gulvet
Frank Larsen kunne ikke et pip grønlandsk, da han landede i Kullorsuaq og kun skoleinspektøren kunne tale dansk.

- Dem, jeg kunne lide at være sammen med, var fangerne. De kunne ikke dansk. Men de talte det alligevel. Og det gjorde at der var en meget afslappet stemning omkring det her med sprog. Hvis de kunne tale dansk uden at kunne dansk, så kunne jeg sgu også tale grønlandsk uden at kunne grønlandsk og så kunne vi vrøvle sammen, griner han.

- De var ligeglade med at vi ikke talte samme sprog, de taler alligevel, og så falder der jo alligevel noget af. De lærte mig også, hvad jeg skulle sige, hvis de sagde sådan og sådan. ”Når du går fra et hus, skal du sige qujanaq og så siger vi illillu”, fik han det fortalt.
Børnene kom også hjem til ham om eftermiddagen.

- Så jeg havde klistermærker med navne på tingene i hele huset. Og når man var samlet – det var man tit deroppe, man spiste på gulvet, hvor der var fyldt med mennesker – så når man havde spist begyndte en af de ældre at fortælle historier, siger Frank der lærte noget vigtigt fra det.

- Det er jo ikke bare fortællinger, det er undervisning i hvordan man gør tingene. Jeg tror jeg var god til at fange, at det var det det handlede om. Det vil sige at jeg lærte en hel masse om, hvad man skulle gøre og hvad man ikke skulle gøre, fordi jeg fangede de der pointer, de underliggende budskaber, ud af historierne. Det satte de meget stor pris på. Som de ofte sagde til mig: ”Du hører efter hvad vi siger til dig.” Man får ikke tingene at vide direkte og du skal ikke spørge, og du skal slet ikke spørge hvorfor man gør sådan, så får man bare ”Sådan gør vi” eller ”Det gør min far”, siger han.

Noget helt andet var udtalen.
- Fra en dansk tunge til en grønlandsk, det er virkelig svært at få drejet den i den rigtige retning, men der havde vi på skolen morgensang hver dag. Så kunne jeg stå og læse med på teksten og fange udtalen, for mange af de der sange er til en dansk melodi og derfor bliver det meget tydeligt udtalt, siger han.

Nu hvor han bor i Qasigiannguit, er det lidt af en udfordring at bruge det grønlandske.

- Der er ret mange, der snakker dansk. Specielt den 20 år ældre generation. Der skal man insistere lidt på at man vil tale grønlandsk. Men jeg fornemmer også, at der er mange der vil vise at de kan tale dansk. Så tit blander vi. I nogle tilfælde snakker de dansk til mig og jeg taler grønlandsk til dem, siger han.

Ingen villa, Volvo og vovse
Frank Larsen har selv prøvet at være ligeså imødekommende overfor nyankomne, som beboerne i Kullorsuaq. Men som han siger, så kom der dengang måske en ny hver anden eller tredje år. Det har været meget anderledes i Kangaatsiaq og Qasigiannguit.

- Jeg kan godt mærke i dag… ah… de rejser jo alligevel til sommer, lad os nu se om de bliver, griner Frank, der rigtig troede at han ville få tid til at læse bøger, når han kom herop.
- Jeg har læst én bog siden jeg kom herop.

Han understreger meget kraftigt, at han aldrig har fortrudt at han flyttede til Grønland. Væk fra alt det velkendte.

- Specielt de danske turister spørger, om jeg nogensinde kommer hjem igen. Så siger jeg ”Det gør jeg hver dag. Men om jeg flytter til Danmark, nej, det gør jeg ikke”. Danmark er meget, meget lille, når man har boet i Grønland. Jeg har en del rigtig gode venner og en dejlig familie i Danmark, som jeg nyder meget at besøge, men ellers så bryder jeg mig ikke om at være der, siger Frank, hvis venner misunder ham for den nye livsstil.

- De stresser jo sig selv med alt muligt de skal nå, og have det perfekte liv. Hvis jeg var blevet i Danmark, så var jeg helt sikkert kommet med på vognen, det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg var med i den samme udvikling, som de også gik i, men så drejede jeg bare lige ud af sporet, fordi jeg lige skulle se noget andet. Det fandt jeg ud af var en meget, meget bedre måde at leve på, siger Frank, der i dag end ikke kan se sig selv bosiddende i Nuuk.

Skulle det dog ske at han flytter fra Grønland, så vil han tro at det vil være på grund af den politiske situation.

- Situationen er meget tæt på at være katastrofal. I perioder tænker jeg at det måske er bedre ikke at følge med i det, for det er sgu en lille smule deprimerende, siger Frank Larsen, der ikke helt tror på den nye mindretalsregering.

- Det er ærgerligt når politik kommer til at handle mere om at opnå og fastholde magt, end det handler om at skabe en positiv forandring i landet – der er ellers nok at tage fat på. Men det er efterhånden lidt svært at se hvem der skal stå for de forandringer, når de stærke kræfter med tiden forlader politik. Jeg synes, vi havde en rigtig god statsleder i sådan en som Kuupik Kleist. Jeg synes det er ærgerligt, at han ikke er i politik mere. Det ser sgu en lille smule sort ud, griner Frank Larsen lidt opgivende.

Køb den seneste udgave af avisen AG her:

AG Uge 42 2018

Klik her for at læse