Gå til hovedindhold

Chefredaktøren anbefaler: Den nye arktiske strategi bør fokusere på fredning

Forskellige miljøorganisationer har skrevet en kronik i ugens udgave af avisen Sermitsiaq, der anbefaler, at den nye Arktiske Strategi skal koncentrere sig om fredning, og at man udfaser alle olie- og mineralaktiviteter

Regeringerne i Grønland, Danmark og på Færøerne står for at skulle forhandle en ny arktisk strategi for de næste ti år. Den forventes offentliggjort engang til efteråret. Hvis man ser på den gamle, er der tre ting, som springer i øjnene: 

For det første blev den i modsætning til den kommende udtænkt i relativ ubemærkethed, fordi stormagtsrivaliseringen mellem USA og Kina om de grønlandske råstoffer endnu ikke havde gjort Grønland til skueplads for international politik. Ej heller adresserer den årsagerne til rivaliseringen. 

For det andet hører den – selvom den kun er ti år gammel – en svunden tid til, fra før begreber som miljø, naturbeskyttelse, bæredygtighed, biodiversitetskrise, global opvarmning, klimaneutralitet, fredning, med videre slog igennem i den offentlige bevidsthed. 

For det tredje virker det som om Danmark - rigsfællesskabets mest indflydelsesrige aktør – ikke er og aldrig har været medlem af EU, al den stund EU næsten ikke er med i strategien. I de sammenhænge, der betyder noget, er der intet gjort for at integrere EU i rigsfællesskabets arktiske strategi

Hvis man sætter sagen på spidsen, kan man hævde, at strategien set med danske øjne har to underliggende hovedmotiver: Dels ønsker man at fastholde Grønland i rigsfællesskabet, så Danmark i store internationale fora kan spille rollen som territorial stormagt. Dels ønsker man at nedbringe bloktilskuddet mest muligt ved at åbne op for olie- og gasudvinding og minedrift overalt i Grønland.

Råstofudvinding truer det arktiske miljø

Det er ingen hemmelighed, at Grønland besidder nogle af verdens største uopdagede olie- og gasreserver og desuden store mængder mineraler. Disse indbefatter zink, kobber, nikkel, guld, diamanter og platin, men først og fremmest enorme mængder sjældne jordarter (REE) og uran. 

Grønland vurderes at have 38,5 millioner tons sjældne jordarters oxider, mens resten af verden har 120 millioner tons, hvad der er den vigtigste grund til, at stormagterne er begyndt at interessere sig for Grønland. I den arktiske strategi vurderes det, at der kan findes 31 milliarder tønder olie og gas ud for Nordøstgrønland og 17 milliarder tønder olie og gas i områderne mellem Grønland og Canada. Hvor meget olie og gas, der er tale om, fremgår tydeligt, når man sammenligner de grønlandske ressourcer med de resterende danske olie- og gasreserver i Nordsøen, som mange mener, ikke bør udnyttes. Her er der tale om ca. 11 millioner tønder olie og 3,5 milliarder tønder gas.

Problemet er, råstofudvinding i stor skala uvægerligt får store skadevirkninger i et sårbart arktisk miljø. Hertil kommer den globale opvarmning, hvis konsekvenser er større i Arktis end i resten af verden: Grønland har ikke underskrevet Parisaftalen eller andre internationale klimaaftaler, men man må spørge sig selv, hvorfor Danmark, der tilstræber CO2-neutralitet i 2050, i Arktissammenhæng undergraver Parisaftalens målsætninger?

Den mest aktuelle trussel kommer dog ikke fra olie- og gas-, men fra mineraludvinding: Der er (i 2019) uddelt mere end 70 større mineralefterforsknings- og udvindingslicenser, og efter sigende stiger tallet markant. De største mineprojekter er i Sydgrønland, hvor man har den rigeste biodiversitet og stort set alt det grønlandske landbrugsland. Regionen beskrives ofte som ”Grønlands brødkurv”. Her finder man hele fårebestanden – mere end tyve tusind overvintrende får – ligesom man håber at introducere kød- og malkekvæg, når klimaet bliver mildere som følge af den globale opvarmning. Sydgrønland er også hjemsted for Kujataa Unescos verdensarvområde, der ligeledes er truet af de store mineprojekter.

At landbrugsaktiviteter ødelægges af minedrift, er Filippinerne et eksempel på: Her var man selvforsynende med ris, men er endt som verdens største risimportør, først og fremmest på grund af omfattende forurening fra minedrift i åbne miner. Dette på trods af at minesektoren tegner sig for mindre end en halv pct. af beskæftigelsen og mindre end én pct. af statsindtægterne i landet. Lignende erfaringer har mange befolkninger gjort i blandt andet Mellem- og Sydamerika.

Et af problemerne er, at Grønlands miljølovgivning ikke påbyder strategiske miljøvurderinger af planer for minedrift, hvad der betyder, at offentligheden ikke på forhånd orienteres om, hvilke områder der bliver udpeget. Vedtagelse af Århus-konventionen i Grønland for at forbedre miljølovgivningen giver derfor god mening.

Danmarks og Grønlands økonomiske interesser

Det er let at se, hvorfor Danmark ønsker mest mulig råstofudvinding i Grønland. Over en vis bundgrænse indkasserer den danske stat halvdelen af indtægterne fra råstofprojekterne, mens den anden halvdel tilfalder Grønlands Selvstyre.

Anderledes forholder det sig med Grønland selv: Her har man siden 2013, hvor det såkaldte uranforbud blev ophævet, i dele af det politiske miljø haft en forestilling om, at minedrift – og særligt uranudvinding – medfører hurtige økonomiske forbedringer og dermed selvstændighed fra Danmark. 

Faktum er imidlertid, at minedrift i stor skala og særligt uranminedrift stiller sig på tværs af udviklingen af tre af de fire vigtigste sektorer i den grønlandske økonomi, nemlig fiskeri og fangst, turisme og fødevareproduktion. 

At mere råstofudvinding ikke er vejen frem blev slået fast i 2014, hvor en rapport fra Københavns og Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik – Til gavn for Grønland – fastlog, at 24 samtidige storskalamineprojekter ville være nødvendige for at udfase og erstatte økonomisk støtte fra Danmark. Et storskalaprojekt ville skulle udvikles og sættes i gang hvert andet år. Rapporten konkluderede også, at en råstofbaseret økonomi ikke er økonomisk bæredygtig: Når mineindustrien efter nogle år begynder at gå tilbage, befinder Grønland sig i den samme økonomiske situation som før, men med færre ressourcer. Det er senere bekræftet af andre kilder. 

Grønlands tætte forhold til EU

Ikke blot fører den kurs, der er lagt, ikke til selvstændighed og åbner dørene for, at USA og Kina kan lægge beslag på Grønlands råstoffer, men den efterlader også den grønlandske befolkning og det flertal, der ikke ønsker råstofudvinding i stor skala, uden valgmuligheder. 

Det kunne imidlertid forhindres, hvis blot der blev arbejdet for det: EU har – i det mindste på papiret – en udviklet miljø- og bæredygtighedsorienteret arktisk strategi, der dog ikke har noget at forholde sig til, fordi Grønland ikke er tilstrækkeligt integreret med EU. 

Selvom Grønland ikke er medlem af EU, har forholdet altid været tæt: Grønland blev medlem af EF i 1973 sammen med Danmark, men meldte sig ud efter at have fået hjemmestyre i 1982. Hovedårsagen var uenighed om den fælles fiskeripolitik. Herefter blev der oprettet en traktat, hvor Grønland blev anerkendt som et ”særligt tilfælde”. EU beholdt sine fiskerirettigheder og Grønland blev kompenseret og fik adgang til det europæiske marked. Ca. 90 pct. af Grønlands eksport – hovedsagelig fiskeriprodukter – går til EU. Herudover har Grønland en særlig associeringsordning med status som et af de såkaldte oversøiske lande og territorier. Igennem en partnerskabsaftale modtager Grønland flere hundrede millioner kroner om året og har tillige adgang til forskellige europæiske fondsmidler. Grønlandske statsborgere er EU-borgere i medfør af dansk og international lov. Og Grønland har sin egen diplomatiske repræsentation i Bruxelles.

Fredning som fælles projekt

Det ville derfor kun være naturligt, hvis Grønland, Færøerne og Danmark i samarbejde med EU udviklede en strategi for Arktis, der tager sigte på at frede så meget af området som muligt. Europaparlamentet støtter allerede ideen om et arktisk naturbeskyttelsesområde med Antarktis-traktaten som forbillede og den grønne gruppe i Europaparlamentet har til en vis grad haft de samme ideer, som er beskrevet her. I princippet kunne beskyttelsen af Grønlands fysiske miljø, der dækker et areal halvt så stort som EU selv være et af fyrtårnsprojekterne i EU’s grønne pagt, der allerede nu omfatter nogle af EU’s nabolande. Hvis man indregner planerne for fredningen af det arktiske havmiljø, bliver arealet endda meget stort.

Naturligvis skal den grønlandske befolkning kompenseres økonomisk, hvis man fravælger råstofudvinding i stor skala, men det vil kun være et greb i lommen for EU, selvom kompensationen bliver langt større end det bloktilskud, Grønland allerede modtager fra Danmark. Det stiller sig heller ikke i vejen for selvstændighed for Grønland, hvad de fleste af de grønlandske politiske partier ønsker.

Sammenfattende kan man sige, at den nuværende arktiske strategi ikke har været en succes. Følgende sammenligning kan give et indtryk af, hvor galt det står til: Donald Trump opfattes normalt som den mest miljøfjendtlige præsident i amerikansk historie. I hans embedsperiode er beskyttelsen imod olie-, gasudvinding og minedrift af omkring 140.000 kvadratkilometer offentligt land, inklusive naturparker, blevet ophævet. Det svarer til et område lidt mindre end Florida. I rigsfællesskabets nuværende arktiske strategi er det et område på 2,166,086 kvadratkilometer – mere end femten gange så stort – der ikke er beskyttet, havområder ikke medregnet. 

Så det er måske på tide, at der bliver lagt en anden kurs.

Kronikken er skrevet af:

  • Erik Jensen, talsmand for Urani Naamik i Nuuk
  • Palle Bendsen og Niels Henrik Hooge, medlemmer af Noah Friends of the Earth Denmark
  • Mariane Paviasen, forkvinde for Urani Naamik i Narsaq
  • Hans Pedersen, biolog i Vedvarende Energi

Køb avisen Sermitsiaq her:

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER