Chefredaktøren anbefaler: Naaja Nathanielsen: Vi er fortsat åbne for investeringer

Selvom vi har fået en ny lov om forbud mod efterforskning og udvinding af uran, så er der ikke lukket for råstofprojekter i Grønland, forsikrer naalakkersuisoq for finanser, råstoffer, justitsområdet og ligestilling Naaja Nathanielsen, der den seneste uge har holdt møder med en række mineselskaber herunder Greenland Minerals.

– Det er ingen hemmelighed, at vi har advokater på begge sider af bordet, da det potentielt kan ende i en retssag, siger naalakkersuisoq for finanser, råstoffer, justitsområdet og ligestilling, Naaja Nathanielsen om dialogen med Greenland Minerals.

Naalakkersuisoq for finanser, råstoffer, justitsområdet og ligestilling, Naaja H. Nathanielsen (IA) har i denne uge været i Danmark for blandt andet for at holde møder med nogle af de råstofselskaber, der er aktive i Grønland herunder Bluejay Mining, LNS og Greenland Minerals.

For selvom Naalakkersuisut fik vedtaget en ny lov om nultolerance over for uran, og dermed sat en kæp i hjulet på et par projekter i Grønland i december 2021, så er politikken fortsat, at Grønland er åben for investeringer og råstofprojekter.

– Råstofsektoren er en branche, der kræver forudsigelighed, og derfor har vi fra starten meldt ud, at vi følger den mineralstrategi, som den tidligere koalition satte i gang inden valget. Så på den måde har vi ikke en anden tilgang til råstofselskaberne end den tidligere koalition, siger Naaja Nathanielsen.

Chefredaktøren anbefaler:

Denne artikel er hentet fra avisen Sermitsiaq og udvalgt af chefredaktør Poul Krarup.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag


– Vi har haft og har fortsat en god dialog med branchen om, hvad de efterspørger fra os for eksempel en smidigere sagsbehandling, hvilket vi arbejder på. Vi kommer ikke til at ændre ved royalties eller andet, der påvirker selskabernes drift og økonomi. Vi kører altså videre med det set-up, der var i forvejen og prøver at skabe så meget forudsigelig for de selskaber, der er i landet som overhovedet muligt.

Ny lov har givet uro

Et forhold er dog ændret. Den nye lov om nul-tolerance over for efterforskning og udvinding af uran er indført, og den har haft betydning for et par projektejere herunder franske Orano og australske Greenland Minerals. Dertil har den skabt usikkerhed i hele branchen om, hvad der er de gældende regler.

– Den nye lov har givet bump på vejen. Den har affødt usikkerhed på nogle områder, hvilket branchen ikke er glad for. Men jeg vil samtidig sige, at de selskaber, der arbejder med uran, har alle årene været underlagt særvilkår. Så debatten er ikke ny for disse selskaber. At vi nu har meldt klart ud om vores politik i forhold til uran, er også med til at skabe ro. Nu ved alle, hvordan rammerne er. Og branchen kender også disse rammer fra andre lande, der ligesom os har uranforbud. Men det er klart, at mineselskaber ikke bryder sig om restriktioner.

– Vi er også med på, at der er nogle projekter, der er blevet påvirket direkte af loven.

– Det er klart, at Greenland Minerals er blevet påvirket direkte af den nye lovgivning. Vi tager ikke deres licens fra dem, men de kan ikke gøre sig forhåbninger om at få en udnyttelsestilladelse. De har helt tilbage fra 2011 haft særvilkår, og har dermed vist, at der politisk kunne blive ændret ved lovgivningen på området.

Kan ende i retssag

Greenland Minerals har afleveret deres hvidbog, der fortsat er i sagsbehandling. Ifølge Naaja Nathanielsen vil den tidligst være færdig efter sommeren 2022.

Aktuelt pågår møder mellem Greenland Minerals og Råstofdepartementet hos den danske kammeradvokat. Møder der kan ende i en konflikt.

– Det er ingen hemmelighed, at vi har advokater på begge sider af bordet, da det potentielt kan ende i en retssag, siger Naaja Nathanielsen, der dog ikke mener, at administrationen kunne have været klarere i deres kommunikation med selskabet.

– Men man kan selvfølgelig altid diskutere om selskabet skulle havde haft den efterforskningslicens i første omgang. Men det blev dem givet, og man forsøgte så godt som muligt at hegne betingelserne ind. Det her handler dog ikke om, at Greenlands Minerals skal rammes, men om at man i den grønlandske befolkning har en skepsis over for uran, og den er vi trods alt mere forpligtede af end et selskabs forventninger. Sådan må det være. Jeg har sympati og forståelse for selskabets frustration, men jeg står fast på at vi har indført en nul-tolerance og jeg mener at det er det rigtige at gøre. Jeg mener dertil, at vi sagtens kan køre en mineindustri i Grønland desuagtet, siger Naaja Nathanielsen.

Powered by Labrador CMS