Chefredaktøren anbefaler: Myter og videnskabelig viden om spækhuggere i Grønland
Debatten om spækhuggere i Grønland er præget af fejlagtige oplysninger.
Fangsten af fire spækhuggere d. 25. november 2021 i Nuup Kangerlua har startet en heftig debat på de grønlandske netaviser og de sociale medier. Debatten handler om det høje tabstal (tre gik tabt), fangst versus hvalturisme, samt spækhuggernes påvirkning af andre fangstdyr. Forskere ved Pinngortitaleriffik/ Grønlands Naturinstitut har noteret sig de mange fejlagtige oplysninger om spækhuggere i mediernes kommentarfelter. I denne kronik vil vi fremlægge den videnskabelige viden om spækhuggere i et forsøg på at afkræfte myterne.
Myte nr. 1) Spækhuggere er altædende dræbermaskiner
Spækhuggere er ikke altædende dræbermaskiner. Spækhuggere findes i alle verdens have, fra Antarktis til Arktis, og i Nordatlanten er de vidt udbredt og ses ofte omkring Island og Norge og mere sjældent i Grønland. Udover fisk (især sild og makrel) kan spækhuggere spise både sæler og hvaler, men de er ofte specialiserede på bestemte byttedyr, f.eks. spiser spækhuggere i Spanien tunfisk, i Patagonien jager de søløver, i New Zealand hajer og i Norge sild.
Spækhuggere ved Antarktis findes i tre grupper, der enten spiser fisk, hvaler eller sæler og pingviner. De spækhuggere, der kommer til Grønland, kan tilsyneladende skifte mellem fisk og havpattedyr.
Myte nr. 2) Spækhuggere tømmer havet for sæler og hvaler
Det er ofte fremført i medierne, at spækhuggerne kan udrydde deres byttedyr eller i hvert fald jage alle andre dyr væk fra et givent område ved deres blotte tilstedeværelse. Ingen af disse to myter har hold i virkeligheden.
Fra fangerne ved vi, at spækhuggerne for det meste spiser grønlandssæler, vågehval og fisk som stenbider og blæksprutter. Alle disse arter er talrige. F.eks. findes der i dag mere end 8 millioner grønlandssæler – rigeligt til både fangere og spækhuggere. Spækhuggere vil typisk gå efter arter, som er talrige og dermed lette at fange, og der er ikke eksempler på, at de har udryddet arter. Der er således intet bevis for, at det vil kunne hjælpe de udryddelsestruede narhvaler i Østgrønland, hvis man skyder spækhuggerne.
Myte nr. 3) Spækhuggere skræmmer sæler og hvaler væk fra fangstpladserne
Frygten for, at alle sæler vil blive skræmt væk fra et område med spækhuggere, er ligeledes ubegrundet. Spækhuggere er stille, når de søger efter sæler eller hvaler, og dermed kan de nærme sig byttet uden at blive opdaget. Spækhuggerne kan dog lave både ekkolokaliseringslyde og kald, som sæler måske kan høre på 20 kilometers afstand, og derfor kan det være, at sælerne i en periode flytter sig til den anden ende af fjorden eller til en anden fjord, men efterfølgende vender tilbage. Fra andre steder i verden, hvor spækhuggere lever af sæler, ved vi dog, at sælerne oftest bliver i området eller flytter sig meget lidt.
I Qaanaaq forklarer fangerne, at spækhuggere ikke bliver fanget, fordi de hjælper til ved narhvalfangsterne. Narhvaler er bange for spækhuggere, og de svømmer tættere på land, når der er spækhuggere i nærheden. Dermed hjælper spækhuggerne fangerne.
Myte nr. 4) Spækhuggere ødelægger muligheden for pukkelhval-safari
Det er sjældent, at spækhuggere angriber voksne, raske pukkelhvaler. De pukkelhvaler, der findes i Grønland, får deres unger i Caribien, og spækhuggerangreb på pukkelhvaler i Grønland ses sjældent. Turoperatørerne i Nuup Kangerlua havde da heller ingen problemer med at finde pukkelhvaler, da de fire spækhuggere opholdt sig i fjorden i november 2021, og begge arter blev således set på samme tur. Siden 1981 har Naturinstituttet dokumenteret en vækst af pukkelhvalbestanden ved Grønland på ca. 10 % per år, og spækhuggerne har således ingen negativ effekt på bestandstilvæksten af pukkelhval. Det skal her også nævnes, at pukkelhvalerne i Norge nogle gange spiser på de samme sildestimer som spækhuggerne, og at spækhuggerne ikke på nogen måde skræmmer pukkelhvalerne væk.
Myte nr. 5) Spækhuggere er talrige i Grønland
Der findes ikke bestandstal for spækhuggere i Grønland, men de observeres hver sommer langs Vestgrønland, og i Qaanaaq ses de ca. hvert andet år i Inglefield Bredning. I Østgrønland er der siden 2009 – efter at storisen er forsvundet om sommeren – fanget spækhuggere hvert år i Tasiilaq-området (85 fangster rapporteret mellem 2009 og 2019), og i 2021 blev der for første gang i årtier fanget spækhuggere ved Ittoqqortoormiit.
De østgrønlandske spækhuggere ligner genetisk spækhuggere fra Island og Norge. Der findes ingen genetiske data fra de vestgrønlandske spækhuggere, men en spækhugger mærket med satellitsender i Nunavut, Canada, vandrede om efteråret sydpå gennem Baffin Bugten og Davis Strædet til Azorerne i Atlanterhavet. Dette tyder på, at de spækhuggere, som kommer forbi Vestgrønland, er de samme, som opholder sig i Nunavut om sommeren. Canadiske biologer har ud fra fotos af rygfinner beregnet, at ca. 160 spækhuggere besøger Nunavut, hvilket vil sige, at der er tale om en meget lille bestand. Kun få spækhuggere er blevet registreret på Naturinstituttets flytællinger, og det bekræfter, at bestanden også er lille i Grønland.
Andre vigtige fakta om spækhuggere
Udover myterne om spækhuggerne er det uheldigt med de store tabstal ved fangst af spækhuggere i Grønland. Ved tre fangstforsøg i Østgrønland og Nuuk i 2021 blev der landet fire spækhuggere, mens ni andre sank – en tabsrate på 70 %. Det er usædvanligt høje tab ved en hvalfangstoperation. Størrelsen af spækhuggerbestandene i Grønland kendes ikke, men der er intet, som tyder på store bestande. NAMMCO har derfor anbefalet, at fangsten i Grønland skal reguleres efter forsigtighedsprincippet, samt at fangstrapporteringen skal forbedres med bedre dokumentation af tab.
Undersøgelser i Østgrønland har vist, at det kan være sundhedsskadeligt at spise spækhuggere. Forureningsstoffer fra spækhuggerens byttedyr (især sæler og hvaler) ophobes i kød, spæk og mattak gennem hvalens lange liv og resulterer i store mængder forureningsemner, som kan nedsætte hvalernes evne til at få unger. Konsekvenserne for mennesker kan være hormonforstyrrelser, nedsat immunforsvar og øget dødelighed.
Som det eneste sted i verden fanger man i dag spækhuggere i Grønland, men spækhuggere er en del af den grønlandske biodiversitet, som Grønland har skrevet under på, at man vil tage ansvar for at bevare. Spækhuggere er, som mange andre top-rovdyr, også et vigtigt element i økosystemet. Det kan for torskefiskerne f.eks. være en fordel, at sælerne, som konkurrerer med fiskeriet, bliver spist af spækhuggerne. Det er generelt for økosystemer påvist, at toprovdyr gennem deres regulering i fødekæderne både øger produktiviteten og fremmer diversiteten, dvs. mangfoldigheden af andre arter. Konklusionen er, at spækhuggernes rolle og betydning er mere kompliceret, end man først skulle tro, og at det er absolut ikke nogen entydig fordel at udrydde spækhuggerne i Grønland.
Fernando Ugarte er afdelingschef for Pattedyr og Fugle på Grønlands Naturinstitut. GN’s primære formål er at rådgive Naalakkersuisut om bæredygtighed og sikring af biodiversitet i Grønland. Hans speciale på Tromsø Universitet, handlede om spækhuggere og sild.