Chefredaktøren anbefaler: Det moderne teaters fødsel

Makka Kleist holder øje med teaterchef Susanne Andreasen. I hvert fald fra væggen, hvor et billede af en ung Makka fra Tuukkaqtiden hænger i Nationalteaterets køkken- og kontorafdeling.

Det er 45 år siden Tuukkaq Teatret blev startet af den norske skuespiller, Reidar Nilsson i Fjaltring i Jylland. Tuukkaq markerer begyndelsen på det moderne teaterliv i Grønland. Før det, var der Hans Lynges amatørteater, men det var først med Tuukkaq, at grønland- ske skuespillere blev uddannet fra 1975 til 1994.

- På Tuukkaq var man både elev og skuespiller. Der var de ligesom i mesterlære, hvor Reidar var både instruktør og underviser. Så Reidar har haft en stor betydning for, at der også findes en skuespilleruddannelse i dag, siger Susanne Andreasen.

Blandt de første skuespillere, var bl.a. Bendo Schmidt, Rasmus Lyberth, Makka Kleist, Marius Olsen og mange andre. Tuukkaq Teatret tog også på turné i Canada og USA, inklusive Alaska i 1982.

- Der har faktisk ikke været en lige så stor turné siden dengang. De var afsted i cirka tre måneder. De spillede for eksempel forestillingen Inuit, i et fængsel, og blev taget rigtig godt imod, siger hun.

Inuit-forestillingen, der var én af de første og største forestillinger fra Tuukkaq, blev i 2016 genopført af skuespillereleverne med Simon »Mooqqu« Løvstrøm og Karina Møller som instruktører.

- Og så besøgte den Tuukkaq Teateret, da de var på studietur, så der kom Inuit-forestillingen tilbage til Reidar med skuespillerelever fra Grønlands Nationalteater. Der var en ring, der blev sluttet der, fortæller Susanne.

Den voldsomt populære »Angutivik« skal også vises til foråret på Tuukkaq Teateret. Faktisk skal den rundt til intet mindre end 20 dan- ske byer i Danmark til foråret.

Fra 1994 til den nuværende skuespilleruddannelses begyndel- se i 2012, i den populære Silamiut-tid, var der ingen rigtig uddannelse til skuespiller i Grønland.

Vedkommende teater

- Det er derfor, vi siger, at det her er de skuldre vi står på, og det er kulturarv. Det er vigtig kulturarv, slår Susanne Andreasen fast.

- Gennem teater taler vi kulturel identitet, vi taler om nogle forestil- linger, der sætter relevante ting til debat, som taler ind i vores alle sammen virkelighed. At vi gennem teateret både formår at samle folk om fælles oplevelser. Det skal helst være vedkommende. Men det er også sådan, at publikums hjerter begynder at slå i samme takt, når de overværer en forestilling. Teateret kan noget, fordi det er levende mennesker, der står foran dig, som vil dig noget, og som har en historie at fortælle.

Selvom Susanne synes, det er en kliché talemåde, så handler det i bund og grund om, hvilken histo- rie man fortæller hinanden, og hvad det er for nogle historier, man fortæller herfra og ud i verden.

- Der kan teateret noget unikt. Det tror jeg aldrig går af mode, fordi vi »bare« er mennesker. Så den tradition skal vi holde fast i, siger hun.
Men traditionen skal heller ikke bremse udviklingen. For det har der naturligvis været meget af de sidste 45 år i teaterverdenen. Der er hele den tekniske del, men hun mener, at kvaliteten af teater er blevet løftet med professionelt ud- dannede skuespillere. Ligesom der er en efterspørgsel på grønlandsk teater.

- Vi oplever en sund tørst efter vores forestillinger ude omkring i landet efter nye forestillinger på grønlandsk. Og så er der efter- spørgsel internationalt. Folk vil gerne samarbejde med os. De vil gerne vide, hvad vi laver. De vil gerne kende lidt mere til maskedans, trommedans med mere.

Fondsmidler

Susanne Andreasen er ikke i tvivl om, at teater ikke er på vej væk. Men det kan være lidt op ad bakke at få den politiske verden til at indse, hvor meget teater egentlig betyder for grønlandsk kultur.

- Vi kæmper for vores eksistens- berettigelse, og det er hårdt. Men vi giver selvfølgelig ikke op, siger hun.

I år er teateret blevet beskåret med en million kroner på finansloven. Ti procent af budgettet, blev med et pennestrøg fjernet.

- Kunst og kultur er sprællevende og kan være med til at løfte det her land på flere områder. Der er meget at hente i vores kultur, som giver styrke, og som giver fællesskab, og som peger fremad. Og så er det et erhverv og en eksportvare. Når vi sender Angutivik til Danmark til 20 forskellige byer i Danmark, så er det faktisk eksport, siger hun. Og det er i høj grad danske kroner, der betaler.

Nedskæringen betyder, at Nationalteateret ikke ved, hvor meget de kan komme på turné endnu.

- Det afhænger helt af, hvilke fondsmidler vi kan rejse i år.

Som Susanne siger, så er der blevet sendt et hav af fondsansøgnin- ger i år, og så kan de ikke andet end at håbe, at de går igennem. Lykkedes det, vil der komme forestillinger på turné. Lykkedes det ikke, ja, så kan forestillingerne ikke gennemføres, eller måske kan de kun ses i Nuuk.