Chefredaktøren anbefaler: Modens kampplads

Mode er en form for stofskiftesygdom. Den skifter hele tiden. Men tøj og mode kan i den grad også bringe følelser og sind i kog.

Særligt provokerer det, når mode blandes med religiøse og kulturelle symboler, eller når fantasifulde designere og skræddere ny-fortolker fortidens klædedragter.

Det er der mange eksempler på i historien: En dansk supermarked-kæde måtte eksempelvis trække sandaler med Jomfru Maria-motiver tilbage efter voldsom kritik.

- De skulle skamme sig, udtalte en biskop om sandalerne, mens demonstranter flåede dem ned af hylderne.

I 2020 blev et japansk modefirma ligeledes udsat for kritik, da hvide modeller under modeugen i Paris optrådte på catwalken med parykker, som er knyttet til sortes kultur.

- Det var aldrig min hensigt at såre eller fornærme nogen. Jeg undskylder dybt, lød beklagelsen fra designeren.

Også en fransk modegigant måtte gå i ly for orkanen, da modellerne bar en religiøs, indisk hovedbeklædning. Det førte til store protester og krav om undskyldning.

Senest har der som bekendt været en livlig debat i Grønland og Danmark om designeren og fotografen Jim Lyngvild og hans fotoserie af grønlandske sælskindsdragter – med en lille fjer på. Nogle har ment, at billederne er overdådige og kunstneriske fortolkninger, andre at modellerne fremstår »klovneagtige« og som udstillingsdukker og ikke repræsenterer grønlandsk kultur.

Selv skriver Jim Lyngvild, der har 178.000 følgere på Facebook, at det kun er en lille gruppe, som er krænkelsesparate.

- Der sidder cirka 10 mennesker, der er stødt på manchetterne. Men 99,9 procent er SÅ glade for, at der bliver sat fokus på dette vigtige erhverv og materiale, skriver Jim Lyngvild i et opslag; han understreger, at han »ikke er en dansker, som kommer og laver grønlandsk kultur«, som kritikerne beskylder ham for.

Lars-Emils kones kjole

I AG´s arkiver er der flere eksempler på, at udefrakommende er røget en tur i vridemaskinen, fordi de har eksperimenteret med de kulturelle udtryk. Nationaldragten skal der helst ikke pilles for meget ved. Det oplevede Lars-Emil Johansen tidligere hustru.

- Dorthes kjole skaber heftig debat, skrev AG i en overskrift i 1992.

Dorthe Reimer er født i Danmark og af danske forældre, men skulle giftes med en grønlandsk mand – den daværende landsstyreformand – og derfor valgte hun at kreere sin egen brudekjole med islæt fra de to kulturer.

- Som i den danske brudekjole er farven i Dorthes brudekjole gennemgående hvid. Kjolen er todelt og blusesnittet er som i den grønlandske nationaldragt og med en perlekrave i farverne hvid, sølv og guld. Skindborterne ved hals og ærmer er i hvid polarræv, skrev AG.

Da det nygifte par efterfølgende blev inviteret til dronning Margrethe og Prins Henriks sølvbryllup på Kronborg, designede Dorthe en ny kjole i samme snit som brudekjolen, men med en lang nederdel. Perlekraven syede hun selv.

Og så var der kritik. Blandt andet formuleret i et læserbrev, hvor skribenten anbefalede tilrejsende danskere at lade være med at ændre på nationaldragten.

- Tænk hvis man også begyndte at ændre for eksempel Fanødragten og Amagerdragten. Lad den smukke grønlandske nationaldragt forblive, som den er!

Tonen blev skærpet i et indlæg fra De Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning.

- Selv om Lars Emils kone er meget stolt af sin kjole til det kongelige sølvbryllup, synes vi ikke, vi bare kan tie, fordi det er misbrug af vores nationaldragt. Vores telefon har kimet, og man har bedt os om at påpege tankeløsheden, fremgik det af læserbrevet.

Lars-Emil returnerede med en kras kommentar.

- Hvis der er nogen, der tror, at det er et offentligt anliggende at diskutere, hvordan min kones kjole skal se ud, så synes jeg det er en utilstedelig indblanding i den personlige frihed reaktion. I Grønland har vi ikke patent på perler. Det er internationalt.

Kamikkerne

I 2009 opstod der også polemik omkring tøjdesigneren Peter Jensen, som på Londons Modeuge ville sende en »kærlig og venlig hyldest til Grønland«, som han udtrykte det, ved at lade modeller anvende kamikker inspireret af de grønlandske originaler.

Det modtog han ifølge eget udsagn trusler for, og en Facebook-gruppe samlede sig til en demonstration i Nuuk.

- Det har absolut ikke været min hensigt at fornærme nogen som helst i Grønland. Det er helt normalt i modebranchen at lade sig inspirere af forskellige kulturer, udtalte den forskrækkede designer til Berlingske.

En inspektør på Grønlands Nationalmuseum tog ham i forsvar. Hun skrev i et indlæg i Sermitsiaq, at inspiration går på tværs af landegrænser i en global verden, og »det skal vi kun være glæde for«.

- Grønlandske syersker skal heller ikke begrænses i deres frihed til at tænke nyt i arbejdet med nationaldragten. Hvis vi standser udviklingen, vil traditionen langsomt dø hen, og det er der vel ingen, der ønsker, skrev hun i 2009 i Sermitsiaq.

Muffedisser

Også muffedisserne har været i stormvejr. I august 1988 påpegede bestyreren af Nuuk Kommunes garveri, at muffedisserne blev misbrugt.

- Det er både forkasteligt og forkert, at nogle kvinder bruger muffedisser til hverdag, og endnu værre hvis de bruges sammen med europæisk tøj. Muffedisser er beregnet til at bruges sammen med grønlandsdragten, som urokkeligt må være en nationaldragt, der bør værnes om. Det er forkert og upassende at splitte en nationaldragt ad, lød det fra bestyreren, som fortalte, at hun kunne finde på at irettesætte kvinder på gaden.

- Hvis vi skal værne om vores kultur, må vi passe på med ikke at misbruge nationaldragten. Vi har trods alt meget få kulturarv tilbage.

Det er langt fra kun i Grønland, at debatter om »kulturel appropriation« har raset. Der har været også store debatter i USA og Europa. De opstår, når (typisk hvide) kulturpersoner eller kommercielle foretagender lukrerer på oprindelige befolkningers kulturer eller sorte og religiøse minoriteters fremtrædelsesformer.

AG Uge 09 2022

Klik her for at læse