Chefredaktøren anbefaler: Det laver forfatningskommissionen

Forfatningskommissionens sekretariat forbereder det kommende forfatningsarbejde

Chefredaktøren anbefaler:

Denne artikel er hentet fra avisen Sermitsiaq og udvalgt af chefredaktør Poul Krarup.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

Når Inatsisartut-politikerne samles i september forventes det, at man beslutter det nye kommissorium for forfatningsarbejdet, og hvordan den nye kommission skal sammensættes.

Men selv om politikerne foreløbig har sat det politiske arbejde med forfatningskommissionen på stand by, arbejder sekretariatets fem medarbejdere.

Sekretariatschef Johan Lund Olsen oplyser, at sekretariatet og dets medarbejdere laver research, indhenter viden og infomateriale om eksisterende forfatninger rundt omkring på kloden, særligt info af særlig relevans for Grønland. Dette naturligvis indenfor rammerne af det eksisterende kommissorium, forklarer han.

Fakta

Sammensætningen af Den Grønlandsk-Danske Selvstyrekommission fra 2005 til 2008 bestod af:

Jonathan Motzfeldt, som formand, og Christian Mejdahl, næstformand, samt Kim Andersen, Line Barfod, Per Berthelsen, Søren Espersen, Anthon Frederiksen, Ruth Heilmann, Frank Jensen, Kristen Touborg Jensen, Lars-Emil Johansen, Per Ørum Jørgensen, Kuupik Kleist, Johan Lund Olsen, Niels Helveg Petersen, Augusta Salling, Gudmundur Alfredsson, Anne Kristine Axelsson, Jens Hartig Danielsen og Kaj Kleist.

- Sekretariatet er endvidere i gang med at udarbejde forskelligt folkeoplysningsmateriale, som hovedsageligt skal bruges til at forklare befolkningen, hvorfor Forfatningskommissionen er sat i verden, og hvorfor Grønland skal have en forfatning. Hvad er målet? Hvad er formålet? Alt dette for at forankre en folkelig forståelse af, hvad en forfatning er for en størrelse.

- Samtidig er sekretariatet ved at lægge sidste hånd på Forfatningskommissionens kommende hjemmeside samt facebook-side. Denne hjemmeside vil have en borgerindragelses-portal, hvor alle borgere i Grønland med adgang til de elektroniske medier til hver en tid vil få mulighed for at indsende forslag og kommentarer til et kommende forfatningsudkast. Denne del af arbejdet er højt prioriteret af sekretariatet for at sikre så høj en borgerdeltagelse og borgerinddragelse i forfatningsarbejdet, således som det også er beskrevet i det tidligere kommissorium, siger Johan Lund Olsen og tilføjer, at sekretariatet er meget opmærksomme på og optaget af, at unge grønlandske studerende medinddrages og deltager i forfatningsarbejdet.

- Set i det lys kan jeg oplyse, at vi i sekretariatet også har ansat en studentermedhjælp, som pt er på ferie, siger Johan Lund Olsen, der ikke vil udelukke, at der bliver tilknyttet flere studentermedhjælpere.

Sekretaritatschefen oplyser, at sekretariatet også meget optaget af - bl.a. i et samarbejde med Sprogsekretariatet - at udarbejde en terminologiliste over grønlandske ord og udtryk relateret til en grundlov/forfatning. Det har nemlig vist sig, at forskellige myndigheder, det være sig Rigsombudet, selvstyrets egne enheder samt Inatsisartut og også menigmand har forskellige ord og udtryk for det samme.

- Dette arbejde er særdeles vigtigt at få styr på, særligt af hensyn til udarbejdelsen af den endelige grønlandske forfatningstekst, forklarer Johan Lund Olsen.

Historie

På efterårssamlingen 2016 fik Naalakkersuisut bemyndigelse til at nedsætte en forfatningskommission.

Fakta

Den grønlandske Selvstyrekommission fra 2000 til 2003 bestod af:

Ane Hansen, Mogens Kleist, Martha Labansen, Finn Lynge, Ole A. Markussen, Johan Lund Olsen, Daniel Skifte og Jakob Janussen, der var formand.

Kommissionen lod sig supplere med en lang række eksperter og fagfolk, som blev brugt i de fire arbejdsgrupper, der blev nedsat. For eksempel: Anders Brøns, Christen Sørensen, Gorm Winther, Olav Fagelund Knudsen, Klaus Karsten Pedersen, Marianne Jensen, Jørgen S. Søndergaard, Jokum Møller, Lars Olsvig, Gerhardt Petersen, Fredrik Harhoff, Hanne Petersen og Henriette Rasmussen.

Den blev nedsat i 26. april 2017.

Her fremgik det, at forfatningskommissionen skulle udarbejde forslag til Grønlands forfatning i to tempi, hvor den ene del af forfatningen skal kunne træde i kraft under selvstyret og supplere det danske riges Grundlov, for så vidt angår Grønland, indenfor rammerne af det danske rige. Den anden del af forfatningen skal først træde i kraft, når Grønland træder ud af Grundloven og det danske rige, og det grønlandske folk danner sin egen selvstændige stat.

Forfatningskommissionen blev dengang sammensat ud fra et ønske om at skabe en politisk bredt repræsenteret kommission. Den første Forfatningskommission bestod af syv medlemmer og blev sammensat, så alle partier var repræsenteret forholdsmæssigt efter deres størrelse i Inatsisartut.

Følgende blev udnævnt:

Forkvinde: Vivian Motzfeldt (Siumut)

Næstforkvinde: Ane Hansen (Inuit Ataqatigiit)

Medlemmer: Jess Svane (Siumut), Mimi Karlsen (Inuit Ataqatigiit), Per Rosing-Petersen (Partii Naleraq), Mala Høy Kúko (Atassut). Nivi Olsen (Demokraterne).

Forskellige udmeldinger

Forfatningskommissionen holdt sit første møde den 19. maj i Hans Egedes Hus. Siden 26. april skiftede IA næstforkvinden til Mimi Karlsen på grund af kommunevalget, hvor Ane Hansen blev formand for overgangsudvalget i den nye Qeartalik kommune.

Under mødet blev det stadfæstet, at man vil arbejde efter en forfatning, der skal gælde, ”når vores land bliver en stat”, som det blev udtrykt. Som tidligere offentliggjort blev forkvinden for kommissionen Vivian Motzfeldt (Siumut) og næst-forkvinden blev Mimi Karlsen (Inuit Ataqatigiit). Mødet blev holdt under en positiv atmosfære i sammenhørighedens ånd, fremgik det efterfølgende af en pressemeddelelse.

Forfatningskommissionen diskuterede især, hvordan man bedst og klogest samler folket, ligesom man fandt det vigtigt, at man inkluderer alle bosteder.

Ligeledes blev det pointeret, at det er vigtigt, at alle føler et ejerskab til forfatningen, og at folket samles om at tage det næste skridt.

Der var også en god diskussion om værdierne, hvor det blev stadfæstet, at resurserne til lands og til vands er vor ejendom, samt at der skal være plads til vore forskelligheder, og der skal være mere lige muligheder.

Vi lever i et stort land, og vores levemåde, værdier og sprog er grundlag for vor identitet og skal beskyttes, fremgik det af den efterfølgende pressemeddelelse.

Samme dag holdt naalakkersuisoq for selvstændighed Suka K. Frederiksen og formanden for forfatningskommissionen Vivian Motzfeldt altså den 19. maj et møde om kommissoriet. Af den efterfølgende pressemeddelelse fremgik det, at redegørelsen for nedsættelsen af en grønlandsk forfatningskommission gav Forfatningskommissionen frihed og et stort ansvar til selv at tilrettelægge arbejdet i kommissionen. Det var op til kommissionen selv at samordne, hvordan forfatningen skulle udformes, og hvor meget tid der skulle bruges på de forskellige ordninger. Naalakkersuisut fastlagde for så vidt ikke arbejdet i kommissionen og dette var helt i tråd med Redegørelsen for nedsættelsen af en grønlandsk forfatningskommission.

Samtidig blev det imidlertid slået fast, at der ikke skulle herske tvivl om, at det er selvstændighed, man vil opnå. Ved valget af to tempi modellen åbnes der op for flere muligheder, og det vil i sidste ende give kommissionen større handlingsmulighed:

”Det er op til kommissionen selv, at samordne hvordan forfatningen skal udformes og hvor meget tid de vil bruge på de forskellige ordninger. Det skal pointeres, at der er mulighed for, at kommissionen kan få forlænget sin arbejdsperiode, hvis dette bliver nødvendigt”, sagde Suka K. Frederiksen ifølge pressemeddelelsen.

Alligevel sagde Vivian Motzfeldt til Sermitsiaq den 26. maj, at der skal udarbejdes en forfatning, der gælder, når Grønland bliver selvstændigt. Altså et forfatningsarbejde i et tempo. To uger efter den 9. juni var Suka K. Frederiksen på forsiden af Sermitsiaq og meddelte, at der skal arbejdes med en forfatning i to tempi. Og den 16. juni meddelte Sermitsiaq på sin forside, at der var splid om forfatningen. Tilsyneladende var kommissionen enig om en forfatning i et tempo. Både Mimi Karlsen (IA) og Nivi Olsen (D) støttede formanden Vivian Motzfeldt (S).

Sekretariatet

Trods uenigheden med Naalakkersuisut arbejdede kommissionen videre.

Den første opgave var at opbygge et sekretariat og i juli 2017 blev Johan Lund Olsen ansat som sekretariatschef. Han har mange års erfaring i forfatningsarbejde og var medlem af Den Grønlandske Selvstyrekommission fra 2000 til 2003 samt Den Grønlandsk-danske Selvstyrekommission fra 2005 til 2008.

I august 2017 var forfatningskommissionen på studietur til Island.

Men i løbet af efteråret opstod der igen uenighed mellem naalakkersuisoq for selvstændighed og kommissionens formand omkring udarbejdelsen af en forfatning.

Det betød, at det politiske arbejde gik i stå i november 2017.

Suka K. Frederiksen opfordrede i december forfatningskommissionen til ”at igangsætte forfatningsarbejdet”, hvorefter kommissionens formandskab den 5. januar 2018 sendte en pressemeddelelse ud om, at man nedlagde arbejdet i protest.

I januar opdaterede Vivian Motzfeldt medlemmerne af kommissionen, da Mala Høy Kuko udtrådte, da han skiftede fra Atassut til Siumut. Atassut fik ikke noget nyt medlem, da partiet ikke længere var repræsenteret i Inatsisartut. Desuden trak Ane Hansen sig fra kommissionen på grund af sit borgmesterjob i den nye kommune. Naalakkersuisut udpegede Debora Kleist (IA) som nyt medlem, efter Ane Hansen. Dette skete efter at Naalakkersuisut havde bedt IA om en nyudpegning.

Venter på et nyt kommissorium

Siden har det politiske arbejde faktisk ligget stille. Men det øvrige arbejde fortsatte og kommissionen holdt sit første borgermøde i februar 2018 i Ilulissat og kort tid efter i Katuaq i Nuuk, hvor Vivian Motzfeldt og professor Karla Jessen Williamson holdt oplæg og havde debat med tilhørerne.

Vivian Motzfeldt inviterede i starten af februar på vegne af den samledede kommission den grønlandske ungdom til at deltage i forfatningsarbejdet. I den anledning skrev Vivian Motzfeldt en kronik til blandt andet Sermitsiaq, som blev bragt i nr. 5, 2. februar 2018.

Hun opfordrede alle borgere i Grønland til at indsende forslag til kommissionen.

“Det handler om at en kommende forfatning for et selvstændigt Grønland skal være frugten af en fælles indsats fra alle dele af det grønlandske samfund uanset om man er ung, ældre, hjemmehørende eller tilflytter”, skrev hun.

Kort tid efter blev der udskrevet valg og efter valget blev en ny koalition dannet, og der skal nedsættes en ny kommission, som bør være uafhængig af om der udskrives valg.

I den nye koalitionsaftale står der meget lidt om forfatningsarbejdet.

I det indledende afsnit i Koalitionsaftalen kan man læse:

Koalitionspartierne vil grundigt arbejde for: At arbejdet med udarbejdelse af en forfatning fortsætter.

Og i det efterfølgende afsnit om Samarbejdet i koalitionen kan man læse:

Koalitionspartierne er enige om, at det allerede igangsatte arbejde med udarbejdelse af en forfatning med henblik på statsdannelse skal fortsætte i valgperioden, hvor partierne skal have frihed til at bestemme, hvem det vil have som medlem af kommissionen.

Nu afventes kommissoriet og sammensætningen af den ny kommission. Koalitionsaftalen siger intet om, der skal udarbejdes en forfatning i to tempi eller i et tempo.

Men det er op til partierne at bestemme hvem de vil have som medlem af kommissionen. Det fremgår heller ikke, om man vil hente eksperter udefra. I det hidtidige kommissionsarbejde forespurgte den samlede kommission om Karla Jessen Williamson kunne tænke sig at være tilforordnet medlem (sagkyndig medlem) af kommissionen, hvilket hun takkede ja til. Vivian Motzfeldt ville også gerne bruge islandske Gudmundur Alfredsson, men han har ikke været forespurgt af den samlede kommission om han vil deltage i Forfatningsarbejdet.

Få adgang til Sermitsiaq via dette link herunder:

Powered by Labrador CMS