Gå til hovedindhold

Chefredaktøren anbefaler: Jens Salling: Penge betyder alt

Mød mangemillionæren, fiskeren og enspænderen Jens Christian Friis Salling i dette eksklusive interview, hvor han for første gang offentligt fortæller om sin barndom, opvækst og vej ind i fiskeriet, der resulterede i et medejerskab af Grønlands største privatejede fiskeriselskab Polar Seafood.

Drømmen om at blive fisker lå i blodet af Jens Salling helt fra barnsben, hvor fjeldsten agerede kuttere, når legen var bedst.

Derfor var det en helt særlig oplevelse, da han som otte-årig i 1957 fik den geniale idé at købe en jolle eller rettere en såkaldt nummerbåd, som netop var sat til salg af den lokale skolelærer i Qeqertarsuaq.

- Jeg spænede op til mine forældre for at få dem tll at købe båden. Den kostede 1.500 kroner, men mine forældre havde af gode grunde ikke råd, fortæller Jens Salling, der i dag står i en helt anden situation som Grønlands rigeste mand.

Oplevelsen står indprentet i hukommelsen, og derfor kommer svaret også prompte, da han bliver spurgt om, hvilken betydning penge har for ham.

- Penge betyder alt.

Og det bliver sagt i et bestemt tonefald, så man ikke tager fejl af budskabet, som ikke er begrundet i at leve på første klasse med glimmer og champagne. Derimod er det kårene fra barndomshjemmet, der er årsag til udmeldingen, som elskere af janteloven med glæde ville kaste sig over.

- Det har fyldt meget i mig. At have så mange penge, at jeg kunne komme ud at fiske og sikre brød på bordet til min familie, uddyber Jens Salling fra sin kontorstol i Polar Seafood-hovedsædet i centrum af Nuuk.

Udsigten er til gågaden og en moderne indretning med en glasvæg til administrationen signalerer en åbenhed, som de færreste ville tro al den stund, at Jens Salling aldrig før har givet et interview til medierne på trods af en imponerende erhvervskarriere.

Stedfaderen

Skrues tiden 69 år tilbage var det en helt anden udsigt, Jens Salling blev præsenteret for, da moderen fødte ham i Qeqertarsuaq. Efter fødslen forlod faderen Disko-øen for at etablere et entreprenørselskab i Qaqortoq, og moderen fik som 23-årig ikke lov til at følge med af sine forældre.

- Jeg har aldrig set min biologiske far, og jeg har aldrig bekymret mig om ham. Det skyldes ikke mindst, at min stedfader, Jakob, har været så fantastisk en far for mig, fortæller Jens Salling, hvis biologiske far omkom for 60 år siden i forbindelse med Hans Hedtoft-forliset.

Barndomshjemmet – et hus på 100 kvadratmeter, hvor to familier boede – bestod af et køkken og en stue.

– Her boede jeg sammen med mine bedsteforældre, forældre og mine to søskende, afslører han. En anden gren af familien boede i den anden del af længehuset, og her var der også syv, otte personer til at deles om de sparsomme kvadratmeter.

- Ja, vi var vel 14-15 mennesker. Og som jeg husker det, havde vi det pragtfuldt, mindes Jens Salling.

Når stedfaderen havde fyraften på elværket stod drengen forventningsfuldt klar til at tage ud og fiske. Fangsten gik ikke mindst til at brødføde de cirka 10 hundeslædehunde, som om vinteren var vigtige trækdyr, når kul eller vand skulle hentes til huse.

Drømmen led et knæk

Glæden og drømmen om et liv på havet led dog et alvorligt knæk, da moderen nægtede ham at forfølge sine drømme om at uddanne sig til skibsbygger, montør eller maskinist. Uddannelser, som lå og rugede i hans hoved, da han stoppede i skolen efter femte klasse.

– Ja, der var ikke flere klassetrin dengang - heldigvis, konstaterer Jens Salling, der efter sin konfirmation blev sendt på efterskole i Qaqortoq i to år.

- Min mor syntes ikke, at det var noget for mig, da det ville være synd, at jeg skulle blive så beskidt, fortæller Jens Salling og kigger på sine store kraftige, men renvaskede næver for enden af armen med de blegnede tatoveringer.

 

Jeg er ikke den, der higer efter at være sammen med mange mennesker. Jeg hygger mig naturligvis i gode venners lag, men det sidder i mig, at jeg skal ud i jollen – allerhelst alene – og nyde naturen

Et lærlingehjem i Sisimiut blev derfor next stop i en alder af 16 år, hvor han arbejdede i fire år. Fiskeriet blev dog ikke lagt på hylden. Sammen med vennen Jens Jørgen Fleischer, kendt som slædehundeeventyreren Uno, tog de troligt på havet efter fyraften og solgte fangsten tidligt om morgen, før de igen skulle på arbejde i butikken.

- Den ihærdighed, vi lagde for dagen med fiskeriet, blev bemærket af forstanderen på lærlingehjemmet, der pludselig en dag gav os en nøgle til en påhængsmotor, så vi kunne udleve vore drømme ved siden af arbejdet i butikken, fortæller han.

Efter endt handelseksamen på Ikast Handelsskole tilbage i 1969 blev han som 21-årig afdelingsleder i manufakturafdelingen.

Trusse-ekspert

– Ja, mit speciale var sgu ekspert i trusser og underbukser, fortæller Jens Salling og slår ud i en latter og med et glimt i øjet for derefter at understrege:

- Men det skriver du fandme ikke noget om, siger han bestemt, men accepterer nødtvunget efter en forhandling med journalisten.

Måske var han overrasket over det pikante udsagn, der røg over læberne, sagt af en mand, der om nogen langt fra hører til den feminine type, men derimod den stoute og maskuline – hærdet af livet på søen. Iklædt en elegant poloshirt fra Ralph Lauren på trods af vinterkulden udenfor.

Jens Sallings ekspertviden som underbukser-sælger holdt dog ikke længe.

Tre måneder havde han titlen som afdelingsleder, før han sejlede hjem til sine forældre i Qeqertarsuaq for at forfølge drømmen om at blive fisker.

Enspænderen

Væk fra snærende arbejdstider og ud i naturens smukke ensomhed.

- Jeg er ikke den, der higer efter at være sammen med mange mennesker. Jeg hygger mig naturligvis i gode venners lag, men det sidder i mig, at jeg skal ud i jollen allerhelst alene – og nyde naturen. Jeg kan sagtens sidde flere timer og nyde havudsigten og fjeldene. Ja, det er her, jeg får inspiration og samtidig lov til at analysere, hvordan en særlig udfordring skal håndteres, fortæller han og accepterer prædikatet enspænder.

70’erne blev på mange måder et begivenhedsrigt årti, der satte kursen på livets vej – privat som erhvervsmæssigt.

Hurtigt fandt Jens Salling sammen med andre bekendte fra Sisimiut, og så stod den ellers på laksefiskeri. I 1977 fik han i Nuuk papirer på, at han kunne kalde sig skipper.

Skæbnen

Det modsatte køn havde på det tidspunkt ikke taget meget af hans tid. Men nogle måneder tidligere - en decemberaften i 76 - ville skæbnen det anderledes.

Han sad i Nuuk og kunne ikke komme hjem på grund af dårligt vejr. For at slå tiden ihjel smuttede han ned på den gamle Marina, hvor han mødte den fem år yngre Augusta, der ligeledes var strandet og ventede på at kunne flyve hjem til Narsarsuaq i syd for at holde jul med familien.

Hun studerede på lærerseminariet, og de dannede par året efter. Brylluppet fandt sted fem år senere, og de har senere fået børnene Laila (1985) og Bent (1988).

Det kan godt være, at der ikke var meget at rutte med i mit barndomshjem. Men jeg voksede op i et meget trygt og kærligt hjem

Ambitionen om at ville være herre om bord på egen båd sendte ham ud i tunge spekulationer, hvor lærdommen fra handelseksamen blev nyttig viden.

Han var fast besluttet på at investere i et rejefartøj, men der var et valg, der skulle træffes.

Skulle den være over eller under 60 fod?

Var den under 60 fod skulle han selv finansiere ti procent af anskaffelsesprisen, mens han kunne få et rente- og afdragsfrit erhvervslån på yderligere 40 procent af prisen.

En anden mulighed var at satse fem procent af egne midler, men så kunne man også få et rente- og afdragsfrit lån på 45 procent, men så skulle fartøjet også være over 60 fod.

Hjertebarnet

Efter en del talgymnastik og ensomme spekulationer til søs og i fjeld besluttede han sig for at gå all in. Han skulle have det store 45 tons store fartøj, der lige netop kravlede op over de magiske 60 fod.

Rejefartøjet blev døbt Hjertinnguaq – hjertebarnet, hvilket Jens’ moder blev kaldt gennem hendes 92 år lange liv, der sluttede i 2018.

– Det kan godt være, at der ikke var meget at rutte med i mit barndomshjem. Men jeg voksede op i et meget trygt og kærligt hjem. Det oplevede jeg som knægt. Man var jo ikke blind for, hvad der foregik i hjem, hvor der blev drukket. Det har mine søskende og jeg været forskånet for, pointerer Jens Salling.

- Og så var det sgu befriende dejligt, at der heller ikke blev røget i vort barndomshjem, fastslår han og knytter næven for at understrege budskabet.

Et liv som skipper har betydet, at han i flere år var væk mellem syv og 10 måneder hvert år fra familien.

Ærgrelsen

Det ærgrer ham i dag, at han ikke har haft mere tid sammen med sine børn Laila og Bent, da de var små. Men igen handlede det om at sikre familien gode kår i en branche, hvor man måtte leve med svingende priser på fisk og rejer.

– Når jeg kom hjem efter et langt togt, havde jeg aldrig gaver med til mine børn, som andre typisk havde. For tænke sig, hvis jeg en dag glemte eller var forhindret i at komme med gaver. Den situation og skuffelse ville jeg ikke udsætte mine børn for, forklarer han.

- Og heldigvis blev jeg altid mødt af mine børn, der ellevildt hoppede op i favnen af mig, når jeg trådte ind i vort hjem.

Har du nogen fritidsinteresser?

- Ja, fiskeri, siger han lynhurtigt og følger svaret op med følgende bemærkning:

Jeg må indrømme, at min interesse for fodbolden er så stor, at jeg knapt nok ved om bolden er rund eller firkantet

- Jeg elsker at sejle, og om vinteren er det herligt at give den gas på snescooteren, afslører han med et glad ansigtsudtryk.

Det kan godt være, at han donerede tre millioner kroner til en ny kunstgræsbane i Qeqertarsuaq for nogle år siden, men det handlede mere om at give en skærv til et godt formål, fordi byen på 850 indbyggere ikke kunne få politisk ørenlyd om ønsket.

Måtte til lommerne

– Så måtte jeg jo til lommerne. Fik etableret et godt samarbejde med andre ildsjæle i byen, og det lykkedes os at gennemføre projektet til prisen, fortæller han og glæder sig over, at politikere i andre byer derefter kom ind i kampen og fik taget de nødvendige beslutninger til glæde for ungdommen.

- Jeg har fået mange skulderklap i fodboldkredse for det initiativ, og det glæder mig naturligvis. Men jeg må indrømme, at min interesse for fodbolden er så stor, at jeg knapt nok ved om bolden er rund eller firkantet.

At hjertet ligger i barndomsbyen er en fasttømret kendsgerning.

- Uanset hvor jeg har været i verden, så har jeg det bedst, når båden eller flyveren har retning mod Qeqertarsuaq. Det har ligget dybt i mig, siden jeg blev sendt på efterskole i Qaqortoq eller handelsskolen i Ikast. Jeg kan ikke forestille mig at bo andre steder.

Allerbedst i alene

Når hovedkontoret i Nuuk kalder på hans tilstedeværelse benytter han huset på Niels Hammekens Vej i Nuuk, en jolle i havnen og en hytte inde i fjorden giver ham friheden, når en weekend skal slås ihjel på den allerbedste måde: Alene.

– Og så er det godt at være udstyret med guds bedste gave, lyder det, og han griber sin mobiltelefon på det store mahogniskrivebord, og giver den en lufttur.

- Med den kan jeg jo være i kontakt med familien, så de ikke skal bekymre sig om mig. Og selskabet kan altid få fat i mig, siger han med opløftet stemme.

Politik siger mig ikke en skid

Da han tilbage i 1977 købte sit første større rejefartøj var investeringen velovervejet, men det blev fulgt af en del ærgrelse.

- Kort tid efter blev de første store trawlere sat ind i fiskeriet efter rejer, og de kunne koge og forarbejde rejerne til havs. Det ærgrede mig i den grad, at jeg ikke var med på den udvikling fra starten af, fortæller Jens Salling, hvis forretningssans bragte ham videre, da han år senere købte sig ind i Polar Seafood, som Hans Pavia Egede og Anders Brøns havde stiftet.

En investering som han naturligvis ikke fortryder, da det mange år senere har sendt ham ind på listen over nogle af rigsfællesskabets rigeste mænd.

 

Kapitel 2

Sermitsiaq bringer kapitel 2 af dette interview fredag den 22. februar, hvor fokus er lagt på forretningsmanden Jens Salling, der sammen med stifterne af Polar Seafood skabte Grønlands største privatejede virksomhed. Om tabet af sin gode ven og kollega Anders Brøns, og hvordan virksomheden skal drives med ham alene ved roret og for enden af bordet.

Han uddyber desuden dette udsagn: – Politik siger mig ikke en skid

Få adgang til denne uges Sermitsiaq via linket herunder:

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER