Gå til hovedindhold

Chefredaktøren anbefaler: Instrumentmageren

I et lille værksted under Nuuk Kunstmuseum, holder Palleq Petersen til. Hernede kan han opholde sig i flere timer, hvor han arbejder på guitarer

Der er spøgelser og ind i mellem er der oversvømmelser, men ingen edderkopper. Det er de tre ting, man kan være sikker på, når man træder ind i instrumentmager Palleq Petersens midlertidige værksted i kælderen under Nuuk Kunstmuseum, hvor han låner den lille kælder mod at han laver reparationer i huset, eftersom Kommuneqarfik Sermersooq ikke har nogle ledige erhvervslokaler for tiden.

Han lider i den grad af araknofobi, så han har været rundt med støvsuger på loftet, der ikke er mange centimeter over hans hoved.

- På et tidspunkt boede min kæreste og jeg i Atlantic Musics hus i Hvidovre, der havde et skur, hvor jeg byggede småting. Loftet var et hav af spindelvæv. Så tog jeg støvsugeren og støvsugede loftet for edderkoppespind. En af de første aftner, sad jeg i shorts og arbejdede klokken to om natten, så kunne jeg mærke noget, der prikkede, så var der sådan en stor edderkop på mit lår, siger Palleq og viser med hænderne, at det var en ordentlig satan.

- Så råbte jeg og skreg som en lille tøs og smækkede døren, uden at slukke lyset, siger han.

Dagen efter fandt han edderkoppen i et hjørne, hvor han ikke kunne komme til med fejebakken, så fandt han noget lak og en lighter frem og ”futtede den satans edderkop af”.

Palleq Petersen er autodidakt instrumentmager og arbejdede som instrumentmager i nogle år fra skuret i Hvidovre. Han var 14-15 år, da han fandt en gammel guitar, der var blevet smidt ud i Radiofjeldet i Nuuk, hvor han boede dengang. En rød Stratford, der ikke kunne spille.

- Så jeg tog den med hjem og åbnede den og fik målt alt igennem og loddede det om igen. Jeg manglede en forstærker, jeg havde ikke en, så så jeg på min computer, som havde to højtalere. Dem tog jeg og satte i guitaren og så var der lyd. Det var fascinerende og siden da har jeg hamstret instrumenter. Samlet dem, skilt dem ad og lavet et eller andet Frankenstein ud af det, fortæller han.

Familiearbejde

Palleq Petersen har altid været fingersnild. Han er vokset op med værktøj.

- Da jeg var otte, prøvede jeg at fikse min bedstemors blender – og det gik ikke særlig godt. Jeg startede næsten en ildebrand, griner han.

- Så kom min far hjem fra arbejde, mit ansigt var fyldt med sod og der var ikke noget elektricitet i huset, så han spurgte, hvad jeg havde lavet. ”Ikke noget”. ”Hvorfor er du helt sort i ansigtet?”, griner Palleq, mens han gestikulerer, at faren kørte en tommelfinger over hans kind.

- Der kom røg fra mit værelse. Da han åbnede døren, var blenderen helt forkullet. Så tog han bare stikket ud og tændte for sikringen og sagde, jeg skulle passe på.

Det var hans første næsten-ildebrand. Men ikke den eneste.

- Jeg har også lukket Katuaq. Jeg sleb en guitar i kælderen i Katuaq, det gik som det skal, lige indtil personalet begyndte at løbe rundt og sige, at røgalarmen var gået. Jeg kunne ikke høre noget for larmen, først da jeg slukkede, kunne jeg høre det. Alle var gået ud fra bygningen. Uha, det var mange bajere, jeg skulle give. For satan da. Men øh… det er sådan, man lærer, siger Palleq, der har en pose over røgalarmen i sit værksted nu.

Palleqs fingernemhed har han fra sin far og bedstefar. Fra sin far, den pensionerede flymekaniker Imiina Dorph Petersen, har han lært at være handy, mens han har lært at se på detaljerne i et arbejde fra sin bedstefar, Gunnar Stender, der også byggede egne instrumenter.

- Der var en violin på væggen, som han skulle intonere. Hvis du ikke intonerer den, så kan du ikke stemme den og så kan du ikke spille på den. Det var sådanne ting, jeg lærte af ham, siger han og husker en episode, hvor Palleq og familien var på ferie i Danmark og han havde købt en brandbil med en trappestige.

- Næste dag piller min bedstefar krafteddeme maskinen ud, fordi han skulle bruge det til et modelskib. Så havde jeg bare en kedelig brandbil, der ikke kunne en skid. Men så byggede han et modelskib til mig, så var det fint nok, siger Palleq, der stadig har skibet hos sine forældre i Aalborg.

Sentimental værdi

Palleq har i løbet af årene, gætter på, at han har lavet omkring 14 guitarer fra bunden. Reparationer og Frankensteinprojekter, har han ikke tal på. Lige nu er han for eksempel i gang med tre instrumenter, som hans vens far, vil have restaureret. Det er gamle guitarer og en lille ukulele. Det repræsenterer meget godt Palleqs arbejde. Langt de fleste reparationer, er nemlig af sentimental værdi for kunderne. Instrumenter, som folk ikke vil skaffe sig af med, selvom det er gammelt.

Han har svært ved at sige, hvad hans værker koster. Det kommer an på ønsker af materiale, elektronik og tid, han bruger. Hans dyreste projekt, var en specialfremstillet guitar, formet som Grønland. Den kostede omkring 40.000 kroner. Den billigste guitar, han har solgt, ligger på omkring de 15.000 kroner.

Det tager ham i gennemsnit halvanden måned, at bygge en guitar fra bunden. Men hans rekord er en uge.

- Small Time Giants skulle spille til Julehilsen i Aalborg. Miki (Jensen, forsanger i STG, red.) spurgte om det ikke kunne være fedt, hvis han spillede med min guitar på scenen og det syntes jeg jo, det kunne være. ”Jeg skal spille til Grønlands Julehilsen om en uge, tror du, du kan lave en?” og svarede at det kunne jeg sagtens, griner han.

Han arbejdede dag og nat og et par timer før, bandet skulle stå på scenen, fik de guitaren og Miki fik spillet på den.

Kørte sig træt

Palleq Petersen er begyndt at beskæftige sig med instrumentbygning igen, efter en pause på to år. Han mistede simpelthen interessen.

- Jeg tror, jeg kørte mig selv træt. Jeg arbejdede fra otte om morgenen til tre om natten, siger han.

I de to år, arbejdede han som håndværker i Danmark.

Palleq flyttede for syv år siden med sin kæreste, Sikkersoq Poulsen, til Danmark, da hun skulle uddanne sig til psykolog. Han havde til gengæld ingen planer om uddannelse, men ledte efter et arbejde som instrumentmager eller noget lignende. Det lykkedes ikke.

- Faget er uddøende, siger han.

Da møbelsnedkeruddannelsen blev foreslået ham, syntes han, at det var en god ide, søgte ind og blev optaget. Han har alligevel altid arbejdet med træ. Men ud af 30 elever, fandt kun tre lærepladser. Han var ikke iblandt de heldige og måtte finde ud af noget andet. Han begyndte senere på tømreruddannelsen, men så blev hans kæreste gravid og for to år siden flyttede parret tilbage til Nuuk igen, inden han nåede at blive færdig med sin uddannelse.

Vel tilbage i hovedstaden, ringede Atlantic Music til ham, for at høre, om han kunne ordne nogle instrumenter.

- Jeg havde ikke rørt én i lang tid, men jeg sagde ja og da jeg rørte ved instrumentet kunne jeg mærke, at lysten var tilbage, siger han.

- Drømmen og planen, er at få mit eget værksted og leve som instrumentmager.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER