Chefredaktøren anbefaler: Hjemløs - Vi er samfundets affald
Hanne Heilmann havde mand, ejerlejlighed i Qinngorput og fast arbejde. Så blev hun syg og mistede alt. I dag lever hun som hjemløs. AG fulgte hende en hel dag.
Klokken er lidt over fem om morgenen. Hanne står op og siger god morgen til de andre i herberget Kialaarfik i Nuuk. Hun sætter kaffe over. Hun går ind til en af de fem badeværelser i herberget for at tage et bad. Det er noget hun gør hver morgen.
Hanne plejer at sætte sin shampoo, balsam og makeup i et lille skab i badeværelset. Det er imod reglerne at opbevare ting i herberget, men det er noget hun gør alligevel. Der er ikke nogen, der opdager det, plejer hun at tænke.
Hun tænder for sin lille transistorradio med cd-afspiller, som hun har fået fra sin datter. Hun sætter en cd med det grønlandske band Zedna på. Hanne lukker døren og låser. Døren smækker. Aah, dejligt. Nu er jeg alene, tænker hun.
De små 20 minutter hun er på badeværelset er noget, der giver hende kræfter til den kommende dag.
Hanne Heilmann er en af de 460 hjemløse i Kommuneqarfik Sermersooq, som svarer til 80 procent af alle hjemløse i landet. Hanne Heilmann er 62 år og har været hjemløs siden 2018, efter hun blev erklæret uarbejdsdygtig.
Hun er født i Nuuk, men voksede op i Danmark og Maniitsoq. Hanne er uddannet teknisk assistent og har arbejdet som byggetekniker i mange år. Hun blev gift og fik tre børn, og familien boede i ejerlejlighed i Qinngorput. Indtil hun mistede det hele.
Klokken nærmer sig otte. Hanne sminker sine øjenlåg med en mørkeblå farve og smører en rød rouge på kinderne. Good to go. Hun pakker sine ting ind i en rygsæk. Det er tid til at gå på Kofoed Skole. Der er morgenmøde hver dag i skolen, hvor Hanne og de andre får tildelt opgaver for dagen. Nogle gange vasker hun gulvet, gør rent i badeværelset og andre gange støvsuger hun.
Der er cirka 25 fremmødte i dag. Normalt opholder omkring 35-40 hjemløse sig på Kofoed Skole. I dag skal Hanne bage en chokoladekage. Det er Gujo Thorsteinssons 74-års fødselsdag. Gujo Thorsteinsson er den tidligere forstander i Kofoed Skole i Nuuk og har været det siden værestedet åbnede dørene i 2016. Hanne elsker at bage Hun skal lave chokoladekage i dagens anledning. Hun tager et forklæde på og følger grundigt en opskrift, som hun har printet ud fra internettet.
Hanne arbejdede i Nuuk som byggetekniker i 14 år – fra 2001-2015. Hun og manden gled fra hinanden. De fik en fredelig skilsmisse og hun tog umiddelbart efter imod et jobtilbud i Ilulissat, hvor hun arbejdede frem til 2018.
- Så blev jeg syg med dårlig balance. Det var rigtigt skidt. Hvis vejen var lidt skæv, så faldt jeg. Jeg har faktisk været så uheldig, at jeg brækkede skulderen. Jeg måtte ikke bo alene, hvis jeg pludselig skulle falde om. Jeg blev samtidig erklæret uarbejdsdygtig, fortæller Hanne Heilmann.
Fordomme
Efter Hanne blev syg, flyttede hun tilbage til Nuuk. Da hun og hendes mand blev skilt solgte de deres lejlighed. De penge hun fik fra sin skilsmisse, brugte hun på hoteller og forskellige væresteder.
- Pengene var ikke nok til, jeg kunne købe en lejlighed. Slet ikke med de huspriser der er i Nuuk. Det er for dyrt, siger hun.
Til sidst var der ikke flere penge tilbage, og hun begyndte at opholde sig på herberget Kialaarfik.
- I starten var det forfærdeligt. Jeg havde fordomme om hjemløse. Det var dem, der ryger hash. Dem, der var misbrugere. Men jeg fandt ud af, at det var det ikke. De er søde og rare mennesker. Enhver kan blive ramt af hjemløshed. Det er ikke noget man vælger. Det er noget enhver kan komme ud for.
Det er tid til frokost på Kofoed Skole. Om torsdagen får skolen mad fra en af arbejdspladserne i Nuuk. Rundstykker, rugbrød og forskellige pålæg. Efter hun har spist sig godt mæt, pakker Hanne et rundstykke og putter den i sin taske. Just in case, hvis der er behov for den senere på dagen. Resten af dagen bruges på at spise kage og hygge med de andre. Hanne har sit lille spot i et af lokalerne i skolen. Hun kan godt lide at sy med sælskind. Og Kofoed Skole, der er et tilbud for personer, der gerne vil opnå et bedre liv, er en oase for hende. Skolen tilbyder rådgivning, praktisk hjælp samt er der mulighed for socialt samvær. Som elev kan man få undervisning, værkstedsfag og projekter. Man kan også komme i arbejdstræning og få hjælp til personlig udvikling. Skolen har befundet sig i en af de gamle bygninger nede i Industrivej i Nuuk. Men i december flyttede skolen til en nyere bygning. Der er én ting som Hanne savner fra den gamle bygning.
- Jeg havde et lille skab med lås i. Der kunne jeg ligge mine tobak og piller. Jeg savner den ufattelig meget, siger Hanne og fælder en tåre.
Hun undskylder og tørre sine tårer af, der triller ned på hendes røde kinder. Skabet var hendes eneste mulighed for at opbevare sine ting. Det var hendes eneste private område. Hvis hun tager sine cigaretter og piller med til herberget bliver de stjålet.
- Vilkårene er ikke optimale for os hjemløse. Politikerne snakker og snakker, men der sker bare ikke noget. Det er det, jeg oplever. Jeg ønsker, at politikerne overholder, hvad de lover. At de rent faktisk gør noget, siger Hanne og fortsætter:
- Jeg er begyndt at hoste meget. I august konstaterede en lungefunktionsundersøgelse, at jeg lider af astma. Lægerne på Sana sagde, at det er meget unormalt, at en 62-årig udvikler astma. Jeg tænkte straks på, at det var boligen Kialaarfik, fordi jeg udviklede astma efter at være flyttet dertil, siger hun.
Bedre vilkår
Herberget Kialaarfik ligger i Kujallerpaat samt i de to nedlagte børnehaver på H.J. Rinksvej i Nuuks bymidte.
- Man putter bare de hjemløse ind i to nedlagte børnehaver. Det er forfærdeligt. Også bare tanken om, at vi kommer i sidste række. Hvis kommunen ikke har råd til boliger, jamen så putter vi dem ind i nogle tidligere børnehaver, som meget vel kan have skimmelsvamp. Vi bliver behandlet som samfundets affald.
- Men vi er mennesker. Vi har ikke valgt at blive hjemløse, og vi burde ikke betragtes som menneskeligt affald. Det er tankevækkende, siger Hanne, der ønsker bedre vilkår for de hjemløse. Og i det hele taget at de bliver betragtet som mennesker, som har ret til et værdigt liv.
- Det er det, jeg mangler. Jeg har arbejdet siden, jeg blev færdig uddannet i 1985 og tjent penge. Jeg har betalt masser af penge i skat. Bidraget til fællesskabet. Og så bliver jeg pludselig ramt af sygdom og erklæret uarbejdsdygtig. Næste skridt er et liv som samfundets bundfald. Det er ikke rimeligt og acceptabelt.
Kofoed Skole lukker klokken tre. En halv time inden skolen lukker tager Hanne fem cigaretter frem og putter dem ned i en lille beholder med låg i. Hun skal til kommunen, fordi hun er en af dem, der er blevet udvalgt til at modtage et rejselegat. Hun vil gerne ned og besøge sin bror i Danmark senere på året.
Derefter tager Hanne til herberget for at skrive sig på. Det er et krav, hvis hun vil overnatte på herberget. Klokken 17:30 hver dag er der aftensmad i herberget. Det vil hun gerne nå, men hun skal til et møde klokken fem. Hun er blandt de initiativtagere, der er i gang med at stifte en forening for de hjemløse.
- Jeg vil gøre forholdene for de hjemløse bedre. Vi er foreløbig fire medlemmer. Lige nu udarbejder vi vedtægter, så vi kan blive registreret og få et cvr-nummer. Det er vigtigt for at søge fonde, der støtter de hjemløse, siger hun.
Mødet tager nok en halv time, tænker hun. Og dog. Mødet trak ud til 19:30. Hanne når ikke sin aftensmad. Men heldigvis har hun har sit rundstykke med pålæg i tasken, som hun har gemt tidligere i dag. Det er rigeligt, tænker hun. Det spiser hun og falder i dyb søvn på herberget. Hun vågner igen senere om aftenen og ser ”Far til fire”, en dansk underholdningsfilm som hun nyder at se. Hun griner lidt her og der. Godt tilfreds med hvad hun har opnået i dag. For i morgen er det om igen. Overlevelse.
