Chefredaktøren anbefaler: Hårdt at være buret inde

De ansatte fra 10 forskellige lande, som anlægger den ny lufthavn i Nuuk, er under kraftigt psykisk pres på grund af strenge corona-restriktioner. Frygt for forsinkelse af lufthavnen.

Munck Gruppen, der udførerentreprenørarbejdet med lufthavnen i Nuuk ogIlulissat, som skal tilføre Grønland to nyeatlantlufthavne.

På grund af corona er Munck Gruppen, som arbejder med lufthavnen i Nuuk, under ekstremt pres. Der er risiko for forsinkelser af lufthavnen. Og de ansatte arbejder lige nu under svære forhold.

Medarbejderne i campen har det psykisk hårdt på grund af corona-restriktionerne, fortæller projektleder Rasmus Schmidt-Petersen, Munck Gruppen.

Der er ansatte fra ikke mindre end 10 forskellige lande i lejren. Og nogle af dem kommer fra anden side af jordkloden: Sri Lanka, Philippinerne, Rumænien, Polen, Island, Færøerne, Sverige, Portugal, Spanien, Danmark. Foruden selvfølgelig det grønlandske personale.

Chefredaktøren anbefaler

Denne artikel er hentet fra avisen AG og udvalgt af chefredaktør Christian Schultz-Lorentzen.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

- Vi er inde i en hård periode. Vi arbejder på højtryk for at imødekomme myndighedernes krav til corona-restriktioner og finde en vej. Vi er nærmest i daglig dialog med landslægen. Vi respekterer reglerne. Men det er psykisk ekstremt hårdt for den enkelte medarbejder at være buret inde – uden at kunne bevæge sig ud af campen. Vi er jo mennesker. Det er supersvært og ensomt at være isoleret, selv når man spiser, forklarer Rasmus Schmidt-Petersen.

Stadig 3 Covid-ramte

Efter 10 tilfælde af Covid-19 i lejren – det seneste i torsdags - blev arbejdet med lufthavnen lukket ned af Corona-sekretariatet. Arbejdet lå stille i 6 dage. Men er nu genoptaget med skrappe restriktioner.

6 af de Covid-ramte arbejdere er blevet raske. Men der er stadig 3 syge i lejren, som er isoleret, oplyser Rasmus Schmidt-Petersen.

Kantinen i lejren er lukket. Alle ansatte spiser på deres eget værelse.

Der er en karantæne-zone omkring campen , så området er isoleret fra omverdenen. Medarbejdere, som bor uden for lejren rundt i Nuuk, må dog komme ind på området for at arbejde på lufthavnsprojektet. Men de ansatte, som bor udenfor lejren, må ikke omgås andre i Nuuk – kun den familie, de bor sammen med. Dem, de er i boble med.

Alle medarbejdere på lufthavnsprojektet skal arbejde med mindst to meters afstand. At overholde den regel kan synes svært – set udefra.

- Men når man sidder i forskellige maskiner og arbejder, kan det godt lade sig gøre at holde afstand, siger Rasmus Schmidt-Petersen.

Det skal stoppes

Når Munck Gruppen har ansatte fra hele verden fra Sri Lanka til Polen, mennesker med vidt forskellige kulturer, er det så ikke svært at kommunikere med dem og sikre, at corona-restriktionerne bliver overholdt?

- Nej, for de mennesker har arbejdet hos os i mange år på andre projekter. Alle efterkommer reglerne. For vi har en fælles interesse i at få stoppet alle covid-19-udbrud og komme videre.

Hvem fører kontrol af, at reglerne overholdes?

- Politiet kommer engang imellem og tjekker. Vi selv fører også justits. For vi har en kæmpe interesse i, at det her lykkes. Det ved vores medarbejdere godt, ligegyldigt hvor frustrerede de er. At overholde corona-restriktionerne og få flere vaccineret er eneste vej ud af problemet.

Rasmus Schmidt-Petersen fortæller, at bortset fra ét tilfælde, hvor en medarbejder var ”ret syg”, så er de fleste Covid-19-ramte i lejren sluppet med hovedpine og lettere symptomer.

Ønske om vacciner

Han har et stort ønske om, at alle medarbejderne i lejren kunne blive vaccineret for at undgå flere udbrud af Covid-19.

- Vi er 120-130 medarbejdere i Nuuk. De fleste arbejder i en turnus med 8 uger i Grønland og 2 uger hjemme. Så det er lidt af et logistisk puslespil at få folk vaccineret folk. Kun en mindre del af medarbejderne er blevet vaccineret. Vi er blevet tilbudt at indgå som en del af vaccinationsprogrammet i Nuuk. Men det løser kun problemet for nogle få af vores medarbejdere, fordi det kun er de ældste, som bliver vaccineret lige nu, siger Munck Gruppens projektchef.

Medarbejdere, som arbejder med lufthavnen, kommer ikke foran i vaccinationskøen. Men indgår på lige fod med andre i Nuuk.

Coruna-udbruddet i lufthavnslejren har spredt skræk i Nuuk. Så hvad gør Munck Gruppen for at reparere forholdet til de lokale?

-Vores budskab er at bede om forståelse for situationen. Vi er sindssygt kede af det. Det er ærgerligt og irriterende – også for vores lokalt ansatte, at de skal isolere sig. Og for forretningslivet i Nuuk. Vi er dem, som er allermest kede af situationen og af, at medarbejderne er lukket inde, forklarer Rasmus Schmidt-Petersen.

Problemer med tidsplan

Arbejdet med lufthavnen har været standset i 6 dage, og nu arbejder I under diverse corona-restriktioner. Betyder det forsinkelse af lufthavnen i Nuuk?

- Det kan jeg ikke udtale mig om. Men Munck Gruppen er i dialog med bygherren (Kalaallit Airports, red.) omkring tidsplanen.

- Det sidste halvandet år under corona har været svær for os. Det er vanskeligt at skaffe reservedele til vores maskiner. Lagrene er tomme rundt om i verden, fordi fabrikker har været lukket på grund af corona. Det har givet os udfordringer med hensyn til at skaffe materialer. Byggematerialer og alt andet er steget i pris og er svære at skaffe. Så der er mange bump på vejen, forklarer Rasmus Schmidt-Petersen, som for øvrigt har haft sin barndom i Uummannaq.

Han vil ikke udtale sig yderligere omkring tidsplanen for lufthavnen i Nuuk, som ifølge den oprindelige aftale skal stå færdig i 2023.

Administrerende direktør Hans Christian Munck, Munck Gruppen er i disse dage i Nuuk for at forhandle med Kalaallit Airports og Coronasekretariatet.

Powered by Labrador CMS