Chefredaktøren anbefaler: Grønlandske børnesager analyseres
Analyseinstituttet VIVE offentliggør til maj en omfattende rapport om anbragte grønlandske børn i Danmark. Udover en kvantitativ beskrivelse af området, kommer rapporten også til at indeholde en nærmere beskrivelse af 17 sager, hvor danske kommuner har fjernet børn fra grønlandske hjem.
Præcisering: Aki-Matilda Høegh-Dam har efterfølgende henvendt sig til avisen for at præcisere, at det er Siumut og ikke IA, der har bedt om at få undersøgt tvangsfjernelser af grønlandske børn i Danmark (red.)
Grønlandske familier, der bor i Danmark, får oftere tvangsfjernet deres børn, end familier generelt i Danmark. Ifølge en opgørelse fra 2019 udarbejdet af Social- og Indenrigsministeriet var syv procent af de grønlandske børn i Danmark fjernes fra hjemmet mod en procent af andre børn i Danmark.
Procenttallet svarer til cirka 150 børn, og det har fået de grønlandske medlemmer af Folketinget Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut) til at efterspørge en undersøgelse af tvangsfjernelser og de grønlandske børns trivsel i Danmark. Undersøgelsen kom på finansloven i 2021, og det er det danske forsknings- og analysecenter for velfærd VIVE, der har fået til opgave at gennemgå og kortlægge de sager, hvor børn fra grønlandske familier i Danmark er blevet tvangsfjernet. Analysen bliver udmøntet i en rapport, der forventes offentliggjort i maj 2022.
Undersøgelsen har tre formål: For det første skal den vise, hvad der karakteriserer grønlandske familier, hvis børn anbringes uden for hjemmet i Danmark, og i hvilken grad børn med grønlandsk baggrund anbringes uden for hjemmet sammenlignet med danske børn, der er vokset op under samme forhold. For det andet skal undersøgelsen vise, hvordan anbringelsessager med grønlandske familier behandles, og i hvilken grad der er opmærksomhed omkring familiernes sprog og kultur i sagsbehandlingen og i anbringelsen. For det tredje skal undersøgelsen vise, hvordan anbragte børn med grønlandsk baggrund trives sammenlignet med andre anbragte børn, i hvilken grad de føler sig hjemme på anbringelsesstedet, og i hvilken grad de har mulighed for at vedligeholde deres sprog, kultur og relationer til familie og netværk.
17 konkrete sager
Karen Margrethe Dahl er chefanalytiker hos VIVE. Hun fortæller, at rapporten kommer til at indeholde en kvantitativ del, der dækker alle anbragte børn med grønlandsk baggrund, og en kvalitativ del, der beskriver 17 sager med i alt 21 børn.
- Den kvantitative del dækker alle børn med grønlandsk baggrund, der er anbragt fra danske kommuner, mens den kvalitative del dykker ned i 17 sager med i alt 21 børn. 11 af sagerne stammer fra tre danske kommuner, som er dem, vi primært er i dialog med, mens de resterende seks sager er behandlet i fem andre danske kommuner. Kommunerne har selv med forældrenes samtykke leveret otte sager, mens de resterende ni sager er fundet gennem andre aktører for at sikre, at kommunerne ikke vælger de bedste sager til os. Alle kommuner og familier er anonyme i projektet. Vi har talt med mindst en forælder i 12 af sagerne, børnene i seks af sagerne, plejeforældre i seks af sagerne og gennemført tre fokusgruppeinterviews med i alt syv sagsbehandlere fra tre kommuner. Disse tre kommuner er blevet valgt, fordi de har en relativt stor gruppe børn med grønlandsk baggrund, der er anbragt. Der er tale om en større, en mellemstor og en mindre kommune. Derudover har vi læst tusindvis af sider fra sagsakterne i 13 af sagerne. Disse sagsakter viser også både sagsbehandleres, forældres, plejeforældres og børns perspektiver.
Alle forældre og børn har ifølge Karen Margrethe Dahl haft mulighed for at vælge at blive interviewet på grønlandsk eller dansk. Syv forældre/forældrepar valgte at blive interviewet på grønlandsk.
Kritik af rapport
I sidste uges avis udtrykte formand for foreningen Mentor Immanuel, der rådgiver grønlandske familier i socialsager, Karen Banke Petersen, bekymring for rapporten, som hun mener primært tager udgangspunkt i kommunerens sagsbehandling og i mindre grad i de grønlandske familier oplevelser.
– Jeg har ikke tillid til VIVE’s arbejde. Vi har i Mentor Immanuel kontakt med mange grønlændere, der har været udsat for svigt i systemet, og ingen af dem er blevet kontaktet af VIVE. Jeg har været i dialog med VIVE’s medarbejdere, der siger, at fremgangsmåden er at kontakte udvalgte kommuner, der så sender deres sagsakter. Men det svarer jo til, at et forsikringsselskab ringer til en forbryder og spørger, hvad han har stjålet. En sådan metode er ikke acceptabel. Jeg mener også at nogle af dem, der sidder med i udvalget har dobbeltkasketter på, for eksempel Foreningen Grønlandske Børn, der selv laver underretninger på grønlandske børn, så derfor er vi i Mentor Immanuel også i gang med et analysearbejde, der tager udgangspunkt i nogle af de vanvittige sager, som vi igennem årene har været vidner til.
Hos VIVE kan Karen Margrethe Dahl ikke genkende billedet af analysen som værende ensidig.
– Jeg ved godt, der er en bekymring om, hvorvidt vores udvælgelse af sager er repræsentativ. Det er svært at sikre 100 procent i en kvalitativ undersøgelse, men jeg tror ikke, vi kunne have gjort ret meget mere for at sikre, at alle perspektiver og alle aktører bliver hørt. Jeg har forsøgt at forklare de der er bekymrede, hvordan vi har gennemført undersøgelsen, og at vi jo ikke har nogen som helst interesse i at lave en undersøgelse, der er vinklet til fordel for den ene eller anden gruppe af aktører, da den jo så ikke kan bruges i praksis. Jeg håber, at alle aktører vil bruge undersøgelsen til at sætte sig ind i hinandens perspektiver – det gælder både de danske sagsbehandlere og det grønlandske miljø – og jeg håber at I medier vil bidrage til en nuanceret debat om emnet, skriver Karen Margrethe Dahl til Sermitsiaq.