Chefredaktøren anbefaler: Grønlands undergrund som CO2-lager

Grønland sidder med mange og gode kort på hånden i forhold til den såkaldte grønne omstilling – og ikke mindst i en fossilfri fremtid, hvor blandt andet vandkraft kan få stor betydning.

Det er velkendt i den løbende debat i Grønland, men som noget helt nyt er Naalakkersuisut også begyndt at undersøge, om Grønland kan bidrage til den internationale grønne omstille ved at oplagre CO2 i den grønlandske undergrund.

Det kom frem, da Nuna Advokater og den danske samarbejdspartner Horten var værter ved de to virksomheders årlige Grønlands-konference i København i slutningen af oktober. Mulighederne for at oplagre CO2 i undergrunden blev nævnt af flere af konferencens oplægsholdere, blandt andet geologiprofessor Minik Rosing, departementschef Jørgen Hammeken-Holm, Departementet for Råstoffer og Justitsområdet samt naalakkersuisoq for Finanser og Ligestilling Naaja H. Nathanielsen.

CO2 bliver til sten

Ideen om at bruge den grønlandske undergrund til oplagring af CO2 er relativt ny og bygger blandt andet på forskning og erfaringer fra Island. Her har man opdaget, at når man pumper CO2 ned i en undergrund med særlige mineraler, går CO2 i forbindelse med disse mineraler og bliver ganske enkelt forvandlet til sten.

I en verden, der er plaget af for meget CO2, lyder det næsten for godt til at være sandt – og der ligger fortsat et stort udrednings- og forskningsarbejde forude, før Grønland er klar.

- Men vi er i gang med at se på det, fortæller geolog Martin Peter Brandt fra Departementet for Råstoffer til Sermitsiaq.

- Sammen med den islandske virksomhed Carbfix, der er førende inden for området, er vi gået i gang med laboratorieforsøg, hvor vi bruger gamle borekerner fra olieefterforskningen på Nuusssuaq-halvøen. Selve processen kaldes for CCMS (Carbon Capture Mineralization Storage), hvor det islandske firma undersøger i hvilken grad, borekernerne fra Nuussuaq kan binde CO2.

- Desuden har vi i den forløbne sommer været på feltarbejde på Disko, hvor vi har samlet prøver. Meget tyder foreløbig på, at der er gode muligheder i de bjergarter, som findes i bæltet fra Disko og over til Nuussuaq. Bjergarterne i det område minder meget om tilsvarende bjergarter i det sydlige Island, hvor Carbfix i øjeblikket arbejder med at pumpe CO2 ned i undergrunden.

Grundforskning

- Men jeg vil godt understrege, at det her er en form for grundforskning, så intet er afgjort endnu. Sådan er det med grundforskning. Man ved ikke, hvor det ender. Men vi fortsætter med arbejdet i de kommende to år, hvor vi skal på yderligere feltarbejde – og hvis det ellers fortsat ser lovende ud, håber vi på at kunne iværksætte et pilotprojekt i 2024 eller 2025.

- Det er i øvrigt ikke alene Disko og Nuussuaq, der rummer muligheder. Der er sikkert også gode muligheder i Nuuk-området og længere nede i Sydvestgrønland. Det vil vi også undersøge i de kommende år.

Der er flere muligheder for at skaffe den CO2, der skal pumpes ned i undergrunden. På Nuna Advokaters Grønlandskonference fortalte direktør Jacob Simonsen fra det fælleskommunale forbrændingsanlæg i København, Arc, om, hvordan man her opsamler CO2 fra forbrændingen. Den opsamlede CO2 kan så sejles til for eksempel Grønland i store tankskibe. Arc er i øjeblikket aktuel i grønlandsk sammenhæng, fordi det er her, at en stor del af Grønlands affald bliver brændt, mens man venter på de nye fælleskommunale forbrændingsanlæg i Nuuk og Sisimiut, der skal stå færdig i 2024.

En anden mulighed er at udvinde CO2 fra luften i Grønland. Det kan ske ved hjælp af Grønlands store vandkraftpotentialer, men hvis alt går efter planerne, er der sandsynligvis mindst ti år til, at det bliver en realitet.

Hvem skal betale?

Så er spørgsmålet, hvem der skal betale for at deponere CO2 i Grønland. For det skal naturligvis være en god forretning, hvis man skal skaffe de fornødne investeringer.

Her er udviklingen med Grønland. For i de fleste lande er man begyndt at indføre CO2-afgifter på især industrier, som er kendt for at have en stor udledning. Hvis de afgifter overstiger omkostningerne ved deponeringen, er markedet der.

- Det er først lige begyndt. Men fremtiden vil byde på højere CO2-afgifter i de fleste lande, så det er en udvikling, der først lige er begyndt, forklarer Martin Peter Brandt.

På konferencen blev spørgsmålet om investorerne også berørt af bestyrelsesformand Stine Bosse fra Nuna Oil, der efter planerne skal omdannes til et nyt selskab, der skal bære den grønlandske del af udviklingen af både Power to X og også en fremtidig CO2-lagring på samme måde, som selskabet tidligere var såkaldt båret partner i olieefterforskningen ved Grønland.

- Muligheden for funding, altså investeringer, har aldrig været bedre – EU-penge, US-penge, private investorer og offentligt-private partnerskaber kan rumme nye og særdeles spændende muligheder i stor skala. Efterspørgslen efter CO2-lagringsprojekter er for voldsomt opadgående.

Det skaber helt nye muligheder for Grønland, men det også en udvikling, der skal styres, så mulighederne kommer Grønland og grønlænderne til gode, mener bestyrelsesformanden.

Velvillig modtagelse

Nuna Advokaters og Hortens Grønlandskonference samlede 120 deltagere fra både dansk og grønlandsk erhvervsliv – og de hørte en perlerække af oplæg, der alle havde som mål at tiltrække investorer til den grønne omstilling i Grønland.

Modtagelsen var velvillig. Advokatfirmaernes Grønlandskonference har holdt pause i et par år på grund af coronaen, så de fleste erhvervsfolk er glade for igen at se fremad og aflæse markedet for nye investeringsmuligheder – og den positive tilgang prægede dagen.

På programmet var blandt andre Nukissiorfiit-direktør Cicilie Senderowitz, der fortalte om behovet for udbygning af den grønlandske vandkraftforsyning – ikke bare i form af nye vandkraftværker, men også en udbygning af Buksefjorden ved Nuuk, hvor der er et stor behov for at øge både turbine- og reservoir-kapaciteten.

Blandt talerne var også tidligere Inatsisartut-medlem Palle Christiansen, der er meget optaget af udbygge vindkraft-produktionen i Grønland. Desuden fortalte Arctic Economic Councils direktør Mads Qvist Frederiksen om erfaringerne med energiprojekter og især power to x i de øvrige nordiske lande.