Chefredaktøren anbefaler: - Jeg følte mig forkert i skolen

- Jeg var meget observerende som barn. Nærmest som en sociolog, fortæller Naja Lyberth.

Umiddelbart lå det ikke i kortene under barndommen i Maniitsoq, at hun en dag skulle blive frontkæmperen mod statens uretmæssige behandling af grønlandske kvinder. Og stå ansigt til ansigt med Danmarks statsminister og holde en 15 minutter lang tale.

Og dog.

For Naja Lyberth havde tidligt øje for uretfærdigheder. For eksempel, at det var underligt, at man i hendes hjemby ikke bød tilflytterne fra de nedlagte bygder velkommen.

- Jeg syntes, der skulle være plads til alle. Jeg følte, at vi var født lige. Jeg stillede også spørgsmålstegn ved kristendommen som barn, hvorfor religionen havde en sort/hvid tænkning i forhold til mennesker, at kriminelle for eksempel sås som ”onde,” når de havde en hård start i livet og at de så skulle straffes, fortæller hun.

Blandt Naja Lyberths observationer var ligeledes de mange enorme samfundsændringer, der skete i Grønland, mens hun voksede op. Også i Maniitsoq blev fjeld efter fjeld sprængt bort for at give plads til de firkantede blokke og bygninger, der stod i skarp kontrast til den traditionelle grønlandske levevis.

Naja Lyberths far, Jakob, byggede i 1946 familiens hus på toppen af et fjeld, og her boede han med sin kone Kristine, Arnannguaq, og deres 10 børn, der kom til verden i årene 1947 til 1965.

Af de 10 børn er der i dag 11 biologiske børnebørn.

- Vi burde være mange flere. Og jeg tænker, at vi som mange andre familier kunne være ramt af spiralkampagnen, siger 61-årige Naja Lyberth, som selv er mor til en søn. Hun er i dag gift med advokat Gedion Jeremiassen og har sin praksis i parrets bolig i Nuuk.

Storfamiliens funktionalitet

Naja var nummer otte i sin søskendeflok.

Der var ingen præst i Maniitsoq, da hun kom til verden i 1962, og eftersom hun var omgivet af brødre, fik hun sit navn (naja, lillesøster til storebrødre, red.). Hendes to søstre var henholdsvis 10 og syv år ældre end hende, og fordi de blev sendt på kostskole, var det mere brødrene, Naja voksede op med og legede de vilde lege med.

- Vi gik over de brune rør over en kløft, og hvis man faldt ned, døde man af det. Det var noget drenge gjorde, men jeg gjorde det også, husker Naja Lyberth.

Men i hjemmet og i familien havde de hver deres kønsopdelte pligter.

- Jeg så langt efter mine brødre og ville gerne have været med ud og tømme fiskegarn. Men det var traditionelt opdelt. Jeg er opdraget til at være i en storfamilie, som kunne være selvbærende, forklarer hun og uddyber:

- I storfamilien er alle med til at regulere hinandens adfærd. Også vi søskende indbyrdes. Vi sov noget af tiden to i samme seng, da vi var børn i Maniitsoq og i sommerhytten sov vi sammen i en briks. Det var meget betryggende. Det mister man ved kernefamilien, som kun har få børn, som ofte sover i hvert sit værelse, påpeger Naja Lyberth.

For hende er det nu blevet et livsprojekt at prøve at forene de to meget forskellige tilgange til menneskets rolle i livet: Det kollektivistiske over for det individualistiske. Den traditionelle måde, inuit har levet og overlevet på, sat over for de krav, værdier og normer som et moderne, vestligt samfund er bygget på.

- Vi kan ikke leve som vores forfædre. Vi kan ikke være danskere. Hvad er det, vi skal opdatere i vores hjerne,så vi fortsat er kollektivistiske og samtidigt får evnen til at være individ og være selvforsørgende? spørger Naja Lyberth, og praktiserer selv sin egen model, som virker for hende og hendes klienter.

Hendes egne første syv leveår var trygge i storfamiliens trygge, kollektivistiske favn. Der var masser af søskende og kærlige bedsteforældre. Alle kendte til deres rolle, som var afgørende for familiens – og samfundets – overlevelse.

Skole, skam og spiral

Men så kom folkeskoletiden.

For Najas vedkommende skulle den foregå i Maniitsoqs nybyggede skole, og hun blev derfor ikke som sine ældre søskende sendt på kostskole.

Med skolen fulgte nogle forventninger og krav, som hun ikke kunne tyde i første omgang:

- Jeg kunne ikke et ord dansk, og det føltes, som jeg var forkert. Der var nogle modsatrettede forventninger til mig. I min familie var jeg en del af familien. En del af noget fælles, vi skulle løse noget sammen. Jeg var meget sammen med min mor, som var hjemmegående, fortæller Naja Lyberth.

Hun var imidlertid et kvikt og nysgerrigt barn, der havde let ved tingene og klarede sig godt i skolen. De første fem år gik uden problemer. Som 11-årig blev hun sendt til Danmark i tre måneder hos en dejlig familie i Esbjerg.

- Det føltes som en god lang ferie, husker hun.

Tilbage i Maniitsoq bestod Naja Lyberth en prøve, der betød, at hun kunne rykke en klasse op. Pludselig befandt hun sig blandt ældre klassekammerater og oplevede, at hun skulle placeres i en hierarkisk struktur, der kan opstå blandt piger og drenge i puberteten, som hun ikke oplevede de første skoleår.

- Jeg begyndte at føle mere skam, fordi jeg blev påpeget, at jeg ikke var så kønsmoden som mine ældre klassekammerater. Og så kom det med spiralen, fortæller hun.

Sin dybt personlige oplevelse med, som en 13-årig seksuel helt uerfaren pige, at få sat en alt for stor spiral op i sin livmoder, har Naja Lyberth fortalt om i flere medier, herunder i AG tilbage i 2019. En fornedrende og voldsomt smertefuld oplevelse, som hun ikke forstod årsagen til og heller ikke følte, at hun kunne fortælle sine forældre om.

Uddannelse er magt

Naja Lyberth beskriver farens opdragelse som traditionel og konsekvenspædagogisk: Man blev sendt i seng, hvis man overtrådte hans regler som barn.

En enkelt gang resulterede det i en lussing, fordi hun kom for sent hjem, og faren var angst for, hvad der var sket. Det var første og sidste gang, Naja blev slået af sine forældre.

- Han ville have, jeg kom tidligt hjem, så der ikke skete mig noget, siger hun.

Naja var bange for, at hun skulle komme endnu tidligere hjem om aftenen, hvis hun fortalte sin far om spiralindgrebet. Og derfor sagde hun ikke noget til sin far om spiralindgrebet. Naja Lyberth fortalte heller ikke sin mor om spiralen, selv om det er hendes mor, der mødte hende følelsesmæssigt. Der er skam og skyldfølelse ved at måtte underkaste sig lægens magt, der gjorde, at Naja Lyberth tav om spiralindgrebet. Noget i stil med, at seksuelt misbrugte børn også har svært ved at fortælle, at de har været udsat for seksuelt overgreb på grund af skam og skyld.

- Min mor rummede mine reaktioner efter spiralen - hun lod mig smække med døren, så der var en ventil dér. Min mor troede nok, at smækken med døren kun handlede om min fars overbeskyttende adfærd og hans mange regler. Jeg kan se nu, hvor meget min mor har mødt mig, så jeg ikke stivnede i angst, eller så hun fik afløb for sin vrede, husker Naja Lyberth.

I dag forstår hun godt sin fars beskyttertrang.

- Han mistede sin egen far som ni-årig. Så han var tidligt nødt til at tage ansvar, og han ville ikke have, der skulle ske hans egne børn noget. Jeg ved ikke, om han var klar over, at der kunne finde seksuelt misbrug af børn sted, siger hun, der selv først lærte om seksuelt misbrug under sin uddannelse.

Selv fik Jakob Lyberth den uddannelse i Danmark, som kolonibestyreren besluttede, at han skulle have. Derfor blev han bødker og ikke smed, som han ellers selv gerne ville være.

Ifølge Naja Lyberth var dét årsagen til, at hendes far formanede sine børn om, at de alle skulle have en uddannelse:

- Hans begrundelse var, at ellers ville danskerne hele tiden have magten over os. Det lykkedes også for os alle at få en uddannelse.

Nu er kroppen med

Naja uddannede sig til psykolog i Aarhus og har blandt andet arbejdet på Selvstyrets rejsehold for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb.

I 2016 tog hun en uddannelse i traumebehandling i en søgen efter mere kropsligt orienteret behandling som supplement til den traditionelle vestlige, meget verbalt orienterede psykologi-metode.

For grønlændere kommunikerer mere med kroppen og er mere sanseorienterede end folk fra Vesten. Det har man været nødt til for at overleve i en barsk natur, påpeger Naja Lyberth.

Derfor er hun nu selv begyndt at tilføje ”timikkullu” (kroppen, på dansk) i sin stillingsbetegnelse, så det fremgår, at hun arbejder med mere end blot psyken.

- Krop og psyke – tarnip timikkullu pissusaanik immikkut ilisimasalik – det er to specialer. Jeg synes psykologi-faget mangler en krop og en mere holistisk løsning. Vi har en krop og en psyke, som interagerer med hinanden hele tiden, så de kan ikke holdes adskilt, siger Naja Lyberth.

AG - 12/07-2023

Klik her for at læse