Chefredaktøren anbefaler: Dansk ambassadør foreslår opløsning af rigsfællesskabet

Rigsfællesskabet tilfredsstiller ingen af parterne, sigerMichael Zilmer-Johns, der indtil for nylig var dansktopdiplomat. Han anbefaler, at Danmark nu medvirkeraktivt til at finde et alternativ — gerne en union afuafhængige nationer.

Michael Zilmer-Johns fik som NATO-ambassadør i 2018 besøg af tidligere Naalakkersuisoq forUdenrigsanliggender Suka K. Frederiksen i NATO’s hovedkvarter i Bruxelles.
Offentliggjort

Den 1. februar i år gik ambassadør Michael Zilmer-Johns på pension efter 44 år i den danske udenrigstjeneste. Derfor kan han nu sige noget af det, han ikke har sagt før.

Michael Zilmer-Johns har siddet Udenrigsministeriets ledelse i en årrække og han har været chef for Statsministeriets kontor for udenrigspolitik og forsvar. Han har arbejdet i EU’s udenrigstjeneste og fire år som NATOambassadør. En overgang var han formand for de to komiteer, hvor Grønland, Danmark og USA forhandler om amerikaneres engagement i Grønland. Han sad ansigt til ansigt med Kuupik Kleist, da debatten gik om CIA’s hemmelige flyvninger i Grønland, og han deltog i forberedelsen af Donald Trumps statsbesøg i 2019, som blev aflyst på grund af balladen om Trumps tilbud om at købe Grønland. Samarbejdet med Grønland har stået på Zilmer-Johns dagsorden utallige gange, og i dag kan han tale frit.

Chefredaktøren anbefaler:

Denne artikel er hentet fra avisen Sermitsiaq og udvalgt af chefredaktør Dorthe Olsen.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

Han mener, at rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne bør erstattes af en ny og mere holdbar model: – Jeg synes, vi i Danmark skal tænke over, hvordan vi kunne lave en anden form for fællesskab, hvor vi starter som tre uafhængige nationer, der binder sig sammen igen, men på frivillig basis og som et tilvalg, og ikke kun fordi, det er vores historiske arv.

– Vi har et problem, fordi rigsfællesskabet, som vi kender det, ikke kan rumme grønlændernes og færingernes helt legitime ønsker om selvstændighed og en mere selvstændig international rolle, siger han.

– Der er en intensiv debat i de to andre dele af riget om fremtiden og alternative modeller til afløsning af rigsfællesskabet. Der er udbredt utilfredshed med konstruktionen, og så er det da forkert, at vi ikke har vores egen debat i Danmark om, hvordan et alternativ kunne se ud. Der er også elementer, der er problematiske for Danmark. Man kan jo eksempelvis diskutere, om det er rimeligt, at vælgerne i Grønland og på Færøerne skal være med til at bestemme, om Store Bededag skal afskaffes. Jeg synes, at vi skylder færingerne, grønlænderne og os selv at tænke med i stedet for at blive ved med at lappe på et rigsfællesskab, der ikke tilfredsstiller nogen af parterne, siger han.

Michael Zilmer-Johns foreslår en dansk kommission, hvor nye modeller for fællesskabet kan diskuteres. Et dansk sidestykke til den grønlandske forfatningskommission, der 1. april i år barsler med et udkast til forfatning for et uafhængigt Grønland, og til processen på Færøerne, hvor en forfatning også ligger stort set klar.

– Forandringen kan meget vel kan komme, før vi aner det. Det bliver ikke i morgen, men det kan komme hurtigere, end vi tror. Måske i Grønland, men det kan også være på Færøerne, at man udnytter den mulighed for fuld selvstændighed, der er givet begge nationer, siger han.

– Det er både forståeligt, legitimt og anerkendt fra dansk side, at man stiler efter den fulde selvstændighed, og så er det ikke nok at sige, at vi i Danmark ikke vil forhindre det. Vi skylder at tænke med: Hvordan kunne det se ud?, siger han og peger på EU og det britiske Commonwealth til inspiration. – Gør vi det ikke, risikerer vi, at det kører sporet, så skilsmissen ender med ikke at blive en fornuftig, fælles beslutning om at begynde på noget nyt sammen, siger han.

Krigens effekt

I en rapport fra sidste år om »Danmarks sikkerhed frem mod 2025« var ZilmerJohns med til at beskrive, hvordan krigen i Ukraine og andre nye trusler gør rigsfællesskabets dilemmaer mere påtrængende.

– Grønland ligger midt på ruten for ballistiske missiler fra Rusland, der kan ramme USA. Derfor har Grønland stor strategisk betydning for USA, og den er væsentligt forøget nu, hvor forholdet til Rusland er mere spændt end på noget andet tidspunkt siden den kolde krig, siger han.

To interview

Sermitsiaq bringer i denne og næste uge interview med to centrale danske iagttagere af rigsfællesskabet mellem Grønland, Færøerne og Danmark. De mener, at rigsfællesskabet fungerer så dårligt, at det bør opløses og erstattes. I denne uge taler vi med ambassadør Michael Zilmer-Johns, der indtil 1. februar var dansk topdiplomat. I næste uge gælder det Mikaela Engell, der i 11 år frem til 2022 var rigsombudsmand i Nuuk. Det er første gang, at de to deler deres kritik af rigsfællesskabet med offentligheden.

– Samtidig har Grønland i dag synspunktet ‘intet om Grønland uden Grønland’ og Færøerne har samme holdning. Det betyder blandt andet, at de ønsker at være en del af drøftelserne med amerikanerne om sikkerhedsspørgsmål, og så bliver det jo kompliceret.

Sikkerhedspolitikken skal ifølge grundloven håndteres af regeringen i Danmark, men grænserne for, hvad der er sikkerhedspolitikken, er blevet flydende:

– Især når vi står overfor hybrid krigsførsel, indblanding i politiske processer, cyberangreb og den slags. Det bliver sværere og sværere at finde en præcis grænse mellem militær- og sikkerhedspolitik og civile forhold, siger Zilmer-Johns.

En række eksempler hober sig op: Grønlands krav om større udbytte af USAs tilstedeværelse. Færøernes fiskeri-samarbejde med Rusland, der fortsætter trods Ukraine-krigen. Kinesiske firmaer, der byder på lufthavnsbyggerier, strategiske råstoffer og havne i Grønland, alt sammen til alarm i USA, Danmarks vigtigste alliancepartner. I 2021 blev et nyt såkaldt kontaktudvalg oprettet til tættere inddragelse af Færøerne og Grønland i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, men Zilmer-Johns frygter, at det ikke vil udrydde den indgroede mistillid i Thorshavn og Nuuk.

– Jeg har mange gange stået over for meget frustrerede og vrede grønlandske og færøske kolleger eller politikere, hvor det var tydeligt, at de mistænkte os for at vide mere, end vi fortalte. Der har været kritik af os i pressen og alle mulige andre steder. Der er en grundlæggende mangel på tillid til, at vi varetager Grønlands og Færøernes interesser fuldt ud, siger han.

– Det er også derfor, jeg spørger: Skal vi hellere lave et moderne fællesskab, hvor vi ikke er optaget af det, vi ikke vil sammen, men hvor vi fokuserer på det, vi gerne vil sammen? Jeg sikker på, at der vil være stærk interesse i alle tre dele af riget, også på forsvars- og sikkerhedsområdet.

Pengene?

En stribe spørgsmål står i kø: Kræver det en ændring af den danske grundlov? Hvordan skal Færøerne og Grønland klare sig økonomisk?

Zilmer-Johns finder det rimeligt, at Danmark holder et økonomisk sikkerhedsnet under de to samfund også efter uafhængigheden, men han advarer mod at lade de potentielle stridspunkter spærre for udsynet i den diskussion, han anbefaler, at de danske beslutningstagere tager hul på:

– Jeg synes, vi fra start bør lægge den opslidende diskussion om grundlovens grænser til side. Jeg oplever, at et stort flertal i Folketingssalen i virkeligheden gerne vil gå videre end det, juristerne siger, at grundloven tillader. Jeg mener, at vi her i Danmark bør starte med at klarlægge, hvad vi gerne vil opnå med et nyt fællesskab, og så tilpasse lovgivningen, når vi er nået til forståelse med Færøerne og Grønland. Det er jo den måde, man normalt lovgiver på, siger han.

Powered by Labrador CMS