Gå til hovedindhold

Chefredaktøren anbefaler: Bogugle med sjette sans

Livet som boghandler var ikke en del af karriereplanen. Nu kan Dorthe Jordening, der som barn var meget oveladt til sig selv og har måttet tage sine slag her i livet, ikke leve uden bogforretningen Atuagkat.

Som Dorthe Jordening sidder og fortæller om sig selv I bogforretningen Atuagkat, som hun ejer med sin mand, Claus, lyder det som om, hun fortæller om to forskellige kvinder.

Den ene er en ung dysfunktionel kvinde, mens den anden er en blomstrende moden kvinde, der har fundet ro i sig selv.

Hun giver sin mand æren for den kvinde, hun er blevet til. Hun er født og opvokset i Uummannaq og flyttede til Nuuk i 1991 med døtrene Sascha og Nanna, og børnenes biologiske far, for at gøre sin uddannelse som kontormedarbejder færdig.

Uddannelsen blev hun færdig med, og meningen var, at hun sammen med sin familie skulle flytte til Danmark, hvor hendes mor og hendes mand, var flyttet hen. Men skæbnen ville det anderledes. Dorthe fik job i Rigsombuddet og var der i en årrække, indtil hun rykkede ud til Air Greenland. I mellemtiden gik hun og hendes daværende mand fra hinanden og i 1994 mødte hun sin nuværende mand, Claus. En mand, der kunne rumme hende. Hele hende. De giftede sig to år efter og i 2005 overtog de ved et rent tilfælde, Atuagkat.

- Da jeg mødte Claus var han en læsehest. Det var jeg ikke. Når vi gik i seng, plejede han at læse højt for mig og pigerne, fortæller hun. De havde ikke mange penge, at gøre godt med. Alt, hvad de fik fra deres sparsomme løn som henholdsvis kontormedarbejder og Claus’ miljøarbejderjob i kommunen, gik til hus og kaffemikker.

- Det var dengang, vi kunne købe bøger på kredit og betalte regningen en gang om måneden. Det blev til omkring 2000 kroner hver måned, siger hun.

På et tidspunkt havde Claus jokende spurgt daværende ejer og stifter af Atuagkat, Inge Hauge, om de ikke snart ville få aktier i foretagendet, siden de lagde så mange penge i hver måned, og havde fået svaret: ”Er du interesseret i at købe forretningen?”. Det var han – vist nok – ikke. Det var ikke noget, som hverken han eller Dorthe havde overvejet tidligere.

Da de kom hjem, talte de om muligheden, men hvordan?

De havde ikke pengene. Heldigvis troede banken på dem og så gik det ellers hurtigt. Der gik nogle måneder fra den vævende snak til at ægteparret var de nye ejere.

- Alt flaskede sig bare. Det var bare sådan, det skulle være, siger hun.

Og i dag er hygge og nærvær et centralt punkt for ejerne. De har lavet et lille åndehul, bestående af en lille sofa og en lænestol omkring et lille bord, hvor enhver kan komme og få en kop varm drik og en snak, hvis man har lyst til det.

Mobber og mobbeoffer

Der var engang, hvor Dorthe fordybede sig i bøgernes verden.

- Som barn kunne jeg lide at læse og skrive og vidste, at man kunne nå langt med fantasi. Jeg plejede, at sidde på biblioteket og læse bøger, siger hun. Biblioteket var også et tilflugtssted. Hun blev mobbet af både børn og voksne, fordi hun var lys.

- Os, der blev født udenfor ægteskab, var udsatte og blev kaldt alskens slemme ting, men jeg kunne selvfølgelig ikke forstå, hvorfor de sådan var efter mig, siger hun.

Som en forsvarsmekanisme, mobbede hun også rigtig meget.

- Jeg var slet ikke bedre, siger hun. Hun er ene datter af Ane Markussen, der ikke blev kaldt andet end Mikuvssuk. Hendes biologiske far, danske Kaj Holm, nåede hun aldrig at blive tæt med, selvom han boede i byen i en årrække. Til gengæld havde hun en far i Harald Larsen, som var sammen med hendes mor, indtil Dorthe fyldte 18 år, der havde eget firma.

- Han og hans familie gjorde slet ikke forskel på mig. Jeg var hans, siger hun.

Hun kommer fra et privilegeret hjem, netop på grund af papfarens gode arbejde, men hun var noget omsorgssvigtet, fordi hun skulle passe sig selv og lære tingene selv. Der var ikke nogen, der som sådan opdrog hende eller viste hende, hvordan verden fungerede.

Indtil folk begyndte at råbe skældsord efter hende, fordi hun var halvt dansk, eller kaldte hende ”Kajersuup panissua”, fordi hendes biologiske far hed Kaj, troede hun faktisk at Harald var hendes biologiske far.

Hun fandt senere ud af, at hendes forældres brud, havde været voldsomt og at hendes biologiske far ikke ville have noget med hende at gøre. De nåede aldrig at få et forhold, men til gengæld fik hun et opkald, der vendte op og ned på hendes liv, for nogle år siden.

- Der var et opkald til butikken, det var så til mig. Da jeg tog den, var det en, der sagde ”Hej, jeg er din onkel”, fortæller hun, så alle de små hår rejser sig.

På den måde har Dorthe fået kontakt til den del af familien og de kan alle se ligheder, både fysisk og på adfærd.

Barndommens følger

Dorthe husker sit barndomshjem som et rodet hjem, hvor der også blev røget, som der jo blev gjort dengang. Sådan var det ikke i venindernes hjem, kunne hun se.

- Jeg kunne se forskel på mine veninders og mit hjem, så jeg begyndte allerede som barn at gøre rent. Jeg begyndte fra et hjørne og gjorde hovedrent – jeg var et barn – og smed alt muligt ud, så når min mor kom hjem og opdagede det, hentede hun ting tilbage fra skraldespanden. Jeg smed bare alt ud og jeg troede at alt blev bedre når jeg gjorde rent siger hun og fortsætter:

- Det der rengøringsvanvid, varede indtil et par år efter, at jeg var flyttet sammen med Claus. Jeg kan stadigvæk godt lide, at der er ryddeligt, men det er ikke længere sygeligt.

Ryddelige huse, var ikke det eneste, Dorthe misundte sine veninder for. Også det, at de havde søskende. Hun er nemlig enebarn fra sin mors side.

- Jeg elskede, når veninder sov hos os og jeg kan huske, at når de blev hentet, så råbte og skreg og smed jeg mig på gulvet, fordi jeg ville have, at de skulle sove hos os.

Hun tror, det gav hende en tryghed, at hun ikke var alene i huset, for hun har oplevet mange gange at vågne op alene om natten.

Hun var ikke det eneste barn i området, hvis forældre drak. Der var flere børn i området, som Dorthe tog sig af.

- Jeg gav dem bad, klippede deres negle og klippede deres hår, og så begyndte jeg at passe børn, da jeg var omkring 10 år og tjente mine egne penge, men jeg varogså hurtig til at bruge dem til slik. Jeg forstår ikke, at jeg har tænder i dag, for min morgenmad bestod af slik, siger hun og tilføjer, at hun selvfølgelig også havde gode dage i barndommen.

Moren var en slags kvartalsdranker, så det var kun, når hun havde sine episoder, at det kunne være ensomt og hårdt.

Hun spurgte på et tidspunkt sine forældre, om hun ikke måtte få en lillebror eller lillesøster. Hendes mor svarede, at hun måtte gå til sygehusets sygeplejerske Eva, for at spørge. Men sygeplejersken havde bare klappet hende på hovedet og svaret, at det var et spørgsmål til hendes forældre. Så det kom der ingen søskende ud af.

Ingen fremtid

Som 14-årig ændrede hendes liv sig ubegribelig dystert. Hun blev udsat for et seksuelt overgreb. Det gjorde hende ustyrlig og fuldstændig ligeglad med skolen. Det fik hendes stedfar, som hun ser som sin far, til at sende hende til Danmark til noget familie, så hun kunne komme langt væk fra situationen.

Men niveaumæssigt lå hun langt under de danske elever, hvilket ikke gjorde situationen nemmere.

- Jeg kunne ikke gøre eller lave noget. Flere måneder gik med at være passiv, hvilket gjorde mig endnu mere ligeglad. Fremtid var ikke noget, jeg tænkte over. Jeg havde ingen, siger hun.

For at gøre ondt værre, så var hun ude for et andet overgreb som 17-årig, da hun var under uddannelse i Danmark.

Dorthe Jordening begræder ikke den hårde del af sin skæbne og er absolut ikke ude efter medlidenhed. Hun kan heller ikke komme med en løsning for andre, men hun kan sige, hvad der hjalp for hende. Det kan folk bruge til inspiration.

Hun vil ikke kalde sig mønsterbryder, for selvom hendes forældre var alkoholikere, så manglede de ikke noget. Hendes far havde eget firma, så penge var der ikke for lidt af.

- Jeg var ikke forkælet, men jeg var grådig, siger hun. Begge hendes forældre døde, før de kunne nå at se, hvor langt, hun er nået i livet i dag.

- Jeg ville ønske, at jeg kunne vise dem mit ståsted i dag. Jeg har det godt og jeg er ikke grådig mere. Der var engang, hvor jeg altid ringede, for at få penge. Jeg ville gerne have vist dem, at jeg klarer mig selv i dag, siger hun og tilføjer, at de måske ser med alligevel og vifter opad med hånden.

Hjælp og selvhjælp

Dorthe har brugt forskellige redskaber til at overkomme sine problemer. Blandt andet har hun været i familiebehandling, på sin mands opfordring, da hun reagerede meget voldsomt tidligere. Hun kunne for eksempel blive hidsigt jaloux. Det smilede Claus overbærende over og foreslog hende forsigtigt flere gange, at hun skulle søge noget hjælp til sig selv. Aldrig bebrejdende, aldrig sur og altid kærligt. Til sidst trang budskabet igennem hendes hårde mur og hun opsøgte hjælp. Siden har hun også fundet hjælp på anden vis. Hun er jo i bogverdenen, så det var også en naturlig vej, at finde hjælp.

- Folk kan finde på at sige, at jeg er kommet højt på strå. Men det er fordi jeg er kommet videre med mit liv. Med god hjælp, understreger hun.

På grund af bøger, har hun også opdaget, at hun har en fin sjette sans.

- Det er som om, jeg ved noget, inden jeg egentlig gør det, siger hun. Hun var for eksempel på vej i Brugseni sidste år med to poser tomme flasker og lige da hun var kommet ud, var der noget i hende, der sagde, at hun skulle vende sig om.

- Der var en hjemløs bag mig, som jeg gav flaskerne. Han var taknemmelig og sagde, at han var glad for, at han ville få noget at spise, genfortæller hun. Hjælp og selvhjælp betyder også, at hun har opnået noget meget vigtigt.

- Jeg kan sige, at alle mine drømme er blevet til virkelighed. Hvis jeg skulle dø af en sygdom, så ville jeg ikke fortryde andet, end at jeg ikke ville se mine børnebørn blive voksne, men jeg ville være taknemmelig for, at vi har fået børnebørn. Jeg har set det, jeg ville. Jeg har oplevet det, jeg ville, siger hun.

Få adgang til hele avisen AG her:

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER