Gå til hovedindhold

Chefredaktøren anbefaler: Børneadoption var et tag selv-bord

I sidste uge bragte AG en artikel om, hvordan Marius Kristensen havde oplevet sin bortadoption. En af utroligt mange. Her beretter en tidligere topembedsmand om, hvordan han oplevede situationen fra sin side af bordet.

Alfred Dam var socialchef i Grønland fra 1967 til 1971. Her oplevede han på tætteste hold, hvordan danskere tog grønlandske børn til sig.

- I årtierne inden jeg kom, havde det udviklet sig til et tag selv-bord, fortæller den 91-årige tidligere socialchef.

Det var i slutningen af 1960’erne i Nuuk. En dansk læge havde taget et grønlandsk barn i pleje. Men da han rejste fra byen med kurs mod Danmark og tog barnet med sig, henvendte moren sig til socialdirektoratet og efterlyste barnet. Den daværende socialdirektør hed Alfred Dam. Det er over 50 år siden, men han husker det ganske tydeligt:

- Vi kunne ikke vide, hvorledes misforståelsen var opstået, men det var klart, at kvindens barn var forsvundet. Og lægen havde ikke plejetilladelse til barnet, fortæller Alfred Dam.

Der måtte handles hurtigt. Lægen og det lille barn var på vej til Danmark via Søndre Strømfjord. De befandt sig i en helikopter, og Alfred Dam telegraferede ekspres til den danske forbindelsesofficer, der fungerede som politi i Søndre Strømfjord.

- Jeg skrev til ham: ’Der kommer en helikopter om et kvarter. Der er et barn med. Det barn må ikke flyve ud af Grønland.

Officeren fjernede barnet ved helikopterens ankomst.

- Lægen blev rasende, for han ville jo kun barnets bedste, sagde han. Jeg kendte ham og er sikker på, at han ikke ville stjæle barnet, men det kunne vi jo ikke vide. Og juridisk havde han ikke ret til det, siger Alfred Dam.

Det godes fjende

Alfred Dam er i dag 91 år gammel. Han sidder i sin stue i Charlottenlund ved København og fortæller. Øjnene er klare og hukommelsen skarp. På væggen bag ham hænger et storslået, næsten to meter bredt maleri af hvidgrønne isbjerge i fjorden ved Ilulissat. Maleriet er en sølvbryllupsgave til hans hustrus bedsteforældre fra blandt andre grønlandsfarer Knud Rasmussen. Grønland er til stede – både i minderne og på væggene.

- Man ville gerne gøre godt. Men indimellem er konsekvenserne af det gode det godes fjende, siger den tidligere socialchef.

Alfred Dam blev oprindeligt uddannet typograf, men efter et biluheld i 1952 valgte han at læse til socialrådgiver. Han var egentlig rektor for Den Sociale Højskole i Aarhus, da han blev hentet til Grønland i 1966 – i første omgang for at oprette en uddannelse for lokale socialmedhjælpere. Men efterfølgende blev han tilbudt en nyoprettet stilling som arbejds- og socialdirektør i et socialdirektorat under Grønlands Landsråd. Det betød, at han skulle lede det sociale arbejde i hele Grønland, uddanne personale og overse udbygning af infrastruktur – eksempelvis vuggestuer, børnehaver og børnehjem. Han sad på posten fra 1967 til 1971. Siden har han haft et langt liv i socialvæsnets tjeneste som blandt andet socialdirektør i Storstrøms Amt, næstformand i Socialrådgiverforeningen og formand for en lang række organisationer inden for socialt arbejde.

Spædbørn med flyvemaskinen

I 1967, da Alfred Dam og hans familie flyttede til Grønland, var det et lille samfund med knap 40.000 mennesker spredt ud over et enormt geografisk område.

- Og det var et samfund, der var ved at eksplodere under udviklingen, siger Alfred Dam.

Selv om velstanden var vokset, sundhedstilstanden var forbedret, og børnedødeligheden faldt, var der også sociale problemer og mange enlige mødre med store børneflokke.

På daværende tidspunkt hørte adoptioner under en grønlandsk afdeling af Mødrehjælpen, der samarbejdede med Mødrehjælpen i Danmark. Mange adoptioner blev foretaget anonymt og lige efter fødslen, fortæller Alfred Dam. Børnene blev fjernet på hospitalet og anbragt på spædbørnehjem. Og når en embedsmand skulle til Danmark, tog vedkommende adoptivbarnet med flyet i en lift.

Alfred Dam har selv to gange haft et spædbarn med sig til Danmark og afleveret det i Kastrup Lufthavn til repræsentanter for Barnets Hus i Skodsborg. Her blev det observeret, før det kom til godkendte danske adoptivforældre.

- Man havde barnet i sin varetægt måske i to døgns tid. Det skulle have sutteflaske og skiftet ble. På flyveturens fire timer, om bord på SAS-flyet fra Kangerlussuaq, var stewardesserne søde til at tage sig af barnet. Og så stod der en bil klar i lufthavnen, der tog imod, fortæller Alfred Dam.

Alt dette foregik, som Alfred Dam siger, »i juridisk god ro og orden«.

Alligevel var det ikke altid, at kvinderne havde samme opfattelse af situationen, som myndighederne.

- Adoptionerne foregik ofte på følgende måde: Den lokale distriktslæge sagde til en kvinde: ’Du kan jo ikke klare det her, du har fem børn i forvejen. Skal vi ikke adoptere det væk?’ Og så sagde hun måske: ’Aap’. Og så fik hun at vide, hvor hun skulle sætte sin underskrift. Og dermed havde hun skrevet under på, at hun aldrig skulle se sit barn igen, siger Alfred Dam.

Men han oplevede ganske ofte, at kvinder mødte op på hans kontor i Nuuk, fordi de ville have deres barn tilbage.

- Og så måtte jeg fortælle dem, at det kunne de ikke. Du har afskrevet dit barn, måtte jeg forklare dem. Det var meget ubehageligt. Det var juridisk korrekt. Men mødrene forstod ikke de fulde konsekvenser, siger Alfred Dam.

Var adoptionen sket gennem Mødrehjælpen, var den anonym, så han kunne ikke fortælle kvinderne, hvor deres børn var endt.

- De tog grædende sagen til efterretning. Og de grønlandske tolke, der måtte tale med kvinderne, var dybt ulykkelige bagefter. Det var så hårdt. Men jeg kunne ikke finde en løsning på det, siger Alfred Dam.

Et lille, sundt barn med posten

Og så var der de mange forsøg fra danskeres side på at omgå reglerne som blandt andet lægen i helikopteren:

- Illegale forsøg på at omgå det officielle adoptionsarbejde var mangfoldige, og vi havde kun sparsomme midler til at dæmme op over for det. Danske udsendte, for eksempel læger, lærere og sygeplejersker, optrådte til tider som mellemmænd og medvirkede til at sende børn til Danmark, som de sagde, at moren havde foræret eller lånt dem. I årtierne inden jeg kom, havde det udviklet sig til et tag selv-bord, siger Alfred Dam og tilføjer:

- Jeg fik breve fra alle mulige i Danmark, der spurgte, om jeg kunne skaffe et grønlandsk barn: ’En lille pige eller dreng. Skal helst være sund.’ Det var vanvittigt. Jeg sagde naturligvis nej. Vi fik ikke den illegale overtagelse af børn stoppet helt, men vi forsøgte, siger han.

Danskerne havde sådan set ikke onde hensigter, mener han.

- Man må forstå, at mange af danskerne i Grønland var mennesker, som havde hjertet med og syntes, at de skulle gøre noget. Så mange af dem tog børn i pleje. Og så blev det efterhånden til mere. Især for nogle af dem, der ikke selv kunne få børn. Men de sikkert velmenende ønsker om at gøre noget for grønlandske børn fik mennesker til at blive meget aggressive, siger Alfred Dam og tilføjer:

- De syntes, at det var frygteligt, hvordan nogle familier levede, og tænkte, at de kunne give barnet god fremtid. Og det er på sin vis en smuk tanke, men det var altså bare ikke lovligt, siger Alfred Dam.

I sine uudgivne erindringer beskriver han blandt andet en sag om en kvindelig overlæge fra Dronning Ingrid Hospital i Nuuk, der havde haft et barn fra et børnehjem i pleje. Men da moren meldte sin ankomst, bad lederen af børnehjemmet lægen om at aflevere barnet. Hun nægtede.

- Hun mente, at hun kunne give barnet en meget bedre tilværelse. Jeg ringede hende op og meddelte, at hun straks skulle aflevere barnet. Men det ville hun ikke, fortæller Alfred Dam.

Først da han truede med at sende politiet, afleverede hun. Efterfølgende klagede hun til både Landshøvdingen og Landslægen, der dog gav Alfred Dam ret.

Han fortæller også, at en journalist fra den danske avis B.T. ville skrive en række artikler i avisen med billeder af og personlige oplysninger om børnene fra de lokale grønlandske børnehjem med henblik på at skaffe danske forældre.

- Han mente, at interesserede adoptanter så kunne henvende sig til os i direktoratet og pege på de børn, de var interesserede i. Jeg troede ikke, jeg havde hørt rigtigt, men det havde jeg. Jeg meddelte ham, at vi under ingen omstændigheder ville medvirke, men tværtimod ville gøre alt for at forhindre ideens realisering. Han blev stiktosset, husker Alfred Dam.

Hvad var alternativet

Alfred Dam var selv med til at flytte 22 børn fra et børnehjem i Østgrønland til Danmark. Lærere ved en lokal skole havde lavet en undersøgelse, der viste, at børn i området led stor nød. Det kom frem i den danske presse, og danske politikere forlangte handling. Derfor blev børnene anbragt på forskellige børnehjem i Danmark. 

Dengang så han det som den bedste løsning. Siden har han fortrudt. For han har truffet og hørt om flere af børnene siden. Og mange af dem fik store vanskeligheder.

- Jeg har siden hen været fortvivlet over, at vi fjernede de børn. De kom jo aldrig tilbage til Grønland. Jeg har været formand for regeringens udvalg om Christiania i mange år og har derfor truffet nogle af dem i den sammenhæng. Det var ikke kønt, siger Alfred Dam.

- Men, siger han: det havde også været skidt at lade dem blive.

For man kan med rette spørge, mener Alfred Dam, hvad alternativet var for mange af de børn, der blev adopteret ud af Grønland:

- Det er umuligt at bevise, at det var bedre, de kom til Danmark. Men de ville måske være vokset op i hjem med stor fattigdom med en mor, der ikke kunne klare det.

I løbet af 1970’erne faldt antallet af adoptioner til Danmark, og til sidst forbød Grønlands Landsråd simpelthen adoptioner ud af landet, fortæller Alfred Dam. Samtidig faldt antallet af småbørn meget på grund af et intensiveret antikonceptionelt arbejde.

Alfred Dam understreger, at der jo også var lykkelige adoptioner af grønlandske børn til såvel danskere i Grønland som i Danmark.

- Der er jo også plejeforhold, der er endt lykkeligt. Meget lykkeligt. Jeg kender adskillige.

Alfred Dam har skrevet alt dette – og mere til – ned i sine erindringer, som han har overleveret til Arktisk Institut i København i tilfælde af, at eftertiden sætter sig for at undersøge sagen nærmere.

– Når du ser tilbage på den her periode i Grønland, synes du så, der er brug for at få kortlagt, hvad der skete?

- Det er irrelevant, om jeg synes, det er en god idé, hvis de mennesker, det drejer sig om, synes det.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER