Gå til hovedindhold

Chefredaktøren anbefaler: Bidt af luftfart

I en alder af blot 33 år kan Ivaaq Christensen kalde sig Grønlands yngste lufthavnschef. Han elsker livet i Kangerlussuaq, tæt på naturen og et arbejde, hvor to dage ikke er ens.

- Jeg har altid været nysgerrig og vil gerne prøve noget nyt.

Ivaaq Christensen fortæller på en telefon fra Kangerlussuaq om en dejlig barndom i Sisimiut. Her voksede han op som den førstefødte og var enebarn, indtil han blev syv år, hvorefter han blev storebror til to yngre søstre.

- Jeg glædede mig så meget til at få en bror eller søster, at jeg husker, at jeg sparede op og købte en gave til hende i Jens’ Marked, fortæller Ivaaq.

Han kunne godt lide at gå i skole og betegner sig selv som en glad og nysgerrig dreng. Indimellem kneb det dog med tålmodigheden.  

- Jeg kunne ikke rigtig sidde stille. Men heldigvis havde jeg nogle rigtig gode lærere, som hjalp mig gennem skoletiden, siger Ivaaq Christensen.

Efter skoletid gik turen gerne hen til skolekammeraten, som boede ved siden af Ivaaqs bedstefar. Vennen havde slædehunde og eftermiddagen gik med at køre på slæde og hente vand og andre aktiviteter.

Selv havde Ivaaq og hans familie ikke slædehunde. Men han er vokset op med snescooter, som også er perfekt til Sisimiuts bagland.

Og snescooteren bliver også brugt i Kangerlussuaq, hvor Ivaaq Christensen er nyudnævnt lufthavnschef. Et job og en titel, han ikke umiddelbart havde set for sig, da han efter folkeskolen tog til Aasiaat for at gå i gymnasiet.

Faktisk var han ikke begejstret ved udsigten til at skulle flytte fra Sisimiut til Aasiaat.

- Først tænkte jeg at jeg ikke gad flytte til en mindre by. Men ajunngilaq, det gjorde jeg og det blev jo de bedste tre år i mit liv, siger han.

Ligesom i folkeskolen havde han svært ved at sidde stille i lang tid ad gangen. Men han kunne godt lide undervisningen og sørgede altid for at møde til tiden.

- Jeg hader at komme for sent. Og jeg kom til tiden, med mindre jeg var meget syg.

Biologistudie

Efter studenterhuen var på plads, flyttede Ivaaq Christensen til København for at opkvalificere sig på VUC, voksenundervisningscenter, og efter to år blev han optaget på Aarhus Universitets biologistudium.

Lysten til at blive biolog kom nok fra hans medfødte nysgerrighed, mener Ivaaq.

- Jeg har altid været fascineret af dyr og fulgt med i parteringen af dem, når vi var på jagt. Jeg ville gerne vide mere om, hvad der var inde i dyrene, forklarer Ivaaq, der allerede som to-årig var på sin første jagttur med familien.

Studietiden i Århus blev ikke så lang, men han betegner den jyske studieby som den bedste, der lige passede til ham.

Egentlig syntes han godt om at studere og fordybe sig. Men han var uheldig med sin læsegruppe, hvor de tre øvrige medlemmer alle var droppet ud af studiet inden jul, hvorefter han var alene. Og det viste sig svært at finde en ny læsegruppe.

- Jeg kom længere og længere bagud og besluttede mig derfor for at tage et års orlov.

I dag fortryder Ivaaq indimellem, at han ikke vendte tilbage til studiet.

- Jeg har det ellers med at ville gennemføre det, jeg begynder på. Også selv om det for eksempel er en dårlig film. Jeg skal se den færdig, siger han.

Fra politi til luftfart

Under sin orlov fik Ivaaq Christensen lyst til at uddanne sig til politibetjent.

Så det gjorde han i Nuuk. Derefter flyttede han til Kangerlussuaq og fik i 2017 titlen af havnebetjent i Mittarfeqarfiit. Tre måneder senere tiltrådte han stillingen som flyvepladsleder.

- Jeg blev bidt af luftfarten. Hver dag er forskellig, siger Ivaaq om arbejdet i Grønlands internationale lufthavn.

Især før corona ramte lufttrafikken, var der meget at se til med mange forskellige og spændende udfordringer. Ikke mindst det at møde piloter og passagerer fra hele verden er noget, som tiltaler Ivaaq Christensen. De sidste to år har pandemien naturligt sat sit præg også på hverdagen i Kangerlussuaq, men ikke desto mindre nyder han at have ansvaret for at drive lufthavnen. Det er en hverdag, hvor han både har kontorarbejde og tager sig en runde uden for kontorerne, for eksempel for at hilse på kollegerne i brandstationen og høre om alting kører, som det skal.

Selv om det er i en ung alder, at Ivaaq Christensen har fået sin nuværende stilling som lufthavnschef, understreger han, at hans kompetencer er opnået takket være sin mentor, daværende lufthavnschef, Peter Høgh.

- Peter lærte mig alt det, jeg ved. Han havde 40 års erfaring og det er ham, jeg kan takke for, at jeg er her i dag, siger Ivaaq.

Han forklarer at det blandt andet handler om at kunne gennemskue og huske de mange forkortelser, der er i luftfart. Samtidig påpeger han, at det også i denne forbindelse har hjulpet ham, at han besidder en god portion nysgerrighed – og gå-på-mod, kunne man tilføje.

Ivaaq Christensen er en ud af tre lufthavnschefer i Mittarfeqarfiit, som er i 30’erne; hans to kolleger er i henholdsvis Qaarsut og Upernavik.

Elsker Kangerlussuaq

Ivaaq Christensen har kun godt at sige om bygden Kangerlussuaq.

Især fremhæver han, at naturen ligger så at sige lige uden for døren, til stor fornøjelse for ham selv og hans to sønner på henholdsvis seks og tre år. De er skiftevis en uge hos ham og en uge hos deres mor.

- Vi bruger naturen meget. Om sommeren griller vi ved en af søerne. Om vinteren kører vi på snescooter, når det ikke er for koldt, fortæller Ivaaq og tilføjer:

- Jeg elsker at naturen er lige uden for døren. Helt bogstaveligt. Vi ser nogle gange en snehare eller en ræv og også rensdyr, der går på Køkkenfjeldet, altså tæt ved, hvor vi bor.

Samtidig betyder den relative nærhed til hjembyen Sisimiut, at hans forældre har mulighed for at besøge deres børnebørn forholdsvist tit. Ikke mindst om vinteren hvor strækningen mellem Sisimiut og Kangerlussuaq tilbagelægges med snescooter op til 10 gange i løbet af vintermånederne.

Når temperaturen daler og det er minus 30 grader, og dermed for koldt for små mennesker at lege udenfor særligt længe ad gangen, er det i sportshallen i Kangerlussuaq, at man finder Ivaaq og hans sønner.

- Vi bruger hallen meget. Ungerne løber rundt og vi spiller fodbold. Det er jo vigtigt, de får brændt noget krudt af, siger han, der lægger stor vægt på faste rutiner for sine børn.

Udover at nyde synet af de vilde dyr i naturen, bliver det også hvert år til jagtture.

For den store fryser skal jo fyldes, forklarer han.

Om vinteren står den på rype- og moskusjagt, hvis ellers man er heldig og blive udtrukket. Om sommeren er det rensdyr, riflen peger på.

- Vi spiser meget lokalt. Også fordi kød ikke er helt billigt. Så vi har en kæmpe fryser, siger Ivaaq, der hakker rensdyrkødet, skærer det i strimler og til bøffer, inden det ryger i fryseren.

En ting han også nyder ved at bo et mindre sted er sammenholdet med de øvrige beboere i Kangerlussuaq.

- Alle samarbejder rigtigt godt og er søde til hjælpe til, for eksempel med at hente børnene i daginstitutionen. Det betyder meget, for udover en fætter, har jeg ingen familie her, siger Ivaaq og fastslår:

- Man har det godt her.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER