Chefredaktøren anbefaler: Hvor blev bastarderne af?

I Grønland er vi, med rette meget stolte af vores inuitiske traditioner. Så stolte at vi siger de er 4000år gamle, selv om vores forfædre som kaldes Thule kulturen først indvandrede i Grønland for 800 år siden. Vi er så stolte at vi i dag reproducerer uluer, kajakker og pilespidser på alt.

Men hvem fokuserer på den historie som rent faktisk ligger til grund for det Grønland vi ser i dag? Uden dyrkelse af hvad der var før vi blev blandet, men en objektiv formidling af hvorfor Grønland ser ud som det gør. I stedet for at starte fortællingen ved Thule kulturen, så måske starte med det vi ser omkring os. Starte fortællingen med de huse vi bor i, de gader vi går på og de landskaber vi omgiver os med.

Prøv at forestille dig hvordan et skolebarn reagerer, når det besøger et museum hvor de på ingen måde kan se sig selv i det der fortælles. De bor ikke i tørvehytter, og ikke engang deres bedstemødre gjorde det. De har aldrig jagtet med bue og pil, og de har højst sandsynligt heller aldrig roet i kajak. Til gengæld så bor (og tegner) de i blokkene efter G50 og G60. De kravler op til Hans Egede statuen, som de kun ved noget om fra Josef Tarraks rapsange.

Vidste du at valget til grønlandsk hovedstad stod imellem Nuuk og Narsaq? Ved du hvad G50 og G60 var? Vidste du at amerikanerne bragte alkohol, slik og tyggegummi til Grønland under 2. verdenskrig, og at de var skyld i at det blev tilgængelige handelsvarer i Grønland? Ved du hvorfor vores huse er små og hyggelige træhuse og fyldt med farver? Ved du hvorfor nationaldragten ser ud som den gør? Vidste du at der på et tidspunkt var storindustri omkring torsk, indtil torsken faktisk forsvandt? Hvis ikke. Så er der en grund til det, fordi det er nogle af de historier som er blandingshistorier, som vi glemmer, men som i sidste ende har betydning for hvordan Grønland ser ud som samfund i dag.

På Grønlands Nationalmuseum og Arkiv er der fyldt med smukke udskæringer, klædedragter, figurer, kajakker og meget meget mere. Der er jagtredskaber og konebåde. Det der undrer mig er ikke hvad der er, men hvad der ikke er. Hvor er fortællingerne om kolonihistorien? Hvor er historierne om det moderne gennembrud i Grønland? Hvor er alt det som viser blandingen af kultur, og som viser hvorfor vores land og vores folk ser ud som det gør i dag?

Pia Arke (1958-2007) var en af de grønlandske kunstnere som gjorde opmærksom på hvor problematisk det er at vi sorterer blandingerne fra. I et interview til bogen Tupilakosaurus der udkom i 2012 udtalte hun: "I am a mongrel. It is probably no coincidence that I turned to photography, which in many ways is the bastard of art forms.” Arke bruger sig selv som udgangspunkt for at eksemplificere dette og omtaler sig selv

som ’bastard’, fordi hun netop er en blanding mellem noget dansk og grønlandsk, både rent fysisk med en

dansk far og en grønlandsk mor, men også kulturelt med et ben i hver lejr.

Mange går også og har en opfattelse af at de grønlandske nationaldragter ikke må ændres, og at de har en ægte inuitisk oprindelighed, og det samme gælder tupilakfiguren. I realiteten er de også resultater efter et mix – nationaldragten som jo helt tydeligt er udgjort af glasperler vi aldrig har produceret i Grønland og blomsterbroderier af blomster der aldrig har vokset her. Tupilakfigurerne som opstod ved at udefrakommende spurgte til hvordan de grønlandske mytiske figurer så ud. Det gør dem ikke mindre grønlandske, ligesom de små typehuse og blokkene ikke er mindre grønlandske end uluer og konebåde. Det bekymrer mig hvordan vi sorterer en del af vores historie fra, særligt når det er den historie gør os til dem vi er… Det bekymrer mig hvor lidt jeg selv ved.