Chefredaktøren anbefaler: Den arktiske revolution fylder 40 år
Fyrre, fed og færdig - eller forbillede for andre oprindelige folkeslag
Dronning Margrethe trak en lige linje fra Jyske Lov fra 1241 til landsrådssalen i Nuuk, da hun tirsdag den 1. maj 1979 overrakte landsrådsformand Lars Chemnitz det originale eksemplar af Lov om Grønlands Hjemmestyre.
– Med lov skal lands bygges, står der som indledning til den ældste lov i Danmark, sagde dronningen, og med egen lov og egne hænder skal Grønland nu bygge sin egen fremtid. Jeg ønsker for Dem alle, at De må vide at bygge med stærke hænder, der ikke ryster og ikke synker modløse ned trods de vanskeligheder, der kan melde sig.
Dronningen sluttede sin tale med ordene:
– Måtte det blive indledningen til en ny og lykkelig epoke i Grønlands historie, Grønland og det grønlandske folk til glæde og gavn og hele riget til bedste.
Lars Chemnitz (landsrådsformand 1971-79) takkede hjerteligt for originaleksemplaret med dronningens underskrift:
– Vi vil bevare det som et klenodie, og jeg lover, at vi vil passe godt på det. Men det kneb med at opfylde løftet.
I forbindelse med selvstyrets indførelse i juni 2009 ville en fotograf fra mediehuset Sermitsiaq.AG gerne tage et billede af hjemmestyreloven, men den var pist forsvundet.
En eftersøgning blev iværksat - både i Landstinget og landsstyre, og originaldokumentet med dronningens navnetræk blev til sidst fundet på en hylde i Finansdepartementet.
Belært af denne episode ligger hjemmestyreloven i dag i en bankboks i Nuuk.
For 10 år siden blev loven udstillet på Kulturnatten, men ellers ser vi ikke meget til hjemmestyrets grundlov. Den danske grundlov ligger i en montre på Christiansborg, men med både hjemmestyre- og selvstyrelov vil det kræve en ny parlamentsbygning i Nuuk at få plads til en tilsvarende montre med skudsikkert glas.
På vej mod hjemmestyret
Sejren har mange fædre. Nederlaget er moderløs.
Mange har i tidens løb fremhævet deres egen indsats for hjemmestyrets indførelse.
Atassuts Otto Steenholdt omtaler hjemmestyrets tilblivelse i sin erindringsbog »Strejflys over mit liv« fra 2012 (på grønlandsk »Inuunera eqqartulaarlugu«).
– Efter indførelsen af hjemmestyret var jeg meget skuffet over, at de, der skrev om hjemmestyrets indførelse, udelukkende gav æren til Jonathan Motzfeldt, Moses Olsen og Lars-Emil-Johansen fra Siumut.
– Der var mange politikere, som ikke blev nævnt i forbindelse med etableringen af hjemmestyret. Det store arbejde ville dog ikke have givet noget resultat, hvis kun tre mænd, endda fra samme parti, havde bearbejdet lovforslaget om hjemmestyrets fra første dag til dets vedtagelse, skriver Otto Steenholdt.
Knud Hertling, folketingsmedlem 1964-73 og grønlandsminister i 1971-73, skriver i sin bog »Grønlandske paradokser« fra 1977:
– Tanken om hjemmestyre er ikke noget »en-mands-værk«. Flere grønlandske politikere har i de senere år berørt emnet, både direkte og indirekte, for eksempel under landsrådsmøderne.
Men så falder Knud Hertling selv i grøften:
– Men til trods for sådanne tilskyndelser var det jo ikke sikkert, at tanken ville have accelereret så hurtigt som tilfældet blev, hvis ikke forskellige tilfældigheder havde spille ind. Jeg er formasteligt nok til at tro, at der i hvert fald ikke allerede i begyndelsen af 1973 af regeringen var blevet nedsat et udvalg, som skulle undersøge mulighederne for hjemmestyrets indførelse i Grønland, hvis ikke der på dette tidspunkt sad en grønlandskfødte minister for Grønland, skrev Knud Hertling.
Men hvem skal så have æren?
Sermitsiaq udkom den 26. januar 1979 med 16 portrætter på forsiden.
– Da resultatet af den vejledende folkeafstemning onsdag den 17. januar 1979 forelå, begyndte der i det små et hundeslagsmål om, hvem der har æren for indførelsen af hjemmestyre i Grønland tirsdag den 1. maj 1979. Men ret beset har ingen vel patent på hjemmestyret, og æren bør tilfalde de 12.700 vælgere, som stemte ja til hjemmestyret. Så mange mennesker har vi ikke plads til på Sermitsiaqs forside. Til gengæld har vi fundet 16 portrætter frem - 16 portrætter af mennesker i Grønland og Danmark, som på den ene eller anden måde har haft afgørende betydning for indførelsen af hjemmestyret.
– Og det skal de ha' tak for, skrev Sermitsiaq, som bragte portrætter af Lars-Emil Johansen, Jørgen C. F. Olsen, dronning Margrethe II, Nikolaj Rosing, Jonathan Motzfeldt, Jørgen Fleischer, Lars Chemnitz, Isi Foighel, Moses Olsen, Otto Steenholdt, Agnethe Nielsen, Jørgen Peder Hansen, Niels Carlo Heilmann, Knud Hertling, Severin Johansen og Thue Christiansen i nævnte rækkefølge.
Den umulige ligestilling
Hjemmestyret blev heller ikke skabt af en enkelt hændelse, men af en perlerække af både tilfældige og tilrettelagte begivenheder.
Man kan altid begynde den 3. juli 1721 med Hans Egedes ankomst til Grønland, men 9. april 1940 er et godt bud på en overskuelig startlinje. På denne dag blev forbindelsen mellem kolonien og moderlandet afbrudt over night, da tyskerne besatte Danmark. Da forbindelsen atter blev genoprettet den 5. maj 1945, var katten sluppet ud af sækken. Grønland havde gennem samhandlen med USA oplevet en verden udenfor København, og på et møde med statsminister Hans Hedtoft i august 1948 erklærede Grønlands Landsråd sig klar til at åbne landet.
Med de to store kommissioner, forkortet G-50 og G-60 samt grundlovsændringen i 1953 forestillede mange grønlændere sig en fuldstændig ligestilling med danskerne i alle henseende, også med hensyn til levestandard. Der bredte sig derfor en følelse af utålmodighed og skuffelse i vide kredse, da udjævningen lod vente på sig, og fødestedskriteriet fra 1964 slog hovedet på sømmet.
Fødestedskriteriet, som gav grønlændere mindre i løn og ringere vilkår end udsendte danske, skulle undgå at skabe en social kløft mellem privat- og statsansatte grønlændere samt beskytte erhvervslivets konkurrenceevne.
I stedet blev ordningen set som bevis på en umulig ligestilling.
Travlt årti
1970'erne blev et af de travleste årtier i Grønlands politiske historie.
1970: Landsrådet indkalder til konference i Sisimiut i 1970 for at drøfte Grønlands fremtidige udvikling.
1971: Lars-Emil Johansen og Jonathan Motzfeldt valgt til Landsrådet, og Moses Olsen og Knud Hertling til Folketinget.
1972: Et stort flertal på 70,8 procent af vælgerne i Grønland stemmer nej til EF, men Grønland måtte følge med Danmark ind i EF, for vi havde ikke hjemmestyre som Færøerne.
1973: Et grønlandsk hjemmestyreudvalg begynder sit arbejde. Lars-Emil Johansen og Nikolaj Rosing valgt til Folketinget
1974: En ny konference i Sisimiut drøfter hjemmestyreudvalgets arbejde.
1975: Hjemmestyreudvalget afleverer sin betænkning til grønlandsministeren, som senere på året nedsætter den dansk/grønlandske hjemmestyrekommission. Lars-Emil Johansen og Nikolaj Rosing valgt til Folketinget.
1976: Det første Aasivik-stævne bliver holdt i Narsaq.
1977: Siumut bliver dannet som et politisk parti. Lars-Emil Johansen og Otto Steenholdt valgt til Folketinget,
1978: Hjemmestyrekommissionen afleverer sin betænkning. Landsrådet tiltræder og Folketinget vedtager forslag til hjemmestyrelov. Inuit Ataqatigiit bliver dannet som et parti, mens Atassut vælger at fortsætte som en landsorganisation. (Atassut bliver først et egentligt parti i september 1981).
1979: Ved en folkeafstemning 17. januar stemmer 73,1 procent ja og 26,9 procent nej til hjemmestyre. Ved landstingsvalget 4. april vinder Siumut 13 mandater og Atassut otte mandater. Siumut besætter alle fem landsstyreposter 7. maj. Og Siumut fastholder magten i alle hjemmestyrets 30 år.
Kommuner og kommunister
Partier og organisationer støttede over en bred kam indførelsen af hjemmestyret.
Men det var også modstand.
Knud Hertling skriver i sin bog »Grønlandske paradokser« fra 1977:
– Det rimelige ønske om et hjemmestyre, den eneste realistiske løsning på Grønlands politiske udvikling, har dog - og her kommer paradokserne - mødt modstand fra to vidt forskellige sider, nemlig fra de grønlandske kommuner og visse kommunistiske kredse, der repræsenteres af nogle dygtige, energiske og desillusionerede unge.
Kommunerne var imod hjemmestyret, som de så kom en trussel mod det kommunale selvstyre. Især en trussel mod kommunernes ret til at udskrive skat, som var blevet indført i 1975. (De efterfølgende 40 år har vist, at både kommunekasser og landskassen har kunnet dreje flittigt på skatteskruen).
Især Peter Thaarup Høegh fra Nuuk og Holger Sivertsen fra Ilulissat var imod hjemmestyret. Hvad de ikke havde i højden, havde de i drøjden. Og vittige hoveder påstod, at desto tykkere borgmesteren var, jo større modstander af hjemmestyret var de...
Med »visse kommunistiske kredse« hentydede Knud Hertling til det første Aasivik-stævne i Narsaq i sommeren 1976, som udviklede sig til partiet Inuit Ataqatigiit.
I en udtalelse fra dette Aasivik-stævne står at læse: – Vi må tilintetgøre de kræfter, som har ødelagt det grønlandske folk. Vi må danne revolutionsråd eller en befrielsesgruppe, som skal udfri landet fra fremmed åg.
Tanken om hjemmestyre mødte også modstand hos Blå Kors.
Afholdsforeningen mente, at Grønland skulle blive ædru, før der kunne blive tale om at indføre hjemmestyret. Vittige hoveder påstod dog, at afholdsfolket hurtigt kom til at elske hjemmestyret, som i august 1979 indførte det forkætrede pointsystem. Mange medlemmer af Blå Kors supplerede deres månedsløn ved at sælge deres 72 points på det sorte marked.