Chefredaktøren anbefaler: 12 skarpe til Jess

Fagforeningschefen Jess G. Berthelsen har netop fejret 30 år på posten som formand for landets største fagforening SIK. Den 62-årige uddannet maskinarbejder håber på selvstændighed i sin tid og er glad for den aktuelle styring af landet.

- Vi bør kaste en harpun 30 år frem. For hvilket Grønland ønsker vi os der, siger Jess G. Berthelsen, som efterlyser politisk langtidsplanlægning.

Hvorfor er du ikke blevet politiker?

Det skyldes forskellige forhold. Jeg er flere gange blevet opfordret til at gå ind i politik. Men jeg brænder for at arbejde for lønmodtagerne. Så det foretrækker jeg. Jeg har som fagforeningsformand større mulighed for indflydelse og dermed forbedringer af mine medlemmers vilkår. Det er en spændende opgave at være formand. At deltage i overenskomstforhandlingerne, kontakten til regeringen og kunne gøre min mening gældende i forskellige udvalg.

Hvem er dit forbillede?

Chefredaktøren anbefaler

Denne artikel er hentet fra avisen AG og udvalgt af chefredaktør Christian Schultz Lorentzen.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

Den tidligere danske SID-formand, Hardy Hansen, (det der i dag hedder 3F, red.). Han var lønmodtagernes mand helt ind til hjertet. Han kæmpede forbilledligt. Han var også imødekommende overfor SIK. Han havde et fint forhold til Grønland.

Hvad er Grønlands største problem?

At vi ikke kan planlægge, hvilket Grønland vi ønsker om 30 år. Vores manglende fremtidsplanlægning er skyld i, at landet udvikler sig skævt. Det er meget vigtigt at få svar på det spørgsmål.

Hvad er din vigtigste opgave?

At SIK’s medlemmer har beskæftigelse. Jeg plejer at sige, at mennesket er skabt for at arbejde. Hvis et menneske ikke udfører et job, vil vedkommende nedbryde fysisk og psykisk. Dertil kommer, at det er vigtigt, at lønmodtagerne har de bedste lønvilkår og en bolig, de kan betale.

Hvornår bliver Grønland selvstændigt?

Det er ingen hemmelighed, at jeg har været en af de største fortalere for et selvstændigt Grønland. Det ønsker jeg fortsat. Men vort problem er, at vi bor i et stort land, mens vi kun er 56.000 indbyggere. Mens vi selv tjener 3,5 milliarder kroner om året, får vi et næsten tilsvarende beløb i bloktilskud fra Danmark. Vi skal derfor gøre endnu mere, hvis vi vil være et selvstændigt land. Vi må lukke gabet til bloktilskuddet fra Danmark. Samtidig har vi store udfordringer indenfor sundhedsvæsenet, på alderdomshjemmene, daginstitutionerne, skolerne og så videre. Hvis vi vil have selvstændighed, må vi derfor samtidig gøre noget ved samfundsstrukturen.

Vi bør kaste en harpun 30 år frem i tiden. Simpelthen få formuleret: det her Grønland ønsker vi om 30 år. Jeg frygter, at hvis vi ikke gør det, vil kun tre byer være tilbage om 30 år.

Hvornår bliver Grønland så selvstændigt?

Det kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Jeg håber dog, at det vil ske, mens jeg er i live. Men så skal vi som sagt strukturere landet på en helt anden måde end i dag.

Hvad synes du om Kim Kielsen-koalitionens arbejde?

Gudskelov er arbejdsløsheden på sit laveste nogensinde. Der er dog stigende arbejdsløshed i nogle landsdele. Men med tanke på landets økonomiske situation, den lave arbejdsløshed, og vores medlemmers situation, har vi ikke nogen dårlig styring af landet. Min største interesse som fagforeningsformand er at forsvare og sikre, at der er arbejdspladser til vores medlemmer. Vi mangler endda arbejdskraft i nogle regioner nu. Men vi har selvfølgelig en masse andre problemer i samfundet. Alene på sundhedsområdet har vi enorme udfordringer. Derfor må vi selv skaffe flere indtægter. Der bør åbnes flere miner, og vi skal opfordre store internationale virksomheder til at producere deres varer her i landet.

Eksempelvis hvilke?

Mange ufaglærte samler eksempelvis mobiltelefoner i Sydkorea. Andet elektronisk udstyr bliver sat sammen af ufaglærte i Indien. Sådanne produktioner kunne også finde sted her. Vi er et stabilt og trygt land. Jeg håber derfor, at man i forbindelse med åbningen af en mine til produktion af sjældne jordarter i Sydgrønland, kan bruge udvindingen til lokal produktion af eksempelvis mobiltelefoner, vindmøller og biler. Altså, at der skabes yderligere erhvervsmæssig udvikling i regionen i kraft af minens placering og aktiviteter.

Faktaboks

  • Jess G. Berthelsen, 62 år, uddannet maskinarbejder.
  • Han har, forinden han blev formand for SIK, arbejdet som medarbejder på klubområdet indenfor børn- og ungeområdet, og har været formand for den lokale SIP-forening i Sisimiut, ligesom han har været bestyrelsesmedlem for pædagogernes forening.
  • Formand for lønmodtagernes organisation, SIK, siden 22. september 1990.
  • Han var allerede næstformand, da hovedbestyrelsen i SIK indsatte ham som formand. Det blev afslutningen på en 3-års periode med hyppige, tumultariske formandsvalg.

Hvordan får man skabt større lighed i Grønland?

Vi kan ikke komme udenom at tage stilling til, hvilke byer, der skal udvikles, såfremt vi vil skabe større lighed. Som jeg sagde før, er udviklingen gået skævt. Nuuk har en masse penge. Arbejdsløsheden ligger kun på 1,2 procent i Ilulissat. Det er samtidig de to byer, som er mest præget af udvikling. Men der er andre steder i Grønland, som måske bør udvikles. Området ved Upernavik er eksempelvis utroligt rigt på fiskeriressourcer. Hvis vi ikke udvikler Upernavik og området deroppe, hvem skal vi så have som arbejdskraft i fiskefabrikkerne om 10 år? Vi må udvælge hvilke byer, der skal udvikles og derigennem skabe større lighed. Det vil medføre, at virksomheder kan foretage langsigtede investeringer i de byer, som skal være en del af fremtiden. Flere virksomheder fra kysten har netop valgt at flytte til Nuuk, fordi de ved, at de kan få opgaver her. Det skaber sikkerhed.

Hvad er fagbevægelsens vigtigste fremtidsmål?

Min vision er: Hvorfor har vi flere »små« organisatoriske forbund, når vi er så få? Alle lønmodtagerorganisationer, hvor vi end er, har samme mål: at skabe de bedste vilkår for deres medlemmer. Jeg håber, at forbundene vil slå sig sammen, da vi alle kan spare en række udgifter. For det andet vil det give økonomiske muligheder for flere rejser til kysten. Og for det tredje vil vi stå stærkere sammen.

Hvad er din livret?

Hvalroskød. Kogt.

Er det nemt at skaffe?

Nej, det er svært. Når fangerne fra Sisimiut fanger en hvalros, sker det, at jeg får hvalroskød. Men desværre sjældent. Måske en gang om året.

Hvad synes du om den grønlandske presse?

Vil du virkelig høre det? Jeg ved, at det kan være svært for journalister at få arbejdsvilkår, hvor de kan specialisere og dygtiggøre sig i bestemte emner. Eksempelvis på finansområdet, erhvervsområdet og så videre. Det har medierne åbenbart ikke ressourcer til, så jeg savner den dybdegående journalistik. Men også at journalisterne har bedre tjek på faktiske forhold. At journalisten og medierne – inden der offentliggøres noget – har gjort sig umage med at sætte sig ind blandt andet de statistiske baggrundsforhold.

Hvilken bog har du liggende på natbordet?

Jeg har en hel masse pligtstof, der skal læses. Det bliver ikke til så meget andet. Men jeg kan godt lide at læse bøger. Det gør jeg på længere flyveture. Senest har jeg læst Ejnar Mikkelsens bog »Ukendt mand til ukendt land«, som handler om hans ungdomserindringer fra en Alaska ekspedition.

Hvornår stopper du som formand?

Når jeg er på vej til arbejde, ved jeg altid, hvad det er, jeg skal kaste mig over. Og den dag jeg står op og tænker: »Hvad skal jeg lave? - her vil jeg stoppe som formand. Men det er op til SIK’s medlemmer. Det er vores medlemmer, som i sidste ende træffer afgørelsen, hvis jeg ikke går frivilligt.

Køb avisen AG her:

Powered by Labrador CMS