Chefanklager: Drop heksejagten på Facebook

Efter smitteudbruddet i Nuuk i sidste uge, er der opstået en voldsom tone på de sociale medier om, hvem der gør hvad og overtræder hvilke regler. Chefanklager opfordrer til at droppe rygter på Facebook og politianmelde, hvis der er hold i anklager.

Der er fortsat ingen konklusion på, om der er overtrådt nogen regler i forbindelse med det sidste smitteudbrud af corona i Nuuk. Men læser man kommentarer på Facebook, er der flere steder en antagelse af, at det er det, der er sket.

Der er også flere der har en holdning til, hvilke konsekvenser det bør have for Munck Gruppen og andre involverede.

Chefanklager hos Grønlands Politi, Morten Nielsen, maner til besindighed.

- Min erfaring er, at de der kommenterer på Facebook meget sjælden har styr på alle fakta i sagen og ofte kommenterer på baggrund af, hvad de har hørt, at en tredje har set, siger han.

Anmeld mistanke om lovbrud til politiet

Chefanklageren opfordrer til, at man tager sine bekymringer for lovbrud med til rette sted.

- Hvis man har kendskab til en lovovertrædelse, så er Facebook ikke det rette forum, så skal man anmelde det til politiet, siger han.

Morten Nielsen oplyser til Sermitsiaq.AG, at politiet løbene kigger på sager, hvor der kan være tale om lovovertrædelser af coronarestriktioner, og at der ligger en sag på hans bord, som skal efterforskes.

- Når vi får en besked om, at der er smitte, så er vores første bekymring at lave smitteopsporing. Først derefter hører det til politiarbejdet at se på, om der er begået en lovovertrædelse. Det er vi i gang med nu i den pågældende sag, siger chefanklageren.

Det er noget vås

Princippet er, forklarer Morten Nielsen, ligeså vel som ved et færdselsuheld. Først stopper man ulykken og yder førstehjælp, og bagefter går man i gang med at se om færdselsloven er overholdt.

Han understreger, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem smitte og lovbrud.

- At sige, at når nogen er smittet, så er der også nogen, der har overtrådt reglerne, det er noget vås. Det er en ret smitsom sygdom, så derfor kan der forekomme smitte selvom alle overholder restriktioner og anbefalinger.

Powered by Labrador CMS