Champions League får VAR i det nye år

Uefas bekræfter, at videosystemet VAR allerede indføres i knock-outkampene næste år i CL.

Når knockoutkampene går i gang i Champions League i februar, bliver det med en væsentlig tilføjelse.

Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) eksekutivkomité har nemlig besluttet at indføre videosystemet VAR (Video Assistant Referee) allerede fra denne sæson.

Det skriver Uefa i en pressemeddelelse, hvor præsident Aleksander Ceferin udtaler sig begejstret om initiativet.

- Vi er klar til at bruge VAR tidligere end planlagt, og vi er overbeviste om, at det vil være til gavn for vores turneringer, eftersom det giver dommerne en værdifuld hjælp og vil minimere antallet af forkerte kendelser, siger Ceferin.

I september blev det officielt, at VAR skulle være en del af Champions League fra sæsonen 2019/20. Men nu sker det altså tidligere end først antaget.

Med hjælp fra videosystemet kan dommere se situationer igennem og ændre kendelser, når det gælder mål, straffespark, røde kort og situationer, hvor dommere viser et gult eller rødt kort til en forkert spiller.

Powered by Labrador CMS