Canada: Endnu en canadier kan være tilbageholdt i Kina

Mens der i Canada kører en retssag mod Huaweis finansdirektør, kan endnu en canadier være tilbageholdt i Kina.

Canadas udenrigsminister Chrystia Freeland fortalte på et pressemøde onsdag aften, at endnu en canadier formentlig er tilbageholt i Kina

Yderligere en canadier kan være tilbageholdt i Kina. Det siger Canadas udenrigsminister, Chrystia Freeland, på et pressemøde onsdag aften lokal tid.

- Vi er blevet opmærksomme på en canadier, som selv kontaktede os, fordi han blev udspurgt af kinesiske myndigheder, siger hun.

Udenrigsministeren giver kun få detaljer, men hun tilføjer, at det ikke er lykkedes hendes ministerium at få kontakt til manden, efter at de canadiske myndigheder blev underrettet om situationen.

- Vi arbejder hårdt på at fastslå hans opholdssted, og vi har også drøftet sagen med kinesiske myndigheder, siger Chrystia Freeland.

I forvejen er den tidligere canadiske diplomat Michael Kovrig tilbageholdt i Kina.

Det sker på et tidspunkt, hvor forholdet mellem Canada og Kina er særdeles anstrengt.

Årsagen er, at canadiske myndigheder i sidste uge anholdt Huaweis kinesiske finansdirektør i lufthavnen i Vancouver.

Tirsdag blev Meng Wanzhou løsladt mod kaution, men hun skal møde i retten igen 6. februar og skal indtil da bære fodlænke.

USA har anmodet Canada om at udlevere finansdirektøren, som mistænkes for at have overtrådt de amerikanske sanktioner mod Iran.

Kravet har vakt stor vrede i Kina og øget spændingerne mellem USA og Kina. Udleveringssagen er endnu ikke afgjort.

Det er endnu uvist, om episoderne hænger sammen, men flere iagttagere mener, at den tidligere diplomat Michael Kovrig holdes som gidsel i striden mellem de tre lande.

- Det står klart, at den kinesiske regering ønsker at lægge maksimalt pres på den canadiske regering, siger Guy Saint-Jacques, tidligere canadisk ambassadør i Beijing.

46-årige Meng Wanzhou blev på anmodning fra USA anholdt 1. december i lufthavnen i Vancouver.

USA kræver hende udleveret til mulig retsforfølgelse.

Hun er datter af grundlæggeren af Huawei, der er verdens største leverandør af netværksudstyr til telekommunikation og verdens næststørste producent af smartphones.

Powered by Labrador CMS