Canada vil åbne base i Nunavut i 2024 - ni år forsinket

En ny base, der skal hjælpe Canada med suverænitetshåndhævelse i Arktis, forventes efter mange års forsinkelse at åbne næste år.

Nanisivik-basen opføres ved en nedlagt mine på den nordlige del af Baffin Island.

Den canadiske regering har i årevis arbejdet på at etablere en mindre base i den nordlige del af Nunavut.

Basen skal være en tankstation for canadiske flådeskibe og hjælpe Canada med lave suverænitetshåndhævelse i Arktis.

Canada har dels et stort landområde i Arktis og har også indgivet krav til FN på havbunden ved Nordpolen i lighed med Kongeriget Danmark og Rusland.

Den canadiske forsvarsministerium forventer nu, at basen kan åbne i 2024, skriver det canadiske medie CBC News.

Landingsbane droppet

Ifølge mediet er projektet ni år forsinket i forhold til den oprindelige tidsplan, og åbningen vil ske hele 16 år efter, at planerne først blev annonceret.

Basen kommer til at ligge ved en lukket mine i Nanisivik på Baffin Island. Den oprindelige plan involverede også en renovering af en tilhørende landingsbane. Landingsbanen er dog blevet taget ud af projektet af hensyn til økonomien.

Ifølge en talsmand fra det canadiske forsvar skyldes forsinkelsen blandt andet, at de seneste tre - i forvejen korte - byggesæsoner har været svært påvirket af coronapandemien.

Det har også spillet ind, at en vej mellem Nanisivik og byen Arctic Bay blev skyllet bort i foråret 2021 ifølge CBC.

Powered by Labrador CMS