Gå til hovedindhold

Camp Kiattua får engelsk pris

Den luksuriøse Camp Kiattua får prisen som årets Adventure Hotel. Prisen uddeles hvert år af det engelske magasin Tatler.

Inde i Godthåbsfjorden ikke så langt fra Kapisillit ligger Camp Kiattua. Selvom lejren ligger øde og for fremmede kan være svær at finde mellem høje fjelde og smukke isfjelde, så har udlandet for alvor fået øjnene op for lejren. Det engelske magasin Tatler har nemlig tildelt Camp Kiattua prisen som årets Adventure Hotel i 2018.

- Det er en stor drivkraft, at udlandet har fået øjnene op for vores lejr. Vi er lykkelige for, at Greenland Venture bakkede op om vores ide, og det ser allerede ud til, at vi får mange gæster i 2019. Vi arbejder hele tiden på at udvikle nye ideer, der skal forbedre oplevelsen hos vores gæster, skriver Anika Krogh fra firmaet Arctic Nomad, der står bag lejren.

En luksuriøs teltlejr

Lejren består udelukkende af telte. Et stort hovedtelt og seks tipier, som udgør værelserne i det naturfokuserede hotel. Selv toiletterne er telte og to saunatelte er der også blevet plads til. Selvom det lyder primitivt med en teltlejr, så er det en luksuriøs oplevelse gæsterne får. 

Arctic Nomad startede op for tre år siden og de specialiserer sig blandt andet i at skræddersy ture til luksussegmentet. Camp Kiattua har da også haft fornemme gæster heriblandt den jordanske, kongelige familie.

Andre nævnte i kategorien af Adventure Hoteller er blandt andet i lande som, Australien, Sri Lanka, Canada og Madagaskar. Tatler Magazine er et engelsk magasin, der appellerer til den øvre middelklasse og overklassen i England.

 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER