Cain vil til Grønland

USA's afgående ambassadør i Danmark bejler til en post som ambassadør for USA i Grønland.

James Cain vil til Grønland.

Siden James P. Cain i 2005 blev USA’s ambassadør i Danmark, har han arbejdet usædvanligt meget for og i Grønland. Usædvanligt i forhold til tidligere amerikanske ambassadører. Udenrigsdirektør Inuuteq Holm Olsen sagde da også onsdag på Joint Committee mødet i Washington, at James P. Cain har været den bedste amerikanske ambassadør nogensinde for Grønland.

Det er James P. Cains sidste Joint Committee-møde og derfor takkede Inuuteq Hom Olsen ham for indsatsen med en lille gave fra hjemmestyret. Det var to masker fra Østgrønland.

Når en ny præsident i USA indtræder i begyndelsen af det nye år, trækker James P. Cain sig tilbage fra ambassadørposten i København, og han forventer at skulle over i det private erhvervsliv.

Ambassadøren takkede for gaven med en lille historie om, at han i Joint Committee blandt andet har arbejdet for, at USA får en fast repræsentation i Grønland.

- Jeg mener, at Grønland er så vigtig for USA, at det vil være naturligt med en fast repræsentant i Nuuk. Det var også lige ved at lykkes – alle støttede forlsaget. Men så røg det i Kongressen, da der skulle spares, fortalte han og sluttede så med at sige:

- Jeg håber på en dag, at blive USA’s første ambassadør i Grønland.

Powered by Labrador CMS