Bygdebeboerne er utrygge ved sundhedsvæsenet

Ny rapport over borgernes oplevelse af sundhedsvæsenet viser, at bygdebeboerne ofte er bekymrede over manglende sundhedsfaglige kompetencer hos deres bygdesundhedspersonale.

I rapporten »Brugernes oplevelse af det grønlandske sundhedsvæsen«, der netop er udkommet, fortæller bygdebeboerne blandt andet om denmanglende fleksibilitet, når de henvender sig. For eksempel kan de i tilfælde af en ulykke, ikke henvende sig direkte til bygdens sygeplejestation, menskal først skal hjem og ringe til sygehuset, som efterfølgende skal diagnosticere, ordinere eller anvise en behandling.

Center for Folkesundhed i Grønland gennemførte i sommeren 2019 en kvalitativ pilotundersøgelse, der undersøgte borgernes oplevelse af det grønlandske sundhedsvæsen.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Formålet med undersøgelsen var at give et indblik i, hvordan adgangen til sundhedsvæsenet opleves af borgerne, og hvad der er vigtigt for borgerne, når de møder sundhedsvæsenet som brugere.

Rapporten, der har fået titlen ”Brugernes oplevelse af det grønlandske sundhedsvæsen”, viser blandt andet, at vilkårene i bygderne er anderledes end i byerne, og at bygdebeboerne ikke kun er bekymrede over den manglende sundhedsfaglige kompetence hos deres bygdesundhedspersonale, men skal også ses i lyset af de lange afstande, vind og vejr.

En af brugerne fortæller i rapporten således:

- Det er ikke altid betryggende, fordi vores bygd ligger langt væk. Når man bor så langt væk, kan man godt stille spørgsmålstegn ved, at der kun er en ufaglært på stedet (side 31).

Bygdebeboerne fortæller også om den manglende fleksibilitet i henvendelser, hvor de i tilfælde af en akut situation, for eksempel ved en ulykke, ikke kan henvende sig direkte til bygdens sygeplejestation, men først skal hjem og ringe til sygehuset, som efterfølgende skal diagnosticere, ordinere eller anvise en behandling.

To brugere havde beskrevet fremgangsmåden for behandling ved deres henvendelse med en akut tilskadekomst således:

- Sundhedsmedarbejderen ser på mig, men kan ikke tage mig, fordi jeg skal selv hjem og derfra ringe til (byens, red.) sygehus, for at de skal kontakte sundhedsmedarbejderen. Jeg kommer med en kæmpe flænge og får at vide, at jeg skal ringe. Medarbejderen kunne ikke gøre noget, før jeg havde ringet, og denne fik besked om, hvad hun skulle gøre fra sygehuset i (byen, red.) (side 32).

- Da jeg kom til skade, måtte de ud og finde én, der tidligere havde været på kursus i at sy. De måtte finde en udenfor sundhedsvæsenet (side 32).

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS