satire
Buuarsikkut på museum
Nuuk Kunstmuseum udstiller værker af satiretegnerne Robert Holmene, Per Danker og Martin Brandt
Torsdag den 10. december åbner Nuuk Kunstmuseum udstillingen ’Grønlands Satire’ med satiretegnerne Robert Holmene, Per Danker og Martin Brandt.
Satiretegninger er en genre for sig, der både har klare forbindelser til kunsten og journalistikken. Og Nuuk Kunstmuseum viser således nogle af de bedste satiretegninger i en stor udstilling med cirka 150 tegninger.
40 år
I udstillingen indgår den første tegning af Parcafolket tilbage fra 1969, men også helt nye tegninger.
I 40 år har satiretegninger været med til at give et humoristisk indspark med bestemte personer, beslutninger og handlinger i fokus. Ofte med en god portion humor, ironi og overdrivelse.
Buuarsikkut
Roberth Holmene er kendt for striben Buuarsikkut & Co., der igennem de sidste 14 år blandt andet har været gengivet i Nuuk Ugeavis og senere i Sermitsiaq. Figurerne i Buuarsikkut er ofte situationer taget direkte ud af de sjove og finurlige hverdagssituationer i grønlandske byer med en helt jordnær tilgang til tilværelsen, selvom værkerne ofte har rod i politiske beslutninger og diskussioner.
Parcafolket
Parcafolket omfatter både parcaklædte snespurve, isbjørne, politikere og almindelige borgere og har siden 1969 sat mange smil på folks læber. Tegningerne har i en lang årrække været publiceret i en årbog, den seneste version Parcafolket 2015-2016 er netop kommet på gaden. Igennem Parcafolket arbejder Per Danker meget direkte med helt aktuelle ofte meget politiske temaer - både i forhold til de grønlandske politikere i folketinget og i Inatsisartut.
Martin Brandt
Martin Brandt er det nyeste skud på stammen af Grønlands satire - bedst kendt fra den satiriske TV-serie Labrador Kangia på KNR - men har også udgivet tegninger i den tidligere ugeavis TiuTui i Nuuk. Martin Brandt arbejder ikke med en enkelt figur, men viser i tegningerne en klar forbindelse til den vestlige popkultur og verden uden for Grønland. En af de seneste tegninger var et input til diskussionen om de nyligt producerede ølflasker fra Nuuk Imeq med påskriften 'Asasaarannguara” - ”Min lille elskede.'
Se Buuarsikkut-striberne på Sermitsiaq.AG