alkohollov

Butiksejer til departement: - Vi mødes i retten

Ejeren af vin og spiritusforretningen Vinslottet i Nuuk, Martin Sandy Shalmi, er godt gal over Sundhedsdepartementets ageren i forbindelse med den kommende alkohollov.

Martin Sandy Shalmi, der ejer butikken Vinslottet, vil ikke lukke sin hjemmeside og aktiviteter på Facebook, hvor han markedsfører sine varer.

Den omdiskuterede lov træder i kraft 1. marts, og senest har departementet henvendt sig til Pisiffik og bedt dem om at lukke ned for en særlig markedsføring af vin og spiritus på deres hjemmeside for medlemmer over 18 år.

Nægter at lukke hjemmeside

Kravet over for Pisiffik vil Vinslottets ejer ikke efterkomme, hvis departementet også henvender sig til vinbutikken.

- Jeg har en hjemmeside, hvor mine varer markedsføres, og jeg anvender desuden Facebook, oplyser Martin Sandy Shalmi til Sermitsiaq.AG.

Han oplyser, at det vil få alvorlige konsekvenser for hans butik, hvis han bliver tvunget til at lukke hjemmesiden.

- Jeg reklamerer ikke på de traditionelle gamle medier, men mine kunder skal kunne orientere sig via min hjemmeside, understreger han.

Erstatningskrav

Hvis Sundhedsdepartementet fastholder, at de har loven på sin side, og Vinslottet skal lukke sin hjemmeside, så er der kun en udgang på sagen, fastslår vinbutiksejeren.

- Så vil vi ende i retten. Jeg har ikke til sinds at lukke min hjemmeside, og taber jeg sagen i retten, vil departementet bliver mødt med et erstatningskrav, oplyser Martin Sandy Shalmi.

Han forstår ikke, hvor Sundhedsdepartementet er så aggressiv i dette spørgsmål.

- De må da være tilfreds med den debat og opmærksomhed, den nye alkohollov har affødt, siger han.

Afskærmning

Han har i sit varesortiment også lidt chokolade, som han sælger.

- Det kan lige passe, hvis jeg også bliver mødt med et krav om afskærmning af spiritus og vin. Her vælger jeg at opfatte min dør, som selve afskærmningen, understreger han.

Powered by Labrador CMS