Butik brudt op: Sprut og cigaretter stjålet

Politiet søger vidner til et indbrud begået natten til mandag i Qaqortoq.

Tyve slap afsted med spiritus og cigaretter fra et indbrud i Qaqortoq. (Arkivfoto)

Omkring klokken 02.21 natten til mandag brød ukendte gerningsmænd ind i Pisiffik-butikken på Sanatorievej i Qaqortoq.

Tyvene brød et vindue op og slap af sted med spiritus og cigaretter, fortæller vagtchef Preben Kleist.

Vagtchefen fortæller, at der tilsyneladende er tale om mindst tre gerningsmænd. Det viser en foreløbig gennemgang af videoovervågning fra butikken:

Efterlyser vidner

- De er i gang med at trække videooptagelser ud, som vi vil modtage i løbet af dagen, siger Preben Kleist.

Han kan ikke fortælle nærmere om, hvor meget tyvene præcist slap afsted med, da politiet afventer en nøjagtig opgørelse fra butikken.

Politiet vil dog meget gerne i kontakt med mulige vidner, der har set eller hørt noget i forbindelse med indbruddet. Politiet kan kontaktes på 70 14 48.

Powered by Labrador CMS