Budfrist på lufthavnene forlænges igen

Kalaallit Airports har for anden gang inden for kort tid forlænget fristen for, hvornår lufthavnsselskabet skal have buddene fra de prækvalificerede entreprenører.

Seks entreprenørselskaber fra flere lande skulle oprindeligt komme med et bud på, hvad det vil koste at lave lufthavnene i Nuuk og Ilulissat den 15. maj.

Den deadline var åbenbart for stram, og Kalaallit Airports valgte den 9. april at forlænge fristen med 14 dage, så buddene skulle ligge klar den 31. maj.

Ny udskydelse

Sermitsiaq.AG erfarer imidlertid, at budfristen nok engang er blevet forlænget.

Nu hedder fristen for indlevering af buddene ikke den 31. maj, men 14. juni.

Det bekræfter et af de entreprenørselskaber, som er blevet prækvalificeret til at byde på lufthavnsbyggeriet over for Sermitsiaq.AG.

- Og vi kunne godt have brugt mere tid, oplyser entreprenørselskabet til Sermisiaq.AG.

Wistoft giver ingen forklaring

Administrerende direktør Peter Wistoft fra Kalaallit Airports ville torsdag eftermiddag, hverken be- eller afkræfte om tidsfristen var forlænget og forklare, hvorfor selskabet har ændret på budfristen.

En anden entreprenør, som har stor erfaring med store byggeprojekter, oplyser til Sermisiaq.AG, at det ikke er ualmindeligt, at fristerne bliver skubbet på grund af kompleksiteten, når der er tale om byggerier af den størrelsesorden, som anlæggelsen af de to lufthavne i Ilulissat og Nuuk er.

Spænding om estimaterne

Så sent som på Kalaallit Airports generalforsamling den 7. maj sagde bestyrelsesformanden Johannus Egholm Hansen, at man nu så frem til den 31. maj, hvor selskabet ville få indsigt i, om estimaterne for, hvad det ville koste at bygge de to lufthavne, nu også holdt.

Med beslutningen om at forlænge budfristen til den 14. juni vil det spørgsmål først blive afklaret om knap en måned.

Powered by Labrador CMS