På bryllupsrejse i Stillehavet

Sveriges tronarving, den nygifte kronprinsesse Victoria, tilbringer hvedebrødsdagene i Fransk Polynesien sammen med sin prins Daniel, skriver en svensk avis.

Den svenske presse er på jagt og har formenltig opsnuset, at det svenske tronarvingepar er taget på bryllusprejse i Fransk Polynesien. Foto: Polfoto/Robert Eklund.

Der har været mange spekulationer om, hvor Sveriges kronprinsesse Victoria og prins Daniel er taget hen på bryllupsrejse efter deres storslåede bryllup i Stockholm lørdag.

Men nu mener den svenske avis Expressen at vide, at parret er rejst til Fransk Polynesien, som er en øgruppe i Stillehavet, der består af Tahiti og 117 andre øer.

Ifølge avisens oplysninger fløj Victoria og Daniel med privatjet om på den anden side af jorden, hvor en luksusyacht ventede på dem, da de nåede frem.

- Da de landede, ventede en luksusyacht på dem, fortæller en kilde til Expressen, som også kan vise fotos af flyet efter landingen i Tahiti.

- Båden var kommet dagen før og lå og ventede på dem. Da bagagen var losset, blev den fragtet til yachten, som tog dem med videre, siger avisens kilde.

Også den svenske konge Carl Gustav og dronning Silvia valgte for 34 år siden at tilbringe deres hvedebrødsdage på den anden side af jorden - nemlig på Hawaii.

Powered by Labrador CMS