Bryghuse er udfordret af ny lov
Det er ikke alene Godthåb Bryghus, der er udfordret af den nye alkohollov. Bryggeriet Qajaq i Sydgrønland har siden lovens indførelse haft et mærkbart mindre salg i detailhandelen.
Alkoholloven, der trådte i kraft 1. marts, risikerer at koste arbejdspladser i Grønland.
Direktør i Godthåb Bryghus, Nicolai J. Nissen, fastslår, at det vil koste arbejdspladser for bryghuset i Nuuk, hvis loven ikke bliver ændret allerede i år.
Mærkbar tilbagegang
For det mindre bryghus i Narsaq, som drives af Fridrik Magnusson og Kattie Nielsen, har man ikke mistet modet, men ølsalget er gået mærkbart tilbage.
- Supermarkederne kan ikke længere komme med tilbud på vore øl i deres tilbudsaviser. Det har haft en effekt, kan vi mærke, oplyser Kattie Nielsen, der har fået mindre at lave efter den 1. marts.
Det sydgrønlandske bryghus har seks ansatte, og ægteparret håber ikke, at man bliver nødt til at afskedige disse.
- Vi vil gerne vise befolkningen, at vi kan lave lokale produkter, som skaber arbejdspladser, forklarer Kattie Nielsen.
Vil eksportere
Ægteparret oplyser, at de endnu kun har været i gang med at sælge øl fra januar 2017 og dermed har de et mindre sammenligningsgrundlag at veje det nuværende salg op imod.
De vil i gang med at opdyrke eksportmarkeder, så bryghuset har flere salgsstrenge at spille på.
- Vi har som sådan intet imod alkoholloven, hvis det var sådan, at den virkede og minimerede alkoholmisbruget her i samfundet, siger Fridrik Magnusson.
Ulige vilkår
Kattie Nielsen mener imidlertid, at det er ulige vilkår at drive konkurrence på inden for bryghus-branchen, når udenlandske ølmærker kan annoncere i medier, som grønlænderne gør brug af.
- Den forskelsbehandling er ikke rimelig. Og så er det ikke nok at gemme alkoholen væk og tro,at man så løser alkoholmisbruget her i samfundet. Der er flere, som må tage ansvar, siger Kattie Nielsen.