Jeg er ikke min broders vogter

Siumut har svært ved at se, hvordan koalitionens bukser kan holde

Karl Lyberth har svært ved at se IA i samme stue som Demokratrene. Foto:?Leiff Josefsen

– Jeg er formand for Naalakkersuisut, ikke for Demokraterne, siger Kuupik Kleist som svar på Siumuts spørgsmål om den politiske spændvidde i koalitionen.

Inatsisartut (landstinget) holder på sin efterårssamling hver onsdag formiddag en spørgetime, og første skydeskive var Naalakkersuisuts formand Kuupik Kleist.

– Hvordan i al verden kan et socialistisk parti som Inuit Ataqatigiit være i stue sammen med Demokraterne med deres politik »Lad falde, hvad ikke kan stå«, spurgte Siumuts Karl Lyberth, som finder slægtskabet mellem Siumut og IA meget større end slægtskabet mellem de tre koalitionspartier.

– Det er ikke min opgave at redigere de enkelte partiers ordførerindlæg, men det er min opgave at forholde mig til Naalakkersuisuts politik, svarede Kuupik Kleist.

Ørerne som hører

– Koalitionen består af tre partier med hver deres profil, men vi har fundet sammen om en fælles politik i koalitionsaftalen. Hvis Siumut har spørgsmål til Demokraternes partipolitik, så spørg Demokraterne. Hvis Siumut har spørgsmål til Naalakkersuisuts politik, så værsgo’ at spørge mig.

– Og nej, Karl Lyberth, bygdelukning er ikke en del af Naalakkersuisuts politik, men det hørte afhænger som bekendt af ørerne, som hører, siger Kuupik Kleist.

Til gengæld er Kuupik Kleist glad for, at Siumut føler så tæt en samhørighed med Inuit Ataqatigiit:

- Så burde det jo ikke være svært for Siumut at stemme for finanslovsforslaget for 2011.

Powered by Labrador CMS