Broberg i angreb på betegnelsen rigsfællesskabet
Rigsfællesskabet dækker over et dansk overherredømme, mener naalakkersuisoq Pele Broberg, der ikke selv vil bruge betegnelsen
Obs.: Rubrikken er rettet efter pressemeddelelse fra Pele Broberg, der understreger, at han er ligeglad med om andre bruger begrebet - han vil bare ikke selv bruge det.
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Pele Broberg (N), vil ikke længere bruge ordet om forholdet mellem Danmark og Grønland.
Det siger Broberg i et interview med Berlingske.
- Det er en vigtig distinktion. Ordet antyder ligesom, at det er vores alle sammens. Men det er det jo ikke. Det er Danmarks, lyder det.
- Vi har ikke været fælles om det
Rigsfællesskabet er en betegnelse for forholdet mellem de tre dele af det danske kongerige, Danmark, Grønland og Færøerne.
Begrebet står ikke i Grundloven, men bruges ofte, eksempelvis i politiske taler.
- Problemet er, at det lovliggør alt det, som Danmark gjorde i 1953 og påstår, at vi har været fælles om det hele, for det har vi jo ikke, siger Broberg om grundlovsændringen af 1953.
Den ændring afsluttede Grønlands status som koloni.
'Det danske rige'
Broberg foretrækker betegnelsen "det danske rige", fordi det så står klart, hvem der har magten, siger han til Berlingske.
Dermed kan man også undgå, hvad han kalder "misforståelser", som da USA's tidligere præsident, Donald Trump, bad Danmark om lov til at købe Grønland.
Det skete i august 2019, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) hurtigt slog fast, at Grønland ikke var til salg. Hun kaldte samtidig tanken "absurd".
Den afvisning fik Trump til at aflyse et planlagt besøg i Danmark.
- Grønland er ikke en naturlig del af Danmark. Det er en tidligere koloni, og det er det, der er tilhørsforholdet. Det er det, Trump ikke forstod, siger Pele Broberg til Berlingske.
Ser gerne free association
I juni blev det besluttet, at Grønland fremover skal være først til at underskrive papirer og udtale sig i Arktisk Råd.
Det var "en stor cadeau til det, jeg har lavet", mener Broberg.
Over for Berlingske understreger han, at det efter hans mening blot er et spørgsmål om tid, før Grønland helt overtager medlemskabet i rådet fra Danmark.
Pele Broberg ser gerne et fremtidigt samarbejde på frivillig basis gennem en free association-aftale.
Det er en aftale mellem to selvstændige stater, typisk en tidligere koloni og en tidligere kolonimagt, hvor den tidligere kolonimagt varetager flere statsfunktioner for den tidligere koloni.
/ritzau/