Briterne skal til valgurnerne

Oppositionspartiet Labour er nu klar til at give den britiske regering det valg, det ønsker.

Med EU's accept af en udskydelse af brexit til 31. januar er Labours krav om at forhindre et brexit uden aftale opnået, og partiet er klar til at stemme for at udskrive valg før tid, siger Labour-leder Jeremy Corbyn tirsdag.

Hans melding kommer, dagen efter at den konservative regering i Storbritannien uden held forsøgte at få Underhuset til at udskrive et valg.

- Jeg har hele tiden sagt, at vi er klar til et valg, men at vores støtte (til en valgudskrivelse, red.) var betinget af, at brexit uden en aftale var forhindret, siger Corbyn i en udtalelse.

- Vi har nu hørt fra EU, at en udskydelse af artikel 50 til 31. januar er blevet bekræftet, så i de næste tre måneder er vores betingelse blevet opfyldt. Vi vil nu søsætte den mest ambitiøse og radikale kampagne vores land nogensinde har set.

Powered by Labrador CMS