Gå til hovedindhold

Briterne sender hundredvis af langtrækkende droner til Ukraine

Ukraines præsident besøger mandag Storbritannien og får løfter om en stor pakke missiler og droner med hjem.

Hundredvis af luftforsvarsmissiler og langtrækkende angrebsdroner er på vej fra Storbritannien til Ukraine.

Det ventes Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, at meddele mandag. Det oplyser premierministerens kontor.

Dronerne har en rækkevidde på mere end 200 kilometer.

Løftet om missiler og langtrækkende droner kommer samme dag, som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøger den britiske hovedstad, London.

Det er ikke første gang, briterne lover Ukraine langtrækkende våben.

Sidste uge modtog Ukraine en sending langtrækkende missiler fra Storbritannien. Storbritannien var dermed det første land, der har udstyret Ukraine med denne type våben.

Zelenskyjs besøg i London kommer under en større rundtur i Europa.

I løbet af weekenden besøgte den ukrainske præsident både Tysklands hovedstad, Berlin, Frankrigs hovedstad, Paris, og Italiens hovedstad, Rom.

Tidligt mandag morgen annoncerede Volodymyr Zelenskyj sit kommende besøg i London.

- I dag - London. Storbritannien er førende, når det handler om at øge vores (militære, red.) formåen på jorden og i luften. Dette samarbejde fortsætter i dag.

- Jeg skal mødes med min ven Rishi. Vi kommer til at indgå i væsentlige forhandlinger ansigt-til-ansigt og gennem vores delegationer, skrev Zelenskyj i en opdatering på det sociale medie Twitter.

Den britiske regering og premierminister Rishi Sunak bekræfter mandag formiddag, at Volodymyr Zelenskyj er ankommet til London.

I en udtalelse understreger Rishi Sunak ukrainernes behov for militær støtte.

- De har brug for det internationale samfunds fortsatte støtte for at kunne forsvare sig mod den byge af ubarmhjertige og vilkårlige angreb, som har været deres virkelighed hver dag i mere end et år, siger Rishi Sunak.

Storbritannien er et af de lande, der har støttet Ukraine med mest militært udstyr under krigen. Sidste år donerede briterne militært udstyr til en værdi af 2,3 milliarder pund. Det svarer til cirka 19,7 milliarder kroner.

I år ventes Storbritannien at støtte Ukraine med et tilsvarende beløb.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER