Briterne sender 800 soldater til Arktis

800 britiske soldater sendes til Norge næste år for at modgå russisk optrapning, siger britisk minister.

Den britiske forsvarsminister Gavin Williamson vil sende 800 soldater til Nordnorge.

Briterne planlægger at øge deres militære tilstedeværelse i det arktiske område for at kunne modgå russisk aggression.

Det oplyser forsvarsminister Gavin Williamson til avisen Sunday Telegraph.

Det betyder, at der næste år vil blive sendt 800 britiske soldater og marinesoldater til Norge. De skal oprette en ny base der.

Williamson fortæller avisen, at den britiske regering er i gang med at forberede en "forsvar Arktis strategi".

Regeringen i London forventer, at Rusland vil fortsætte med at udvide sin tilstedeværelse i Arktis. Og man regner med, at russerne vil intensivere jagten på olie i takt med, at isen omkring Nordpolen smelter. Det sidste som følge af den globale opvarmning.

Ubåds-aktivitet

- Vi ser russisk ubådsaktivitet meget tæt på det niveau, der var under den kolde krig, og det er kun rigtigt, at vi begynder at svare igen på det, siger Williamson.

- Hvis vi ønsker at beskytte vores interesser for det, der i sandhed er vores baggård, så er det noget, vi behøver at gøre, mener han.

Det er meningen, at de 800 britiske soldater skal sendes til Norge hver vinter de næste 10 år.

De skal operere sammen med styrker fra USA, Holland og Norge.

Powered by Labrador CMS