Brandvæsen vil bjærge pistemaskine onsdag

Ingen olie, der siver ud i vandsøen. Brandvæsenet venter derfor med at bjærge den forliste pistemaskine i Sisimiut.

Laarseeraq Skifte får overdraget nøglen til den forliste pistemaskine af dykkere, der slukkede for motoren på bunden af vandsøen.

Brandvæsenet i Sisimiut opgav sent tirsdag eftermiddag at bjærge pistemaskinen fra vandsøen på grund af kraftigt snevejr og tiltagende mørke. Maskinen ligger på sten nede i 6,6 meters dybde og to meter fra bredden, oplyser skicenterleder Laarseeraq Skifte til Sermitsiaq.gl. Han fik nøglen til maskinen af dykkerne, da de kom op efter at have undersøgt bundforholdene.

Ifølge dykkere der har inspiceret pistemaskinen på havets bund er der ikke noget olie, der siver ud fra tanken. Det oplyser Nukissiorfiits driftschef Jan Zachariassen.

– Der er ingen fare på færde, siger Jan Zachariassen til Sermitsiaq.gl.

Han er derfor ikke så urolig ved tanken om, at pistemaskinen ligger i vandsøen natten over.

Powered by Labrador CMS