"Brandslukningen" fortsætter i Qaqortoq

Brandfolkene i Qaqortoq vil have en chef, de kan stole på og bedre samarbejde med kommunen ellers siger flere op, lyder det.

Efter sidste uges drama hos brandvæsnet i Qaqortoq, hvor en del af de frivillige brandfolk valgte at tage deres gode tøj og gå, fortsætter problemerne i syd.

Den nyudpegede beredskabschef, som brandfolkene ikke ville have, har trukket sin ansøgning og det samme har brandfolkenes favoritkandidat til jobbet, Miki Sikemsen.

Brandfolkene mødtes med ledelsen onsdag denne uge og fremsatte et ønske om, at man nu kigger på nogle af de lokale kandidater, der allerede har søgt jobbet som beredskabschef.

Ingen samarbejde med ledelsen

Men kommunen har meldt ud på sin hjemmeside, at stillingen vil blive genopslået, og det er ikke et godt tegn, mener tillidsmanden.

- Vi venter svar efter vores møde med ledelsen. Vi vidste slet ikke, at de ville lave genopslag på stillingen. Vi havde formodet, at de ikke havde besluttet sig inden vores møde med dem. Det viser endnu engang mangel på samarbejdsvilje, siger Ib Skærlund.

Han og kollegaerne har ud over ønsker til den nye beredskabschef fremsat krav om, at formanden for beredskabsudvalget ikke skal være borgmesteren, sådan som det er tilfældet nu.

- Det undrer os brandfolk, at formanden for beredskabsudvalget slet ikke har henvendt sig til os under hele denne sag, siger tillidsmanden.

- Sådan som vi ser det, så har en folkevalgt ikke styr på, hvordan man håndterer det, hvis der sker en stor katastrofe. Beredskabschefen har jo forstand på, hvordan det fungere, siger han.

Vigtigt at stole på ledelsen og hinanden

Derfor kræver brandfolkene, at formanden for beredskabsudvalget fremover skal være beredskabschefen.

Ellers er der flere, der går, lyder det fra Ib Skærlund.

Hvorfor skal I blande jer i, hvordan ledelsen er. Skal I ikke bare gøre jeres arbejde?

- Det er fordi, der er stort sammenhold blandt brandfolkene. Vi er frivillige, men vi kan også risikere vores liv, derfor er det vigtigt, at man stoler på hinanden og det hierarki, der er i brandvæsnet, siger Ib Skærlund.

Powered by Labrador CMS