juletrafik
Brand i en Air Greenland-chartret båd
En petroleumsvarmer brød i brand i en passagerbåd, der var chartret af Air Greenland til transport af strandede helikopterpassagerer, kort tid efter afgang fra Ilulissat fredag
Op imod 60 rejsende med Air Greenland har i denne uge været strandet i Ilulissat og Aasiaat på grund af teknisk fejl i Air Greenlands Bell 212-helikopter, der beflyver Diskobugten.
Fredag skulle 21 af de omkring 60 strandede passagerer i stedet sejles i en Air Greenland-chartret passagerbåd fra Ilulissat til Saqqaq og Qeqertaq.
Men passagerbåden med de 21 passagerer vendte om til Ilulissat blot efter cirka en halv times sejlads.
Det skete, efter at en petruleumsvarmer i kahytten væltede og brød i brand, mens båden sejlede i høje bølger.
Det fortæller medpassageren Oline Alaufesen til Sermitsiaq.AG.
- Inden vi nåede bygden Oqaatsut, væltede petruleumsvarmeren og brød i brand, fortæller Olina Alaufesen.
- Vi blev alle chokeret og begyndte at råbe, mens styrmanden forlod roret for at tage den brændende petruleumsvarmer ud af kahytten, fortæller hun videre.
Læs: Her er Air Greenlands status på juletrafikken
Ifølge KNR har Air Greenland tilbudt passagerne i den chartrede båd krisehjælp. Men ingen har taget imod tilbuddet.
- Jeg har valgt at tale med mine medpassager i stedet, siger Olina Alaufesen.
Den chartrede passagerbåd havde tilladelse til at sejle med op til 23 passagerer.
Ifølge Olina Alaufesen skal de strandede helikopterpassagerer i stedet mandag sejles i en anden passagerbåd til Saqqaq og Qeqertaq.