Borgmester må skuffe hellefisk-fiskere

Kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia har afvist en ansøgning om en dispensation til at fiske efter hellefisk med garn.

Det er ved at være slut med fiskeri af hellefisk ved brug af garn i Avannaata Kommunia. Fiskerne har nemlig mulighed for at anvende garn ved fiskeri efter hellefisk i perioden januar til slutningen af april, da dette er muligt i henhold til kommunens regulativer.

Men en gruppe fiskere har sendt en dispensationsansøgning for at forlænge perioden i forhold til at bruge garn ved fiskeri efter hellefisk.

Afslag

Avannaata Kommunia har givet afslag til ansøgningen, skriver borgmester Palle Jerimiassen (S) i en pressemeddelelse.

- Det er ikke muligt ifølge lovgivningen at give yderligere dispensation end den, der allerede er givet medmindre regulativerne ændres. Derfor kan kommunen ikke umiddelbart behandle ansøgningerne, da bekendtgørelsen om kystnært fiskeri efter hellefisk sætter konkrete begrænsninger hertil, skriver Palle Jerimiassen.

Fiskeri efter hellefisk med garn er som udgangspunkt forbrudt, men igennem regulativer kan kommunen give dispensation. Og det er den dispensation som er ved at udløbe nu, fremhæver borgmesteren.

Nye regulativer

Fiskeri efter den eftertragtede fisk er sæsonpræget, hvor fiskere bruger hundeslæde og snescootere om vinteren, og joller om sommeren.

Omkring 30 procent af befolkningen i den nordligste kommune er beskæftiget inden for fiskeri. Enten ved selv at være fiskere eller arbejder i fiskefabrikker

Palle Jerimiassen oplyser, at kommunen er i gang med at udarbejde nye regulativer. De nye regulativer vil først kunne træde i kraft til næste vinter.

Powered by Labrador CMS