Naturkatastrofen

Borgmester: Alle er berørte

Hændelsen i Nuugaatsiaq er en tragedie, som har chokeret alle. Skolen og butikken er væk, og det er endnu uvist, hvad der skal ske i fremtiden

Ole Dorph, borgmester i Qaasuitsup Kommunia: - Alle hjælpeforanstaltninger er foregået hurtigt og professionelt, men vi ved endnu ikke, hvad der skal ske med bygden. Nu skal vi koncentrere os om at hjælpe ofrene
Offentliggjort

Vandet steg og faldt og så begyndte det at gå op for indbyggerne i Nuugaatsiaq, at der var noget galt.

Hurtig aktion

– Da det gik op for os alle, at der var sket en tragedie i Nuugaatsiaq, samledes kommunalbestyrelsen og medarbejderne i kommunen for at finde ud af, hvordan vi skulle hjælpe ofrene. Alle fra kommunen, der kunne hjælpe til blev sendt afsted til Uummannaq, hvor de første flyvninger allerede begyndte i nat. Det fortæller en dybt berørt borgmester i Qaasuitsup Kommunia, Ole Dorph.

Der er flere huse, skolen og butikken, der er blevet skyllet i havet. Elektriciteten er også blevet kappet af tsunamien, og der er ikke længere internetforbindelse til bygden. Men tragedien kunne muligvis have været meget værre. Der er både, der har forsøgt at nå ind til Nuugatsiaq, uden held, da der er is helt op til Illorsuaq.

Meget is i området

– Der er meget is i området, som muligvis kan have bremset de store bølger, der har ramt bygden. Alle indbyggerne er evakueret til Uummannaq og de er blevet placeret i tomme lejligheder, som er blevet møbleret, hos familier og andre indkvarteringer. Alle hjælpeforanstaltninger er foregået hurtigt og professionelt, men vi ved endnu ikke, hvad der skal ske med bygden. Nu skal vi koncentrere os om at hjælpe ofrene, siger Ole Dorph.

Samarbejdet med politiet, Arktis Kommando, Selvstyret og sundhedsvæsenet begyndte med det samme, og er forløbet på bedste vis. Medarbejderne ved socialforvaltningen på kommunen er allerede i Uummannaq, og der er tilkaldt yderligere fire til fem psykologerr, som er nået frem.

Mange frivillige

– Der er også mange, mange frivillige, der hjælper til, og vi har gjort alt, hvad vi kan for at hjælpe ofrene. Vi har bedt butikken om at holde åbent, så mad og tøj kan blive givet til ofrene, siger Ole Dorph.

Han vil selv gerne til Uummannaq, men det vigtigste for ham er, at det er dem, der kan hjælpe ofrene, der når først frem.

Powered by Labrador CMS