Borgmester Avaaraq Olsen rejser til Østkysten for at møde lokalsamfundet

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen, og kommunaldirektør Ole Jakobsen er rejst til Østgrønland for at møde befolkningen og indsamle viden og inspiration.

Offentliggjort

Borgmester Avaaraq Olsen har sammen med kommunaldirektør Ole Jakobsen indledt deres rejse til Tasiilaq og de omkringliggende bygder for at holde sig opdateret de lokale samfund. Med et omfattende program, der løber fra den 22. juli til 5. august, agter de at deltage i en række møder og begivenheder i samarbejde med befolkningen.

Første punkt på programmet var afslutningen af den østgrønlandske fodboldturnering, som fandt sted den 22. juli, hvor Borgmester Avaaraq Olsen deltog i medaljeoverrækkelsen. De følgende dage vil være præget af møder med Erhvervsrådet, Lokaludvalget og Brættet, hvor aktuelle spørgsmål vil blive diskuteret.

Inspiration til det politiske arbejde

Borgmester Avaaraq Olsen glæder sig til at møde borgerne, indgå i dialog og opnå en dybere indsigt i forholdene i bygderne.

- Jeg ser frem til at besøge Tasiilaq og de omkringliggende bygder. Det er min hensigt at møde en række forskellige mennesker og virksomheder, og sådanne besøg giver altid en værdifuld viden og inspiration, som vi kan bruge i vores fremtidige arbejde, udtaler borgmesteren om besøget.

Under besøget vil de også begive sig på bygderundture til Tiilerilaaq, Sermiligaaq, Kulusuk, Isertoq og Kuummiit, hvor borgmesteren og kommunaldirektøren vil forsøge at få en dybere forståelse for lokalsamfundenes behov. Turen byder også på frokostmøder med lokale og møder med bygdebestyrelser og kommunale ansatte for at lytte til deres perspektiver.

Datoerne for besøg i bygderne:

  • Tirsdag 25. juli – Tiilerilaaq
  • Torsdag 27. juli – Sermiligaaq
  • Fredag 28. juli – Kulusuk
  • Mandag 31. juli – Isertoq
  • Torsdag 3. august – Kuummiit
Powered by Labrador CMS