Frivillige

Borgerpligt at løfte Grønland

Alle mennesker med ressourcer og overskud bør være frivillige, mener Mogens Nathansen, var frivillig arbejder ved Arctic Winter Games

Mogens Nathansen og Bo Naamansen var en del af de mange frivillige ved de arktiske lege

Bo Naamansen og Mogens Nathansen var frivillige ved de arktiske lege, der blev afholdt i Nuuk sidste måned.

De var en del af futsal-komiteen og det store planlægningsarbejde før og under Arctic Winter Games.

Udvikling af samfundet
Mogens Nathansen mener, at alle de mennesker, som har overskuddet og ressourcer til at lave en form for frivilligt arbejde, bør gøre det.

- Det er vores borgerpligt, og vi skal alle sammen være med til at løfte Grønland og udvikle vores samfund. Og det er idrætten et rigtigt gode eksempel på. Andre bruger kræfterne på for eksempel udsatte børn eller andre sociale indsatser, og det er også supergodt, siger Mogens Nathansen.

Læs: AWG-frivillige trodser stormen

Alle bør bidrage
Og Bo Naamansen siger, at der er masser af muligheder for at gøre en indsats.

- Det er en stor tilfredsstillelse at være med til at udvikle sporten, og vi bør alle bidrage med det, vi hver især kan. Man behøver jo ikke at have forstand på fodbold for at være aktiv i en fodboldklub, der er masser af muligheder for at gøre en indsats med for eksempel bestyrelsesarbejde og meget andet, siger han.

Sund livstil
Begejstringen over at lave frivilligt arbejde har uden tvivl fået et boost i forbindelse med legene, og det vil Carsten Olsen fra Grønlands Idrætsforbund gerne holde fast i.

- Vi vil netop gerne vise, hvor meget man personligt får ud af at være frivillig i de mange idrætsforeninger. Vi kan alle være med til at udvikle vores talenter, fremme en sund livsstil, og man får så meget igen, når man ser resultatet af sin indsats, lyder det fra GIF's generalsekretær Carsten Olsen.

Læs: Hjemløs blandt de frivillige ved Arctic Winter Games

Powered by Labrador CMS