Borebisse for en nat

Børn opsugede væske, der lignede det sorte guld - se video

Seks-årige Aputsiaq Petersen legede borebisse under kulturnatten med hjælp fra ataata. Foto: Mads Nyvold Shell simulerede olieefterforskning under kulturnatten. Video: Mads Nyvold

- Nej! Øv, jeg tror, du skal lede et andet sted!

Sådan lød det på olieselskabet Shells kontor på 2. sal i havnen i Nuuk lørdag aften.

Her stod kontorchef Trine Jensen med koncentreret mine og opsmøgede ærmer. Udbruddet gjaldt dog ikke en forfejlet efterforskningsboring til et trecifret millionbeløb. Men lidt derhenad.

For at illustrere jagten på den eftertragtede brunsorte organiske væske havde Shell lavet en opstilling for nysgerrige voksne og børn under kulturnatten lørdag.

I en bakke med grus gemte der sig lommer med væske. Bevæbnet med en pipette skulle børnene så stikke enden ned i bakken og via undertryk forsøge at få så meget af væsken op.

Var man heldig og ferm til at suge væsken op, vankede der som en belønning en knaldrød kasket fra det internationale olieselskab, der etablerede sit kontor i Nuuk i sensommeren sidste år.

Olieproduktion tidligst om 10 år
Etableringen skete, fordi Shell i disse år for alvor vil hitte ud af, om Grønlands undergrund indeholder råstofrigdomme inden for rækkevidde. Firmaet har opnået et af de nordligste licensområder i Baffin Bugten og har dannet et konsortium med syv andre selskaber heriblandt Mærsk, Statoil og Gas de France.

Sidste sommer besøgte Shell Savissivik og Kullorsuaq for at fortælle om deres efterforskningsplaner, og i august og juli foretog selskabet indledende undersøgelser i licensfeltet i farvandet hundrede af kilometer ud for Upernavik.

I år foretager Shell seismiske operationer for at udbygge forståelsen af licensfeltet.

- Derefter beslutter vi et tidspunkt for boringer, hvilket formentlig bliver i 2015. Under alle omstændigheder vil en olieproduktion tidligst komme i gang om ti år, fortalte Shells Grønlands-manager, Hesham Hendy, til konferencen "Joining Forces", som Sermitsiaq rapporterede fra i september 2011.

Powered by Labrador CMS