Boligplan for hjemløse får ros af forsker
Det er et rigtig godt initiativ, kommunen har taget i forhold til et hjemløsecenter, der snart sættes i udbud. Det mener sociolog og lektor, Steve Arnfjord.
Et hjemløsecenter i hovedstaden er et rigtig godt initiativ fra Kommuneqarfik Sermersooq. Det mener sociolog og lektor ved Grønlands Universitet, Steven Arnfjord.
Han indrømmer over for Sermitsiaq.AG, at teltlejrene bag ved Nuuk Imeq, der blev etableret under corona-nedlukningen, har skabt bekymringer:
- Vi var mange, især under nedlukningen, som var bekymrede for, at teltlejren kunne blive en slags endestation. Sådan en ordning er aldrig en god løsning, siger Steven Arnfjord til Sermitsiaq.AG.
Steven Arnfjord har forsket i problematikken hjemløshed i Arktis og Grønland i en årrække. Senest blev han udpeget til at deltage ved en arbejdsgruppe, der skal belyse problematikken og dertil løsningerne for hjemløshed. Arbejdsgruppen skal komme med anbefalinger til løsninger.
Flere udfordringer
En optælling i 2017 viser, at der på det tidspunkt var 841 hjemløse i Grønland. I dag kender ingen det nøjagtige antal, men meget tyder på, at flere er kommet til, blandt andet er et stigende antal borgere blevet sat ud af deres hjem på grund af huslejerestancer.
Steven Arnfjord belyser, at der kan være flere personlige udfordringer, som hjemløse kan have. For hver hjemløs er der en række udfordringer, som skal løses, før den hjemløse kan bidrage til samfundet.
- Når man befinder sig i en situation uden bolig, er der rigtig mange almindelige ting i livet, som samtidig bliver rigtig svære. Det skyldes især den konstante tvivl om, hvor man skal overnatte, og hvordan man så generelt skal få et liv til at hænge sammen, lyder det fra Steven Arnfjord.
Han understreger, at nogle hjemløse kan klare sig i livet lige så snart, de får en stabil boform, mens andre har behov for yderligere støtte, før de kan varetage blandt andet et arbejde, drage omsorg for andre og at tage vare på sig selv.
- Jeg håber, at vi inden længe får noget konkret lovgivning på området, som socialforvaltningen også kan støtte sig til i arbejde med mennesker der er ramt af hjemløshed, slutter han.