Børsen skriver om annonce-krise

Nedskæringer i selvstyrets annoncebudget har sendt Grønlands to største aviser ud i alvorlig krise. Myndighederne misbruger deres magt over øens annoncemarked, mener bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl

- Der er efter min mening tale om magtmisbrug, når de skærer så kraftigt ned og på den måde svigter deres pligt til at annoncere i Grønland, siger bestyrelsesformand for Sermitsiaq.AG Jørgen Ejbøl til Børsen

Børsen bringer i dag et interview med bestyrelsesformanden for Sermitsiaq.AG om avisernes situation i Grønland. Her er et uddrag af artiklen:

»Det grønlandske selvstyre og landets kommuner har skåret kraftigt i mediestøtte og annoncebudgetter, og det har ikke kun udløst et tvangsægteskab mellem Grønlands to største aviser, men også ført til højrøstede diskussioner om fremtiden for øens presse. Bestyrelsesformanden for det fusionerede avisselskab, Jørgen Ejbøl, der på vores breddegrader er bedst kendt som formand i JP/Politikens Hus, er oprørt over selvstyrets linje.

- Der er efter min mening tale om magtmisbrug, når de skærer så kraftigt ned og på den måde svigter deres pligt til at annoncere i Grønland, siger Jørgen Ejbøl, der har været bestyrelsesmedlem hos Sermitsiaq siden 2006 og blev formand for de fusionerede mediehuse sidste år.

- Det er ved at få dramatiske konsekvenser for pressen i Grønland, siger Jørgen Ejbøl.«

Powered by Labrador CMS