Børnetalsmand: Det er kommunens ansvar at holde øje med børnene
Børnetalsmanden mener, at kommuneqarfik Sermersooq fralægger sig ansvaret for børnenes ve og vel under skolelukning.
Børnetalsnand Aviâja Egede Lynge er klar i spyttet, når det kommer til ansvar for børnenes ve og vel under skolelukninger.
- Det er meget bekymrende, at kommunen fralægger sig sit ansvar, siger hun og understreger, at loven er klar på området. Det er kommunens ansvar at være aktivt opsøgende og føre tilsyn med børnenes trivsel, siger hun til Sermitsiaq.AG.
Kritikken kommer efter, at direktør i Forvaltning for Børn og Familie i Kommuneqarfik Sermersooq, Martha Lund Olsen, i sidste uge udtrykte bekymring over, hvordan børnene har det under skolelukningen i hovedstaden.
Kommunen er nødt til at have underetninger
Martha Lund Olsen udtalte i den forbindelse blandt andet, at indberetningerne normalt kommer fra personale i daginstitutioner og skoler, og at det er der, den offentlige forvaltning har mulighed for at holde øje med børnenes trivsel. Desuden mener direktøren ikke, at kommunen har mulighed for at opdage problemerne, hvis ikke nogen gør opmærksom på, de er der.
Og det undrer børnetalsmanden, fordi loven pålægger kommunen at være opsøgende selv.
- Jeg er stærkt bekymret for, at man kan sige, at hvis ikke børnene er i skole eller institutioner, så ved vi ikke noget om, hvordan de har det. Jeg synes, det er at fralægge sig sit ansvar, siger børnetalsmanden.
Tilsyn skal være opsøgende
- Jeg mener ikke, at den opsøgende pligt alene kan opfyldes ved at vente på indkomne underretninger fra skoler og institutioner. Et aktivt og opsøgende tilsyn bør blandt andet ske gennem en koordineret tværfaglig indsats, så man kan få viden om børn, der mistrives. Desuden bør det aktive tilsyn ske ved at opsøge borgerne, der, hvor der er bekymrende forhold.
Hvordan, det opsøgende arbejde skal foregå mere konkret, er kommunens ansvar at finde ud af, påpeger børnatalsmanden.
Direktør for Børn og Familie forklarer, at arbejdet for at hjælpe børnene skal sættes i gang på en eller anden måde.
- Vi kan jo ikke gå ind I alle hjem og undersøge, om børn har det godt. Vi er nødt til at have viden fra nogen om, at der er noget galt. Det kan være fagpersoner, naboer, familiemedlemmer eller politi, der er bekymrede eller har en mistanke om, at børnene ikke har det godt, siger Martha Lund Olsen.
Topnyheder